Det har været gråvejr denne sidste mandag i maj 2017. Efter flere sommerlige dage. Vi mangler vand til haven, men det rummer skyerne ikke.
Hvorfor tanken om dette indlæg opstod aner jeg ikke, men her er lidt af hvad dagen har bragt.
Jeg stod op klokken 5, lavede kaffe, dvs. der gik overløb i den af en eller anden grund, men det blev klaret.
Gik en tidlig haverunde. Der er ikke så mange dræbersnegle i øjeblikket, men enkelte blev delt i to.
Avisen indeholdt bl.a. nogle gode råd til det cyklende lycrafolk, herunder at man selv må tage sit affald med hjem eftersom man hverken deltager i Tour de France eller har en mor der er ansat ved kommunen.
Kartofler blev hyppet, græs, der går i frø blev fjernet (noget af det) og nogle store blokke kørvel havnede på kompostbunken.
Det første supermarked fandt ingen anledning til at angive den rigtige tilbudspris på en ost, og forresten heller ikke på et andet mælkeprodukt. Personalet måtte spilde tid på at svare på om de givne sager var de rette på tilbud. Det virkede ikke som man agtede at ændre prisangivelsen.
En brev squashfrø var billigere end ventet, heller ikke dette kunne man se.
Noget grønt skulle koste 9 kr., men var slået ind til 16. Forsøget på fradrag endte med at det samlede beløb blev større og ikke mindre end før forsøget – og der måtte ledelsesindtastning til før det hele passede. Der var meget personalemæssig spildtid denne dag.
I det andet supermarked så det ud til at en pose Samsø-kartofler skulle koste 15 kr., men da de blev slået ind til 24 måtte kassemanden se efter – og spilde tid på det.
Hjemme igen gik vi en tur, spiste frokost og fik en på øjet.
Så var det tid til at se bønnerne gro.

Først får man øje på en lille grøn bue som herover.

Lidt senere kommer mere frem (det er nu en anden bønne).

Endnu lidt senere ses kimbladene, men den er stadig ved at folde sig ud.

Når spiren har foldet sig ud ses to fine blade og i midten ansatsen til de næste.
Utroligt.
Så skulle vi et ærinde i Roskilde. Med tog. Det var nogle minutter forsinket, men pyt, vi kunne let nå hvad vi skulle til næste tog hjemad skulle gå.
Kvickly er nedlagt, en anden brugs åbner siden, men i underetagen er indrettet et genbrugssupermarked. Det bliver spændende at se hvorledes det går de almindelige genbrugsbutikker, når det nu bliver mere almindeligt at folk selv sælger deres overflod i de nymodens lopperier.
I længere tid har vi set efter en eller anden ting fra Knabstrup i serien Blå Bellmann. Og sandelig om der ikke stod et fejlfrit ølkrus til 50 kr.

Det blev indkøbt. Det er det eneste vi har – og der er ingen planer om flere.
Herefter var det tid til at gå til toget, der viste sig at være aflyst. En ekstra halv time syntes DSB åbenbart vi kunne bruge, men forleden fandt vi ud man kunne tage en bus, der dog ikke kører hjem, men drejer modsat så der bliver en gåtur at gå. Vi stod af, som forleden, lidt før det rette stoppested, og gik på tværs. Det gav lige 2500 ekstra skridt på kontoen. Vi kom samtidig med toget vi kunne være kommet med.
Kaffe og lidt afslapning var der tid til.
Og resten af dagen gik uden bøvl. Med lidt ild i pejsen.
Så er det snart sengetid, men jeg må hellere se om der er et par snegle at dele i to.
Hav en god nat.