Tag-arkiv: Familie

En tanke til min morfar

I dag, den 24. november 2024, er ikke en specielt interessant dag, men alligevel gør jeg ophold ved den. Det forholder sig nemlig således, at på et eller andet tidspunkt i løbet af det næste døgn, har min morfar været død lige så længe som han var gift.

Han døde i dag for 60 år siden. I morgen er det 120 år siden han blev gift min mormor.

Læs resten

Min mormor og morfar blev gift for 110 år siden

Det er den 24. november i dag. Det er en af de datoer i løbet af året jeg husker.

Der er tre grunde til det.

Min mor og far blev gift den 24. november 1940. Hvorfor de valgte den samme dag som min mormor og morfar var blevet gift, ved jeg ikke, men det gjorde de.

Ferderik og Marie 24

Min mormor og morfar blev gift den 24. november 1904. Det er 110 år siden i dag.

Jeg husker da de havde guldbryllup den 24. november 1954. Nu om stunder stiller man et stort telt op, hvis der ikke er plads på anden vis. Dengang stilledes en “bygning” af træ op på gårdspladsen. Den blev vist kaldt en bungalov. Det gav en anderledes lyd, når man løb på gulvet, samtidig med at det gyngende gav sig en smule. Det varede i øvrigt et par dage at afvikle alle festlighederne i anledning af 50-året for deres giftermål.

Den 24. november erindres også fordi det er min morfars dødsdag. Han døde i dag for 50 år siden. Og det var, som det kan regnes ud, ikke i et eller anden tilfældigt år, men såmænd den dag Frederik, som han hed, og Marie, som hun hed, kunne fejre deres 60-års daimantbryllupsdag, altså den 24. november 1964.

Han havde kun været syg de sidste 14 dage og det må i øvrigt have været en noget speciel oplevelse for de mennesker, der kom for at ønske tillykke med diamantbrylluppet at erfare, at min morfar var afgået ved døden selvsamme dag.