Tag-arkiv: Buddenbrookhaus

Uge 15 2019

Denne uge tog sin begyndelse i Lübeck, hvortil vi var kørt fordi vejrudsigten tydede på nogenlunde vejr et par dage.

Mandagen var en kende mere blæsende og lidt køligere end søndagen, men det hindrede ikke de aktiviteter dagen bød på.

Vi kan godt lide at gå steder i byen vi har besøgt og steder vi ikke har været, og der er rigeligt at se og gense.

Sidst vi var i Lübeck, opdagede jeg hvorledes afvandingssystemet fra tagrenderne fungerede, og denne gang lagde jeg mærke til støttekonstruktionerne mellem huse, der ikke var sammenbyggede, men adskilte af en gyde, sti eller smal gade. Nogle steder var disse konstruktioner af træ og andre steder af mursten, som illustreret på billedet.

Jeg ved ikke om de har den antagede funktion, men det ser nu sådan ud. Hvilken gavn skulle de ellers gøre?

Vi var på jagt efter Weser-floden i Lübeck, idet Berlingske for nogle uger siden angav at netop den flod skulle løbe gennem Lübeck.

Vi fandt ikke Weser, men så meget til Trave, som floden hedder og som munder ud i Travemünde. Partiet med gavlhuse langs Trave er ganske charmerende.

Eftermiddagen bød på et gensyn med Buddenbrookhaus (Thomas Mann), idet en nylig læsning af en omfattende biografi om Mann medførte at fruen syntes det kunne være interessant at komme indenfor igen. Det kunne i øvrigt gøres til halv pris ved at genbruge gårsdagens billet fra Holstentor.

Efter en omfattende bombning af Lübecks centrum i 1942 var kun husets gavl tilbage. Der er meget at se på, og øverst oppe finder man et par stuer som giver et indtryk af forholdene. Her talte jeg en del med opsynsmedarbejderen. Hun havde været i Jylland og havde undret sig over at man hele tiden sagde “tag”, som i goddag på tysk, men efterhånden fandt hun ud af at det lille ord var tak. 

Husk læsebriller og nyd de udstillede håndskrifter.

Aftensmåltidet blev indtaget på Restaurant Papadopoulos, som vi stort set besøger hver gang vi er i Lübeck. Jeg blev anbefalet en Dorade. Fisken ses herover og på dansk hedder den guldbrasen. Det var ren nydelse at spise den.

På vejen tilbage til hotellet kom vi forbi Mengstrasse i modlys. Buddenbrookhaus er bygningen med den hvide gavl lidt nede ad gaden.

Efter morgenmaden tirsdag kørte vi mod nord. Jeg havde fundet ud af, at man kunne køre over Marienbrücke mod Puttgarden uden at køre ud på motorvejen med dens omfattende vejarbejde med det samme – og det viste sig at være en behagelighed at begynde kørslen lidt mere stilfærdigt.

For god ordens skyld skal jeg forklare hvorfor jeg nævner Marienbrücke.

Vores valg af hotel i Lübeck har de seneste 4 gange været Park Inn, der ligger på Willy-Brandt-Allee lige ved Holstentor. Vi kan godt lide hotellet og det er let at parkere bilen.

For at komme til dette hotel, kører man af motorvejen ved Lübeck Zentrum. Kort efter kommer en rundkørsel, hvorefter venstre bane mod centrum skal benyttes. Det er ikke det store problem. Herefter går det lige ud og kort efter hovedbanegården kommer man til Lindenplatz med dens dobbeltsporede lysregulerede rundkørsel (Lindenteller). Ved frakørslen skal man hurtigt ind i venstre vognbane fordi man straks derefter skal til venstre, hvor man straks finder hotellet.

Rundkørslen forekommer ret vanskelig, og det viser sig da også at den gør sig uheldigt bemærket i ulykkesstatistikkerne. Skal man vælge indre eller ydre bane når man skal mod Holstentor? Det er endnu ikke gået helt op for mig, hvorledes den skal køres, den rundkørsel, og det er det heller ikke for alle andre, idet vigepligt i den vist er en vanskelig sag at forholde sig korrekt til. (Det samme kan ses i rundkørslen mellem IKEA og City2 i Tåstrup).

For at slippe for rundkørslen kan man køre over Marienbrücke – enten ved at smutte til venstre lidt før Lindenplatz eller ved at køre af motorvejen tidligere og tage den lidt mere med ro. Straks efter broen er der en afkørsel til højre – og kort derefter er man fremme ved hotellet.

Dette vil jeg afprøve næste gang på vej til Lübeck – og gøre det samme når vi skal hjem selv om rundkærslen er lettere at have med at gøre når Lübeck forlades.

I Franken, der er et af vindyrkningsområderne i Tyskland, tappes vinen på Bocksbeutel. Den afbildede synes at være en ny udgave af flasken, der plejer at være mere afrundet. Her anes en smule kant på flasken. Fornyelse skal der åbenbart til.

 

Vel hjemme igen bød ugen især på en kold vind fra øst, påskeøsten, og mange nætter har været præget af frostvejr. Det er lidt trist at se alle de nu frostskadede hortensiaknopper, der skulle have givet langtidsholdbare blomster senere på sommeren. Men der er jo ikke så meget at gøre ved det.

Ringduen sad længe og inderligt på spanden og pustede sig op. Medens den på den måde sørgede for lidt bedre isolering, benyttede den også lejligheden til at gøre toilette.