Da jeg gik i skole, havde man fri på kongens fødselsdag.

Uge 11 begynder 11. marts i år. Det var Frederik IX’s fødselsdag – og dermed fridag. Det samme var tilfældet med Dronning Ingrids fødselsdag i slutningen af marts. Undertiden var der også påskeferie i marts, og den kunne selvfølgelig falde så Ingrids fødselsdag var en dag i påskeferien. Det var hårdt at miste en fridag.

Måske husker nogle læsere, at Ellen for en del år siden gjorde sig de største anstrengelser for at få Brugsen i nabobyen til at holde op med at skrive Bageren’s på poserne. Coop argumenterede bl.a. med at det så godt ud. Jeg går ud fra det ikke står på bagerposerne mere, men Brugsen i nabobyen har ikke helt forstået, hvad den tidligere kunde, Ellen, mente, i alle tilfælde ikke slagterafdelingen. Det er på niveau med “Byen’s” som en restaurant i en anden naboby skriver på facaden.

Ugens berømteste radioudsendelse må velsagtens være Iben Maria Zeuthens møde med Ghita Nørby. Man kan ikke nødvendigvis kalde det for et interview, men det var interessant at høre den redigerede udsendelse på Radio24syv. Der var tale om to personer der kun undtagelsesvis var på bølgelængde. Om dette interview har der været talt og skrevet umådeligt meget, og det viser sig at der på de fremlagte råbånd er lange passager med samtale. Dette var åbenbart ikke det vigtige.

Jeg har tænkt så meget over udsendelsen, at dette indlæg er noget forsinket. På et tidspunkt kom jeg til at tænke på Transaktionsanalyse, som har været mig til nytte da jeg arbejdede, og som også i denne forbindelse har vist sig nyttigt. Hør blot:

Hver især rummer vi 6 personligheder. De tre (Omsorgsfuld Forældre, Voksen, Naturligt Barn) er effektive i vores selvsnak og kommunikation med andre. De sidste 3 (Kritisk Forældre, Føjeligt Barn og Rebelsk Barn) er tilsvarende ineffektive. Alle personligheder hos den enkelte kan kommunikere med alle hos andre. Det giver ikke så få muligheder. Skal kommunikationen forløbe gnidningsfrit, skal den gå frem og tilbage mellem fx Voksen – Voksen (hvad er klokken? Den er 3). Hvis det ikke sker stopper kommunikationen til der skiftes emne eller til den passende personlighed reagerer (hvad er klokken? Se på dit eget ur. Jeg har ikke ur på. Så find det.) Helt overvældende kan det blive når der kommunikeres fra mere end en personlighed ad gangen (hvor har du gemt avisen? Jeg har aldeles ikke gemt avisen, den ligger hvor den altid ligger, Hvad mener du egentlig med at jeg har gemt avisen?)

Når de to kvinder havde så svært ved at tale sammen, tror jeg det var fordi der opstod (eller var planlagt) er rodsammen af snak fra og rektioner på de forskellige personligheder. Der var rigeligt af Kritisk Forældre, der kommunikerede til Rebelsk Barn, men svaret kom fra Føjeligt Barn, som stemmeføringsmæssigt var journalistens foretrukne virkemiddel samtidig med spørgsmål og reaktioner der så ud til at komme fra Voksen.

I vidt omfang lykkedes det ikke for de to kvinder at samtale, at være på bølgelængde, at være nærværende osv., og det blev et festfyrværkeri af mislykket samvær og samtale.

Lad os håbe det bliver brugt i undervisning passende steder.

To-pizza-reglen havde jeg ikke hørt om før jeg læste Christian Ørsteds artikel i lørdagens Business fra Berlingske. Reglen forholder sig til at der hurtigt kan blive så mange der mødes for at løse et problem, at netop antallet gør det vanskeligere at løse det.

Flere er således ikke nødvendigvis bedre, og det effektive antal deltagere i et problemløsningsmøde, bør ikke være flere end at alle kan blive mætte af to pizzaer. At de skal være af amerikanerstørrelse nævnes som vigtigt i artiklen. Problemet er at med stigende antal deltagere stiger antallet af relationer eller kommunikationslinjer mellem deltagerne stærkt.

Det er jo en interessant tankegang omend den da vist ikke er ny.

Jeg kom nemlig til at tænke på en kommentar af Bent Ranning i Børsen 12. december 1989. Han omtalte tendensen til at ville ansætte flere og flere i en afdeling når det går bedre og bedre. Det er ikke nødvendigvis en god ide, og dette forklarede Ranning med en henvisning til Graicunas formel. Ved dennes hjælp kunne man udregne til hvor mange interaktionerne stiger hver gang en ekstra medarbejder ansættes. Den gode franskmand tjente således sit udkomme ved at være konsulent i at fraråde yderligere ansættelser.

Leder man lidt på internettet, ses det at det ikke var en ny historie i 1989, idet Graicunas formler blev udarbejdet i 1930erne.

For læsere der måtte være interesserede i emnet, henvises her til en artikel om V.A. Graicunas og hans formler vedrørende “kontrolspændvidden”.

Uge 11 i punktform:

• På den sidste dag i denne uge blev den hidtidige nedbørsrekord på 100 liter vand pr. m² slået.
• Jeg ser ikke mange serier i fjernsynet, men i ugens løb har en serie fra det britiske parlament været vist. Underholdningsværdien af brexitafstemningsprocesserne i Underhuset er nærmest ubeskrivelig og serien fortsætter måske i næste uge.
•