Tag-arkiv: Gavnø

Uge 17 2019

Det er i denne uge vi venter på regn. Tørkeindekset er højt.

I løbet af ugen kom der en sjat, men ikke nær nok til at bringe tørkeindekset nedad igen.

Jeg kan i øvrigt se, at det er en uge, hvor jeg ikke har noteret blogrelevante emner undervejs – og da erindringen åbenbart ikke aktiverer emner, er der nok ikke sket så meget før i slutningen af ugen. Det er selvfølgelig noget sludder, men måske er godt nok ikke at have belemret hjernen med alt muligt.

Et enkelt emne er dog kommet på banen. Jeg faldt over en opskrift på pesto lavet af radisseblade. Da jeg var barn, spiste jeg altid noget af bladene af radisserne. De var friske, idet de var hentet i haven. Så selvfølgelig kan man bruge bladene. Måske er det bare en dårlig vane at skære den del væk. Her er opskriften på tysk på radissebladepesto.

Ugens sidste dag bød på blogtræf i Gavnø slotspark med indkig i slottets kirke.

Deltagerne var bloggerne Ellen, Gitte og Pia med ægtefællerne John, Uffe og Allan samt overtegnede.

Gavnø er blandt andet kendt for at eksponere tulipaner om foråret. Der var mange, måske alt for mange efter min smag, men så var der heldigvis andre muligheder. Snakken gik nemlig. Om fortiden og arbejde, om nutiden og den daglige motion og om fremtiden uden lyst til at flytte på plejehjem. Og alverdens andre emner.

Først spiste vi i det fri. De fleste havde medbragt det fornødne, jeg købte en sandwich med laks. Den var der ikke meget fest ved. Da vi havde spist, drukket vand og en måske en sjat kaffe, rejste vi os, som det ses, for at begive os ud på en parkvandring.

Vi fandt frem til kirken, lille var den, veludsmykket var den også med utallige malerier og en støtte under prædikestolen og en lysekrone, der fangede Ellens opmærksomhed, se billeder via linket.

Son nævnt var der det ene bed med blomstrende tulipaner efter det andet – og snart kan løgene graves op og tages med hjem, dvs. man skal være der den rette dag i maj. Hvis du vil se flere billeder, kan du besøge Madames Huskeblogg.

Desværre var sommerfuglehuset ikke åbent endnu, det er det i maj – september. Parken er stor og man ser naturligvis slottet på turen rundt.

Efter en passende tid satte vi os igen, nogle fik sig en tår kaffe, andre lidt vand – og da vi havde snakket om løst og fast rejste vi os og gik hjem.

Det var en fornøjelig måde at tilbringe nogle timer søndag eftermiddag på.

Vel hjemme gik fruen og jeg en tur og så blomstrende æbletræer, evt. paradisæbletræer, i vejkanten.