Tag-arkiv: Håndbold VM i Danmark 2015

Omkring håndbold

Forleden faldt jeg ind i TV-håndboldkampen mellem vist nok Danmark og Serbien. Det gik jo meget godt. Efterfølgende hørte jeg lidt på analysen af kampen.

Det drejer sig lisom om, at når det ene hold spiller fremadrettet, spiller det andet bagudrettet. Og omvendt.

Det tales der meget omkring. Der tales også meget omkring de der spiller (flertal) eller de der profiler samt den der taktik, der lisom anvendes. Alle profilerne er rigtig, rigtig gode til at spille håndbold.

Der ses også på taktikken fremadrettet og det kan ikke gå helt galt, hvis de der spiller (flertal) bare følger de her eksperters rigtig, rigtig gode tanker om hvorledes en rigtig, rigtig god håndboldkamp skal spilles.

Således beriget gav jeg mig til at se Danmark mod Ungarn. Det gik rigtig, rigtig skidt. De der danske spiller (flertal) blev forskrækkede og kunne ikke finde ud af, hvorledes de fremadrettet og bagudrettet skulle klare udfordringen. De havde måske glemt profilerne i omklædningsrummet. 

Heldigvis fandt jeg på noget andet at lave, da det viste sig, at anden halvleg fra starten lignede første. Det var vist nok rigtig, rigtig skidt.

Da ovenstående jo handler om sport, må der lisom blive plads til lidt fra den sport, der angår særlige anvendelser af sproget.

  • Landsholdsspiller (fodbold) om sin rolle: “Jeg tager den rolle som jeg bliver tilgivet”.
  • Trænerskifte i AGF: “… føre de målsætninger vi har i livet ud.”
  • Kommunikation i TV: “Hvad skal man lægge i det?”, lød spørgsmålet. “Man skal ligge det i det, at …”, lød svaret prompte. 
  • Anklager om nytårskrysantemombombeulykke: “… fundet skyldig i at have overdraget bomben til ulykken.”