Tag-arkiv: Bodil Brændstrup

Bodil og Bodil

Tiden kan godt føles lang juleaften. I alle tilfælde hvis man er barn. For at hjælpe lidt på det, legede vi den bogstavleg, at vi skulle finde flest mulige pigenavne med hvert bogstav med vort ældste barnebarn.

Da vi kom til B sagde jeg Bodil. “Bodil er en storm”, sagde barnebarnet, der åbenbart ikke har hæftet sig ved at mennesker også kan hedde sådan.

Bodil, stormen, var en hidsigprop. Mon hun har lagt det blå skib, hvor det nu ligger ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde?

Roskilde havn

Jeg kommer nu ikke til at tænke på stormen, når talen falder på Bodil.

Konsekvent ledes tanken til Bodil Brændstrup, som jeg har kendt siden slutningen af 1970erne. Jeg traf hende i transaktionsanalytisk sammenhæng. Vi lærte en masse om menneskelige reaktioner og relationer og om hvad det vil sige at have ansvaret for egne tanker, følelser og handlinger. Og vi får os en god snak med mellemrum om gamle dage og nutidige.

For 5-6 år siden snakkede vi en del om at blogge og det viste sig at Bodil fik lyst til at skrive bøger og lave sit eget forlag, BB-Kultur.

Det er blevet til en længere række e-bøger og nogle fysiske bøger. Se på hjemmesiden, titlerne fremgår af venstre side.

Du finder titler som “Undskyld, VI LEVER”, “KOPI eller ÆGTE” og “Frikendt for mord” samt mange andre. Jeg synes ærlig talt det er godt gået at gøre som Bodil har gjort fra hun var 75 år til nu som 81 årig.

At hun så i den senere tid har bragt orden på “arven”, eller orden i butikken, vidner vel blot om hendes stærke lyst til at gøre og ikke snakke om at gøre.

Så, ærlig talt, jeg kommer konsekvent til at tænke på Bodil Brændstrup, når Bodil nævnes.

Børnebørn, Bodil og bille

ABC-Scandinavia, 2. runde er nået til B.

Når man har været på miniferie og derefter haft besøg af børnebørnene, og det i øvrigt har været for godt vejr til at sidde ved computeren, har bogstavlegen måttet vente et par dage på dette indlæg. Men – bedre sent end aldrig!

Børnebørnene – to prægtige piger – slappede af et par dage hos mormor og morfar. De holdt sig i skyggen når det var for varmt, og legede udendøre når temperaturen og skyggeforholdene blev til det.

I haven er der brug for at holde mangt og meget nede, og således gik det ud over et nøddetræ i weekenden. Det kunne børnene fint bruge til at lave en god hule af, som illustreret på billedet herunder.

Børnebørn bygger hule

Dette indlæg skal imidlertid også handle om Bodil Brændstrup, en gæv kvinde jeg har kendt i mange, mange år, fra sidst i 70erne. Da jeg begyndte at blogge blev Bodil nysgerrig – og straks tog hun fat. Det er blevet mindre til blogindlæg, men mere til forfatning af bøger om livet i midten af 1800tallet. Udgangspunktet har været hendes tip-tip-oldefars dagbog.

Det er blevet til en hel del bøger på dansk og engelsk, udgivet på eget forlag, nogle som e-bøger og en enkelt som papirbog.

Hun har også lavet en opdatering af en tidligere udgivet bog, Knus eller knubs. Nu hedder den Kopi eller ægte, Om identitet og personlig udvikling.

Det siges man ikke skal tale om kvinders alder, men mon ikke det går at sige, at Bodils forlag – BB-Kultur – er et godt eksempel på, at man kan udrette en masse fra man er 75 år og frem. Besøg hendes hjemmeside, køb en bog eller flere, og tænk på at gøre noget tilsvarende når du skal have dine erindringer udgivet til dine børnebørns fornøjelse.

Lad mig slutte med en fin bille jeg mødte forleden, det er vist en Scarabaidae af en art.

Bille

Her er linket til andre deltageres B-bidrag.