Tag-arkiv: Haven

Uge 42 2019

Ved efterårstide er der god nektar at finde for insekterne i efeuens blomster. Hvepse og fluer og andre flyvende insekter gør sig til gode med et måltid inden nattefrosten slår dem ihjel.

Desværre fører aktiviteterne også til, at der dannes frø, som fuglene anbringer i hække og andre steder, hvorefter frøene spirer og efterhånden kommer en besværlig underskov af efeu. Så faktisk burde disse planter ikke få lov til at danne frø.

Uge 24 2019

Hvis tiden skal indhentes før året er omme, må det være nu jeg skal i omdrejninger.

Det kan ikke påstås, at jeg gjorde mit projekt med en blogpost hver uge i 2019 færdig. Sådan var det – og kalenderen er i skrivende stund nået til marts 2023. Heldigvis kan blogposters udgivelsesdato selv bestemmes. På et eller andet tidspunkt bliver 2019 færdig. Det viser sig så at blive i 2024.

Tilbage til fortiden.

Regn og torden mange dage i denne uge. Ikke skybrud her.

Uendelige mængder af selvsåede træer og buske kan fjernes fra ligusterhækkene. Det kræver en indsats af holde disse vækster nede.

Valdemarsdag fejres efter alle kunstens regler. Det er jo også 800 år siden vort flag lod sig falde ned fra himlen.

Med telelinsen på det enøjede spejlreflekskamera var der også i denne uge mulighed for at fange et par skud, der følger her.

Rododendronen i haven er ved at være afblomstret. Det gør i og for sig ikke noget, idet efterladenskaberne gør sig ret godt.

Det gør dronningebusken såmænd også,

og rosen der skal udryddes ved stranden,

Storkenæb og en enkelt valmue blomstrer fint i haven.

Tidselsommerfuglen ses nu i stort antal i haven:

  • på ligusterblomster
  • på vinblad
  • på hynde
  • på fjerbuskens blomster.

Det bliver spændende at se hvor mange her klækkede sommerfugle, der siden viser sig.

Uge 6 2019

Mandag

Det lader sig med mellemrum let gøre at blive overrasket over hvad der dog skrives. Således også på denne mandag i uge 6.

Antikke vinstokke leder tanken hen på et fund af vinstokke fra antikken ved en arkæologisk udgravning. Det var der imidlertid ikke tale om. Næh, Vivino kunne i en mail meddele at en i øvrigt velanprist vin var fremstillet på druer (primitivo) fra antikke vinstokke.

Det var sandelig en nyhed, men det ser ud til (Google) at udtrykket har været brugt en del gange. Det gør det næppe bedre, idet det ingen mening giver at bruge udtrykket i denne sammenhæng. Ordbogen oplyser at antik stammer fra fransk antique og at dette kommer af latin antiquus som betyder ‘forhenværende’.

Mon der bare er tale om druer fra gamle vinstokke? I så fald er de ikke forhenværende.

Tirsdag

I bogsamlingen dukkede 10-15 frimærkekataloger og anden frimærkelitteratur op. Noget er fra 1930erne.

Hvis dit blå sygesikringskort udløber i år efter 5 års gyldighed fra indførelsen i 2014, minder jeg dig lige om det, som mit forsikringsselskab venligst mindede mig om det i dag.

Onsdag

Dagen bød på en biograftur med ældstebarnebarnet. Hun var tidligt blevet stærkt fascineret af How To Train Your Dragon og derfor måtte hun nødvendigvis se den 3. film i serien. Der var 3 biografgængere i salen, og vi fik os en god snak om reklamerne og måden der tales på i dem. Filmen var ret intens, også for den gamle her.

Batteriet i fruens ur var brugt op, og faktisk viste det sig, at jeg kunne tage bagsiden af og skifte batteriet selv. Det viste sig imidlertid vanskeligt at finde det rigtige i butikkerne, hvorfor 3 stk. blev bestilt via nettet denne dags formiddag. De tre kostede 57 kr og blev sendt uden portoudgift for modtageren. Det plejer at koste 100 kr. at få skiftet det hos urmageren.

Torsdag

Batterierne, der blev bestilt i går formiddags, blev leveret med morgenavisen. Det var sandelig hurtigt. Nu går uret igen.

Sandelig om ikke der kom endnu en mail om vin fremstillet på druer fra antikke vinstokke. Vendingen blev dog kun anvendt i overskriften. Efterfølgende omtaltes stokkene som ældgamle. Etiketten viste at vinen var en zinfandel og stokkene var old vines, altså gamle vinstokke. Vinen var fra Italien. Som jeg har forstået det, er zinfandel og primitivo ganske den samme drue. Primitivo har været anvendt som betegnelse i Italien, zinfandel i USA. Måske sælger den nævnte vin bedre, når etiketten signalerer dens værd på engelsk.

Lørdag

Der er kommet ikke så lidt regn i nat og tidligt på dagen. Den lokale bæk er en rivende strøm. Så rivende som sådan en stort set kan blive.

