Medens jeg arbejder på et mit indlæg om betoning, er her det sidste bidrag i serien “Det kan let gå galt” i denne omgang.
Udviklingen i Danmark fortsætter og fortsætter. I Danmark har en hastetankegang (Balslevs udtryk i Berlingske) været fremherskende de sidste 20 år. Med store konsekvenser – dårlige it-løsninger, der ikke har fungeret m.m.m. Og med mindre konsekvenser – som illustreres med følgende 2 selvoplevede eksempler, som dog nok kan give stof til eftertanke.
Formentlig er det velkendt, at man kan logge sig ind på sundhed.dk og se forskellige informationer i relation til ens helbred og usundhedstilstand.
Man kan bl.a. se laboratoriesvar. Det kunne tænkes at have betydning at kunne se hvornår en given prøve er modtaget og hvornår svar foreligger. Jeg har haft behov for at se efter svar på prøver de senere måneder, især fordi et svar gav information om angreb af Clostridium difficile. At denne genstridige bakterie angreb 2 gange, gjorde besøg på hjemmesiden hyppigere.
Efterhåndenopdagede jeg og begyndte at undre mig over, at prøvens modtagelsestidspunkt ændrede sig. Jeg måtte antage man havde opdaget en fejl og rettet den, men så enkelt var det ikke. Det viste sig, at det angivne modtagelsestidspunkt intet havde med det faktiske tidspunkt for modtagelsen at gøre. Efterhånden blev det klart for mig, at modtagelsestidspunktet for mikrobiologiske prøver altid var mit log-in-tidspunkt på sundhed.dk.
Eftersom det kun tager få timer at konstatere tilstedeværelsen af den nævnte bakterie, måtte det naturligvis undre at modtagelsestidspunktet nogle gange var angivet som værende senere end svartidspunktet samme dag.
Jeg har gjort sundhed.dk opmærksom herpå. Man har videresent informationen til den vedligeholdelsesansvarlige myndighed, men sidst jeg så efter var denne besynderligere fejl ikke rettet endnu.
Så vidt så skidt.
Den medicin, der skulle anvendes til behandling af 2. angreb, kan ikke udskrives af egen læge. Den udleveres af en relevant hospitalsafdeling.
En time før ambulatoriets lukketid ringede en medarbejder og spurgte om jeg kunne hente medicinen, “idet man ikke var meget for at sende den med posten, da man ikke længere kunne regne med, at brevet ville nå frem dagen efter”.
Jeg kunne sagtens nå at hente medicinen – men det er godt nok særpræget, at vi her til lands har indrettet os så det citerede udsagn er en del af virkeligheden anno 2017.
Så vidt så skidt.
Måtte de kommende gode sommerdage bekomme dig vel.