På vej mod Harzen i juni 2018, gjorde vi ophold for en enkelt nat i Lauenburg. Vist nok mest for at tage Elben nærmere i øjesyn her.
Det var varmt da vi kørte mod Lauenburg. 31 grader viste temometeret. Det skulle siden vise sig, at det var endog særdeles varmt at gå en tur i byen, og næsten ikke til at færdes langs Elben. Man kunne finde lidt skygge af husene, men solen brændte ubønhørligt på promenaden. Valget var let. Tilbage til skyggen og tilbage hotellet.
Her følger et par indtryk.

Vi boede på hotel Bellevue. Herover ses udsigten fra den øverste terrasse, hvor vi siden sad under et træ og spiste.

I gaden der løber parallelt med Elben er mange gamle huse. På de to herover kan man se hejseværket, der gjorde det let at bringe proviant m.v. op på øverste etage.

Der var mange smøger ned til floden. Banneret, der ses mellem husene, kommer jeg tilbage til. Det drejer sig om højvandet i 2013.

Her er flere huse, men særligt må man bemærke de flotte roser, der åbenbart gror fortrinligt her.

Som nævnt var det meget varmt at gå langs floden. Det anes på dette billede at en del varme sendes ud af muren til højre, der i øvrigt illustrerer, at det er nødvendigt at tage hensyn til højvande når man bor så tæt på en stor flod, som man gør her.

I juni 2013 var der meget vand i Elben. Jeg mener at have læst, at vandstanden var 9,61 meter højere end sædvanligt. Det plejer at være ca. 5 meter når det er mere almindeligt. På billedet ses hvor højt vandet stod.

Dette billede har jeg taget lige under angivelsen af vandstanden.

På den modsatte side har en lille sandbanke dannet sig. Den bruges til solbadning (godt det ikke var mig), og man kan helt til venstre se en person ude i vandet.

Medens vi sad og spiste, sejlede en lastpram forbi.
Dagen efter kørte vi videre mod Harzen. Det var stadig varmt, men temperaturen blev lidt lavere da vi kom lidt højere op. Det var dejligt.