Når man går tur, går man i et landskab. Hvis man altså går turen på landet. Ellers gør man det måske i et byskab. Medmindre man helst er helt fri for at vide hvor man går, jvf. dem der går og glor på en skærm.
Jeg går ofte tur i et landskab og det er muligt at se vidt omrking undervejs. Landskabet forandrer sig uafladeligt. Turen kan sagtens være den samme, men ingen tur er som den forrige eller som den næste. Nogle dage skinner solen, andre ligger skyerne lavt, nogle dage er markerne grønne, andre nypløjede. Osv.
Donald er er af de bloggere, der ofte skriver om landskaber og vandskaber ledsaget af illustrative billeder. Det er i det mindste Donald jeg kommer til at tænke på, når jeg ser vandhullet på marken og fladvandet på en anden mark, jvf. billederne herunder.
Når jeg går på Salløvvej, har jeg en fin, lille sø mod syd. Sø er måske så meget sagt, men et vandhul er det. Efter den megen regn i den seneste tid, er der også lidt vand for enden af søen, hvor der ikke plejer at være vand. Det ser ikke ud til den har afløb, men skulle jeg en dag træffe ejeren, må jeg spørge ham herom. Han kommer jævnligt, parkerer sin bil og går ned til vandhullet med sin hund.
Søen ligger 31.24442100524902 meter over havets overflade. For nu at være pedantisk nøjagtig.
I retning mod Salløv kan man se en grå stribe på marken. Det er vand, der har samlet sig her. Vandet har samlet sig her fordi højden over havet er 27.80109596252441 meter. I nærheden er højden 29.37172317504883 meter.
Det lader sig fint gøre at finde både vandhullet og træerne man ser på marken før Salløv ved at se på Earth på Google Maps.
Billederne er i øvrigt taget på Salløvvej 33.93426132202148 meter over havets overflade.
Det er rart at vide at kommende havvandsstigninger vel næppe når hertil.
Forleden´googlede jeg “kort med højdekurver” og jeg fandt frem til en service, der viser hvor højt man er over havets overflade. Google Maps højdeservice kaldes det, og her er et link dertil: http://www.microformats.dk/kort/diverse/gmapielevation.html
Jeg er ikke klar over hvorfor der dog skal være så umådeligt mange decimaler efter kommaet, men det har sikkert betydning i nogle tilfælde.
Når jeg nu havde fundet denne informationsmulighed, måtte jeg lige finde ud af, hvor meget man går opad bestemte steder her. Hjemmefra er der 12 højdemeter opad. Kirken ligger ½ meter højere.
Jeg måtte naturligvis også finde ud hvad højdeforskellen er mellem Niedermauern og Obermauern i Virgental. Det plejer være målet for en dejlig gåtur, når man lige er kommet dertil. 192 meter er højdeforskellen.