Som det er fremgået af de forrige indlæg, har vi været et smut i Mölln. På turen dertil gjordes en afstikker til Schlagsdorf. Her skulle vi se Grenzhus Schalgsdorf, et lille museum om den indretyske grænse inden murens fald i 1989.
Jeg havde læst om dette museum for en del år siden – og nu skulle det være.
Tidligere er omtalt et tilsvarende museum i Mödlareuth.
Det kan i høj grad anbefales at besøge museet, hvis vejen skulle falde forbi – eller køre dertil, hvis miniferien går til Lübeck, Ratzeburg eller Mölln.
Da vi var der var der en særudstilling i stueetagen, en fotoudstilling om brydningstiden efter murens fald. Tidligere har der bl.a. været en udstilling om “Sløjfede landbyer og bygninger”, en titel, der antyder vanskelige vilkår for folk, der i hast måtte forlade deres hjem.
På 1. sal var den permanemte udstilling. Det gjorde indtryk at befinde sig i et lille rum med en opbygning af grænsehegn med pigtråd og meget andet. I det hele taget var det illustrativt at se, hvorledes styret måtte tage alverdens hjælpemidler i brug for at beskytte grænsen – eller flugten over den.
Det var i vidt omfang nødvendigt med to grænsehegn og mange foransaltninger imellem dem. Det ses meget fint og illustrativt på modeller på museet, men det ses endnu tydeligere på museets udendørs anlæg nogle 100 meter væk.
På 2. sal var en udstilling om “Det grønne bånd“. De menneskefrie, om jeg så må sige, arealer var blevet et frirum for dyr og planter. Det blev udbygget efter genforeningen. Et særligt bånd er området Schaalsee – Elben.
Efter at have set grundigt på det lille museum, gik vi hen til udenværkerne.
Man går gennem et lille hul i hegnet herover. På billedet ses hegnet tydeligt – det ser ikke let ud at forcere.
Hvis man ser galleriet herunder igennem, vil man se en mur med glasskår på toppen, et vagttårn, en sandområde, hvori kunne registres fodspor og bilhjul, en grav, der forhindrede bilflugt, et hundehus og måden hunde brugtes på, grænsesten mv. Dette var en følelsesmæssig stærk illustration af den tids frihedsberøvelse af egne statsborgere.
De sidste billeder er museet set udefra og den nærliggende landhandel.