I går faldt jeg over et forbrugerprogram med et indhold, der fik mig til at blive hængende ved programmet.

En journalist havde besøgt 14 restauranter, der alle havde søtunge på menukortet. Søtunge er en dyr fisk og journalisten havde sat sig for at finde ud af om søtungen var søtunge eller om der blev fusket med fisken.

Der blev besøgt restauranter, hvor prisen var ret beskeden og andre med en ikke just beskeden pris. Det var karakteristisk, at der var hældt godt med sovs over fisken.

Lidt af fisken blev taget med. Den blev analyseret af et laboratorium, der ved hjælp af DNA-analyser utvetydigt kunne fortælle hvilken fisk der var tale om.

Resultatet var nedslående. Måske var det også overraskende.

8 af de 14 serverede fisk var ikke søtunge. 6 var den meget billige pangasius og 2 var sandart.

En kok tilberedte en filet af henholdsvis søtunge og pangasius. Journalisten smagte dem. Pangasiussen smagte kun af salt og peber og ikke af fisk (det er derfor jeg ikke spiser den) og søtungen smagte af fisk.

Efterfølgende konfronteredes restauranterne med at søtungen ikke var søtunge. Hvilket man var ganske uforstående over for – eftersom man slet ikke serverede pangasius. Hvem der snyder hvem er derfor ikke godt at vide. Restauratøren eller leverandøren?

Foregår det virkelig sådan i Danmark, vil læseren tænke. Nej, naturligvis gør det ikke det. Det var i Tyskland, det foregik – og udsendelsen blev set på ARD.