Tag-arkiv: eBøger

Bodil og Bodil

Tiden kan godt føles lang juleaften. I alle tilfælde hvis man er barn. For at hjælpe lidt på det, legede vi den bogstavleg, at vi skulle finde flest mulige pigenavne med hvert bogstav med vort ældste barnebarn.

Da vi kom til B sagde jeg Bodil. “Bodil er en storm”, sagde barnebarnet, der åbenbart ikke har hæftet sig ved at mennesker også kan hedde sådan.

Bodil, stormen, var en hidsigprop. Mon hun har lagt det blå skib, hvor det nu ligger ved Vikingeskibsmuseet i Roskilde?

Roskilde havn

Jeg kommer nu ikke til at tænke på stormen, når talen falder på Bodil.

Konsekvent ledes tanken til Bodil Brændstrup, som jeg har kendt siden slutningen af 1970erne. Jeg traf hende i transaktionsanalytisk sammenhæng. Vi lærte en masse om menneskelige reaktioner og relationer og om hvad det vil sige at have ansvaret for egne tanker, følelser og handlinger. Og vi får os en god snak med mellemrum om gamle dage og nutidige.

For 5-6 år siden snakkede vi en del om at blogge og det viste sig at Bodil fik lyst til at skrive bøger og lave sit eget forlag, BB-Kultur.

Det er blevet til en længere række e-bøger og nogle fysiske bøger. Se på hjemmesiden, titlerne fremgår af venstre side.

Du finder titler som “Undskyld, VI LEVER”, “KOPI eller ÆGTE” og “Frikendt for mord” samt mange andre. Jeg synes ærlig talt det er godt gået at gøre som Bodil har gjort fra hun var 75 år til nu som 81 årig.

At hun så i den senere tid har bragt orden på “arven”, eller orden i butikken, vidner vel blot om hendes stærke lyst til at gøre og ikke snakke om at gøre.

Så, ærlig talt, jeg kommer konsekvent til at tænke på Bodil Brændstrup, når Bodil nævnes.