Bare rolig. Det er ikke mig, der er døende i hjemmeplejen. Ikke endnu. Men ordvalget fortjener et par ord med på vejen.

Forleden kom et brev fra Ældre Sagen, hvori Bjarne Hastrup redegjorde for interesseorganisationens arbejde. Brevet medførte indmeldelse og vi har nu et kundeforhold til Ældre Sagen. Jeg håber at kontingentet kan tjene sig ind ved rabatordninger og at Sagen får glæde af lidt flere medlemskroner.

Det var i brevet jeg kunne læse om at være døende i hjemmeplejen.

I Berlingske 28. oktober 2018 kunne man, i en artikel om den kommende sundhedsreform, læse om den demografiske udvikling.

I de sidste 30 år angives andelen af danskere på +75 at udgøre 7-8%. Dette tal har været stabilt. I de kommende 30 år angives denne andel at ville komme til at udgøre 15% af befolkningen. Alder er som bekendt ingen sygdom, men sygdomme optræder på et eller andet tidspunkt når man er over 75 år. Denne demografiske udvikling alene vil kræve et og andet af sundhedsvæsenet, herunder hjemmeplejen. Dette er nævnt blot for perspektivets skyld.

I brevet fra Ældre Sagen forklarer Hastrup, at man har “medvirket til, at Folketinget årligt fra 2018 har afsat 60 mio. kr. til en værdig afslutning for døende i hjemmeplejen og på plejehjem”.

En værdig afslutning på livet. når det kommer dertil, er der grund til at glæde sig over, men hvorledes man dog har fundet på, at tale om “døende i hjemmeplejen” er ikke let at begribe.

Kan man indlægges i hjemmeplejen? Når jeg besøger det lokale bibliotek, ligger hjemmeplejen ved siden af, og der ser ikke ud til at være plads til mange indlagte døende i lokalerne.

Kan man have sit hjem i hjemmeplejen?  Nej, det kan man ikke. Man kan få assistance af hjemmeplejen i sit eget hjem. Man kan være døende og dø i sit eget hjem, men da ikke i hjemmeplejen.

Overvejelserne har ført tankerne tilbage til dengang for mange år siden jeg underviste på et plejehjem. Personalet blev anmodet om at gennemføre et rollespil om modtagelse af en ny beboer.

Der blev rollespillet med engagement og begejstring, og der blev talt meget om at den nye beboer nu ville have sit hjem på plejehjemmet. Men der blev også talt om at beboeren blev indlagt på plejehjemmet. Det gik slet ikke op for de gode ansatte, at det kunne være problematisk at tale om både indlæggelse og nyt hjem. Først da jeg spurgte om dette skulle forstås sådan, at jeg blev indlagt, når jeg senere på dagen kom hjem og gik ind i mit hjem, gik det op for folk, at sprogbrugen burde overvejes nøje.

Man kan have sit hjem på et plejehjem. Og det er så i øvrigt ret indlysende, at man har sit hjem på personalets arbejdsplads.

Som det dengang var væsentligt at overveje sprogbrugen, forekommer det nu væsentligt at Ældre Sagen gør det samme og finder et andet udtryk end at være døende i hjemmeplejen.