Den sidste søndag i september, i det bedst tænkelige sensommervejr, mødtes 6 bloggere og 4 ægtefæller ved Vemmetofte Strand. Vi skulle et smut til Musestenen. Dernæst var arrangeret en rundvsning på Vemmetofte Kloster. Dagen sluttede med kaffe og kage i “Den Stråtækte”.

Baggrunden for mødet var et tilfældighedernes sammentræf tidligere på året. Vi havde havde besøgt vores familie, der trænede i campinglivets glæder, på campingpladsen ved Vemmetofte Strand. Det skulle nogle dage senere vise sig at Pia og hendes mand havde været på samme campingsplads. Eftersom vi læser hinandens blogge, var det nærliggende at bemærke, at det kunne have været morsomt at have truffet hinanden netop dér. Det medførste en bemærkning om, at et blogtræf burde arrangeres.

Det tog Ellen initiativ til.

Programmet blev følgende: til fods til Musestenen, rundt i Klosterhaven, en tur gennem skoven til kirkegården og et kig på Prins Carls plankeværk samt kaffe hos Ellen og John. Det blev ikke helt sådan. Marianne Kreutzmann, der bor på Vemmetofte Kloster, var så elskværdig at ville bruge tid på en rundvisning på Klosteret.

Hvis vi var gået ud på kirkegården, ville vi have set den i herligt sollys. Jeg var der tidligere på dagen. Dette lille billede er taget samme dag.

Hvis vi var kommet forbi Prins Carls plankeværk, ville vi, troede jeg, have set det gamle stakit fra begyndelsen af 1700-tallet, jvf. det lille billede th., men af en eller anden grund var plankeværket fjernet. Hullet er i øvrigt et skydehul, hvori bøssen kunne anbringes, når dyr i Dyrehaven skulle skydes.

Deltagerne i blogtræffet var Conny, Ellen og John, Inge og Hasse, Kisser, Pia og Allan samt Tove og Jørgen.

Musestenen kan man finde, hvis man går mod vest fra parkeringspladsen ved Vemmetofte Strand. Der er ikke ret langt. Eller man kan finde den, hvis man går mod øst fra parkeringspladsen ved Sibirien ved Fakse Ladeplads.

På dagen så den pænt store sten således ud:

Dens nuværende placering er fra, vist nok, 1892, hvor stenen blev flyttet af isskruninger. Det forlyder at den var at se i trætophøjde, men af fotografiet herunder ses den knapt så højt, men alligevel er det en imponerende kraft isen har haft.

Tilbage ved bilerne kørtes til parkeringspladsen i Vemmetofte. Der var tid til at gå en tur gennem Klosterhaven, forbi statuerne af kuratorerne, ishuset i skoven, tehuset, gennem alléen og ind i klostergården.

Her mødtes vi med Marianne Kreutzmann, der den næste gode time var vores rundviser. Det var en sand fornøjelse af høre hende vældigt engageret fortælle om Vemmetofte.

Først så vi rundtrappen, hvor hvert trin og søjle er skåret af samme stykke træ med uens trinhøjde til følge. Det sidste havde jeg glemt.

Så var vi i kirken, som jo er ganske klein, men det tænker jeg ikke særlig meget over, da den jo er min barndoms kirke.

Fruerstuen ligner sig selv og gyldenlædertapetet gør det også.

Og det samme må man jo sige om Prins Carls Kabinet, Røde Stue og Spisestuen, som vi så.

Jeg kom efterfølgende til at tænkte på en enkelt anekdote. Under middagen engang for mange år taltes om kunstigt åndedræt. En dårligt hørende klosterdame sagde til naboen: “Hvad taler de om?” Svaret var: “De taler om kunstigt åndedræt.” “Hvad skal man med det”, sagde spørgeren, “når man har sit eget.”

Vi var en tur ude på terrassen, hvorfra man har en fin udsigt over klosterhaven.

Marianne inviterede alle ind i sin lejlighed, så man kunne se, hvorledes en sådan ser ud.

Det var, tror jeg, en interessant oplevelse for alle deltagerne at se, hvorledes Vemmetofte ser ud indvendig og høre om, hvorledes det fungerer som ramme om beboernes tilværelse. Det er givet vis anderledes end da beboerne var 12 konventualinder, men der er også lighedspunkter.

Efter at være gået forbi Det gl. Apotek, kørte vi til Den Stråtækte, Ellen og Johns hjem.

Udsigten var så betagende, at befippelsen herover medførte, at jeg slet ikke fik trykket på optageknappen, så billedet i søgeren var der ikke da jeg kom hjem. Hold op hvor er det et charmerende blik man har over Præstø Fjord, og hvor er huset og haven tilsvarende charmerende. Det er meget let at forstå de begge faldt for stedet, og jeg er slet ikke i tvivl om fornøjelsen ved at lade roen falde på ude som inde. Her blev i øvrigt spørgsmålet om, hvorfor det hedder Sibirien klaret. Det er en topografisk betegnelse for fjernt beliggende bebyggede lokaliteter. I dette tilfælde ligger den ret langt fra Vemmetofte, der også ejer huse på stedet (hvis jeg husker ret).

Vi fik kaffe (en kopkaf) med hjemmebagte boller, hjemmelavet marmelade og en, ligeledes selvfrembragt, prægtig kaloriebombekage. At vi i tilgift kunne sidde ude var med til at afrunde indtrykket af et fortrinligt blogtræf.

Info

Om blogtræffet har Conny, Ellen, Inge, Kisser og Pia skrevet hver deres beretning.

På Flickr er gamle som nye billeder fra Vemmetofte samlet i et album.

På min blog om Vemmetofte kan læses en del historier.