Tag-arkiv: Forår

Uge 13 2019

Det er gået en anelse trægt med at skrive dette indlæg, men her er det.

I uge 7 omtalte jeg Danmarks ældste kogebog fra 1616. Jeg omtalte også, at Gunvor Maria Juul har skrevet en bog om kogebogen. Den har jeg nu læst. Det var interessant at læse om madkulturen i hine tider, og alle opskrifterne er gengivet i bogen. Sproget er lettere redigeret, og man lærer en del om hvorledes det foregik dengang,

Der er forslag til menuer på basis af opskrifterne og nogle er omtalt så udførligt at det må være nogenlunde let at lave mad som i 1616.

Hvad jeg vist ikke nævnte i den første omtale af bogen, var at det ofte blev gentaget at renlighed var vigtigt. Ellers ville mug hurtigt udvikle sig, hvilket ikke var godt.

Det er lidt morsomt, at det til stadighed er nødvendigt at gentage betydningen af hygiejne hver år når det bliver grilltid.

Bogen er udgivet af Koustrup & Co. Her er et link til Danmarks ældste kogebog.

I denne uge talte jeg med min bror. Han har de senere år haft kontakt med sundhedsvæsenet af en række forskellige grunde. Det får vi en snak om.
Han spurgte om jeg havde hørt han var indkaldt til scanning med kontrast to gange, hvilket undrede ham. Det havde jeg ikke hørt, og han forklarede, at det var en følge af at it-systemerne ikke kunne kommunikere på tværs af Storebælt. Han er tilknyttet Odense hospital i forbindelse med en lidelse, og forud for kontrol ønskede man den omtalte scanning. som skulle foretages af Region Sjælland, hvor han bor.
Ved samtaler med de relevante hospitaler fandt han ud af, hvad der var foregået. Bynavne i det følgende henviser til hospitaler i byerne.
Odense anmodede Roskilde om en scanning med kontrast.
Roskilde fortalte Odense, at det kunne man ikke udføre.
Roskilde bestilte derfor en scanning i Køge, men det fortalte man ikke Odense.
Odense, der måtte opfatte at bolden stadig var hos dem, bestilte en scanning i Nykøbing F.
Nykøbing F. synes det var for langt for patienten at komme dertil.
Nykøbing F. bad derfor Næstved om at indkalde og foretage scanningen.
Køge indkaldte.
Næstved indkaldte.

Således bliver dyrt og lidet effektivt, når systemerne ikke taler sammen og når den mundlige kommunikation er utilstrækkelig.

I haven er der gang i foråret.

Utallige mariehøns finder solskinspletter. De klumper sig i mængder jeg ikke husker at have set før.

Den altid tidligst blomstrende tulipan viste sig i den sidste uge i marts.

Nu må frosten i øvrigt gerne holde sig på afstand.

Vinteren er forbi–foråret er over os

Havde det været skudår i år, var det først forår i morgen. Men det er det ikke. Derfor er det forår i dag. Ikke at det har været meget mere forårsagtigt end den seneste tid i februar, men det går nu nok.

Snemændenes tid er forbi (håber vi), og det kan jo passende illustreres med et charmerende motiv på en serviet indkøbt i Tyskland på et eller andet tidspunkt.

Snemænd

Det har vist været en mild vinter i denne omgang. Har jeg hørt rigtigt, når jeg husker at det er den 5. varmeste.

Vi pensionister glæder os i alle tilfælde over at varmeregningen ikke bliver urimeligt stor.

Gode forårsmåneder ønskes alle.

Forårsdage

Når det nu er forår er der vel ikke meget at diskutere. Denne weekend viser sig fra sin bedste side. Vinteren glemmes straks. Andre blomster viser sig i haven – minipåskeliljer er næsten ikke til at nå ned til for ældre mænd, der er mere stivbenede end tidligere, men her er et par alligevel:
Minipåskeliljer

Det er svært ikke at glæde sig over forårsblomsternes livsbekræftende indsats.