Så kom solen og inspirerede til en lille havevandring.

Den første blomst jeg mødte er påskeklokken fra min mors gamle have. Den er gjort fotoegnet med lidt hjælp, da den sædvanligvis fungerer som en paraply hvorved støvdragere m.v. beskyttes.

Erantis og vintergækker blomstrer også, og det lader sig fint gøre at finde vårsalat i haven. For vel nok 25 år siden såede jeg nogle frø. Der dukker til stadighed planter op som senere på året blomstrer og sørger for at det hele gentager sig til næste år. Kunne være jeg skulle lave en lille anretning med vårsalat en dag.

Raklerne på hassel er sjældent set mange i år. Mon ikke det kan tilskrives sidste års tørke. Dette fænomen er givet vis årsagen til, at havens gamle rododendron dannede ganske små blade under blomsterknopperne.

Persillen er begyndt at gro lidt og det samme gælder hvidløg.

Minsandten om ikke det var så forårsagtigt i dag, at en enkelt mariehøne fandt behag i at sætte sig på et violblad og få lidt solskin. Det forekommer at være ret tidligt.

Lidt senere meldte det næste regnvejr sin ankomst – helt efter planen.

Søndag

Roskilde Kunstforening afholder udstillinger i Palæfløjen, og vi besøgte den aktuelle udstilling, der desværre slutter næste søndag. Det er en udstilling af Janne Klerk: Kystlandskaber – det sete fotografi.

Hold da helt op. Det var storslået at se de kæmpestore fotografier. Det var som at være derude selv.

Musvit

Endelig lykkedes det at huske at købe lidt vinterfoder til havens fugle.

Sådanne kugler tiltrækker fugle. Jeg ved godt der er musvitter og blåmejser i haven, men der er vist alligevel flere end jeg troede.

Nu må det vise sig om det af og til lykkes at tage et par billeder af fugle, der spiser.

De to følgende er taget ud gennem vinduet og med brug af fuld zoom. Skarpheden er vist ikke imponerende.

Musvit

Musvit

Grønt er godt for øjet

Det forlyder at grønt skulle være godt for øjet.

I dag er det svært at se grønt derude. Det er som om den hvide sne og den grå himmel får de grønne buske til at fremstå sorte. Næsten.

Rynkeblad i snevejr

En rynkeblad er fotogaferet ud gennem vinduet. At bladene er så grønne skyldes at der er skruet kraftigt på eksponeringskompensationsindstillingen på kameraet.

Vupti – så blev de grønne blade grønne. Og det skulle være godt for øjet. Fornøjet?

Opsamling

Om et par uger afløses 2015 af 2016.

Det får mig til at tænke på, om det dog skulle kunne lade sig gøre at producere de af året mulige indlæg, der ikke er skrevet endnu og på denne måde få dem ud af hjernen. Så den er klar til næste år. Her udstedes dog ingen garatier.

Herunder følger tre billeder fra haven. De er taget 7. og 8. november. Da det stadig var næsten-sommer.

Hindbær

Denne lille skål hindbær plukkede jeg til mit barnebarn, der var på besøg. Efter snevejret den 21. november var det slut.

Lavatera

Solen kunne på det tidspunkt stadig få disse lavatera til at folde sig ud. De blev dækket af sne nogle uger senere, men da den var smeltet var bladene stadig grønne og de blomstrer stadig.

Kvædeblad

Et blad på kvædetræet havde antaget efterårsfarver. Her er det fotograferet i modlys.

Januar kvartal 2015

Årets 3 første måneder er gået. Jeg har gennemset de få billeder jeg har taget i vinterens løb. Her følger enkelte, som ikke har været vist.

Spind

En formiddag med solen i rette vinkel, opdagede jeg et spind, som havde overlevet vinteren. Billedet er taget ud gennem vinduet.

Måger

Mågerne ved Staunings Ø ser ud som om de aldrig får noget at spise.

Svane

Lidt værdigere forholder svanen sig i situationen.

Mus

En lille mus kom frem og fandt et eller andet. Billedet er taget ud gennem vinduet.

Høns

Genboens høns kom på besøg en dag og vendte op og ned på en del mos i plænen. Også dette billede er taget ud gennem vinduet.

Erantis

Et sted i byen ses erantisser i mængder. Det er ikke taget ud gennem vinduet.

Krokus

Havens krokusser har fornøjet i en periode.

Følfod

Følfod er også en tidlig blomst.

Godt 2. kvartal ønskes.

Hvidløg

I mange år har jeg haft en klump hvidløg stående et sted i haven. De har passet sig selv og har ikke været brugt til noget. I år har jeg taget dem op – og plantet dem igen i nogle rækker.

Hvidløg

Som det ses herover er hvidløgene allerede i god groning – og måske kommer der en høst ud af det til næste år.

Hvidløg

Et andet sted gror hvidløg som jeg overså efter at toppen var visnet. De har nydt godt af det lune vejr og ser nu ud som på billedet. Der er masser af top – lige til at bruge.