En dag i begyndelsen af august tog vi en tur til Helsingborg. Det var det herligste solskinsvejr og meningen var bare at gøre byen. Straks efter at have forladt færgeterminalen kunne vi se, at der foregik noget som tiltrak opmærksomhed. Det viste sig at være ganske mange folkedansere, som dels dansede og dels så ud til at skulle i gang med at danse senere.
Det var interessant at se på og det skulle vise sig, at det ikke bare var ved havnen, der blev danset, men overalt i byen på gader og pladser.
Der var Europeade i Helsingborg i de dage. Den havde samlet ca. 6.000 deltagere fra hele Europa.
Det blev således en ganske anden dag end vi havde forestillet os, men det var meget fint at se de mange dansere i deres meget forskellige nationadragter.
Herunder følger et lille udpluk af de billeder der kom i kassen på turen. Jeg har ikke information om, hvilke folkedansergrupper der er tale om, men stemningsbillederne taler også tilstrækkeligt for sig selv.
I øvrigt finder Europeaden i 2016 sted i Namur i Belgien, skulle vejen falde forbi.