Tag-arkiv: Donau

Wachau 1995

Efter at have skrevet gårsdagens indlæg om Bilkas noget særprægede omtale af Donau som Danube og afstandsangivelse i mil, kom jeg til at tænke på, at jeg da vist havde scannet nogle dias fra besøget i Wachau i 1995.

Vi var nogle dage ved Donau efter den første af mange ture til Virgental, og det blev ret klart at dobbeltbesøg burde være omvendte, idet vi i nogen grad var ved at være på vej hjemad psykologisk set.

Der blev åbenbart ikke taget ret mange billeder dengang. I alle tilfælde ikke diapositiver. Måske dukker flere op ved kommende scanninger, måske tog jeg almindelige farvebilleder.

Her er et par billeder fra 1995 – med støv og det hele.

Donau flyder stille og roligt forbi vinmarkerne i Wachau, som ligger lidt vest for Wien. Hvad byen hedder ved jeg ikke, men vi boede i Mitterarnsdorf, en bette by, hvor man på hotellet kunne spise den bedste af alle wienerschnitzler smagt til dato.

En af turene gik til Dürnstein, hvor Stift Dürnstein gjorde stort indtryk, måske især pga farven.

Flot er det.

På det gamle vinbondehus i byen havde man fundet en smart løsning på svalernes svineri.

Her er et indtryk fra byen.

Finder jeg flere billeder, skal jeg nok vise dem i endnu et indlæg.

/Jørgen

I forbifarten 12 – lidt om Danube og mil

I reklamekassen (indretningen der tidligere kaldtes postkassen) var her til morgen et meget fint magasin fra Bilka, hvis formål er at inspirere os til at købe mere kød og vin i hypermarkedet.

Ganske vist er sundhedsanbefalingerne at indtage mindre af begge varetyper, men det må forbrugerne selvsagt selv tage ansvaret for.

Man kan købe noget kød, der er “dry-aged” (så den globalistisk talende del af befolkningen kan forstå det), og man kan få vin fra Wachau i Østrig. Det er et par bemærkninger i den sidste forbindelse, der er anledningen til dette indlæg.

Domäne Wachau har i tidens løb (også da man kaldte sig Freie Weingärtner Wachau) givet mangfoldige herlige vinoplevelser, idet jeg næsten altid har haft vin derfra med hjem fra ferier i Østrig.

I Bilka-magasinet ledsagedes reklamen for et par af domænets vine af lidt informationer om Wachau. Det er glimrende at gøre det, men som læsningen skrider frem, mødes man af to overraskelser.

Floden, som Wachaus skråninger ligger langs, kaldes Danubefloden. Det har den da aldrig heddet på dansk.

Yderligere oplyses det, at vinområdet strækker sig 12 mil langs selvsamme flod. Jeg ved godt vi har brugt mil som afstandsangivelse engang, men det er da vist nogle år siden man overgik til kilometerangivelser.

Hvordan dette slipper igennem er måske let nok at forstå, men når der nu lægges stor vægt på kvalitet, må det siges at være mærkværdigt, at disse besynderligheder ikke er fanget undervejs i udarbejdelsen af bladet. Hastværk er lastværk.

Det er jo blevet moderne at spørge om der er en voksen i nærheden i forskellige situationer. Her kunne der have været brug for en!

Køb i øvrigt et par flasker af hver vin – en Riesling og en Grüner Veltliner – og få en god vinoplevelse på en kold vinterdag.

/Jørgen