I går var bilen til service. Jeg benyttede ventetiden til at gå en tur i det gode vejr. I rabatten voksede græs og de rabarberlignende planter, jeg kalder skræpper.

Mon ikke jeg gik stille og roligt i mine egne tanker. Og helt uden tanke for at jeg skulle være særligt agtpågivende på det flade fortov.

Pludselig faldt jeg så lang som jeg er. Skræpperne var bløde at lande på, vandrebukserne med forstærket knæ tog fint af, og der skete intet af betydning. Bortset fra at jeg faldt. Hvad kunne dog årsagen til styrtet være?

Det var ret ligetil. En 8-10 græsstrå stod nødbøjede i en passende bue. Med venstre fod trådte jeg på aksene. Højre fod svingede – som fødder der går gør – fremad og kom under stråenes bue. De var stærke. Og så lå jeg altså dér.

Måske skulle jeg ønske mig en rollator til jul.