Tag-arkiv: Blekoordinator

Blekoordinator

Verden ændrer sig. Det gør stillingsbetegnelser også. Nu kan man blive blekoordinator.

En sådan koordinator havde jeg ikke hørt om før i går. I Søndagsavisen – den gratisavis, der udkommer om fredagen som ugebladet Søndag gør det om mandagen – kunne man læse, at det ikke er så lige til at kunne benytte bleer til plejehjemsbeboere med behov herfor.

Behovet skal nemlig først vurderes af en blekoordinator, altså en medarbejder med en særlig faglig baggrund for at vurdere den slags behov. Medarbejderen på plejehjemmet kan ikke bare rekvirere en bunke bleer og begynde at bruge dem. Der skal bureaukrati til.

Og det kan der gå så lang tid med, at det er nødvendigt, at den blebehøvende beboer må låne bleer af andre beboere, som måtte have sådanne.

Personalet på plejehjemmene presses af regnedrengene (senest har jeg hørt om én nattevagt til 60 beboere på 3 etager) og måske af egen kultur. Så er det let at henfalde til at tage bleer i brug før det er nødvendigt.

Politikerne synes beboerne skal behandles værdigt længst muligt, men beslutter sig for den økonomiske tankegang alligevel.

Til at dele sol og vind lige træder blekoordinatoren så i karakter.

Det gode råd må være at huske at medbringe en pæn forsyning af bleer skulle man være så uheldig at blive indlagt i sit sidste hjem på et personales arbejdsplads.

Men hvor er det lige man køber bleer i størrelse XXXL? Da vist ikke i supermarkedet.