Forleden gik vi en tur på Hvidovrevej. Det har sin grund. Min kone flyttede til Hvidovre i 1956, var det vist, jeg gjorde det i 1964, men var kommet i Hvidovre siden 1956. Vi flyttede derfra i 1978, men mine svigerforældre boede der til deres død – og min svoger ligeledes.

Målet for turen var Risbjerg Kirkegård. Man kunne naturligvis køre dertil, men vi valgte at parkere bag Aldi ved Hvidovre station og gå frem og tilbage. Og lade associationerne til gamle dage komme som de nu kom.

Jeg kom til at tænke på dengang et afsporet lokomotiv stod på skråningen ned mod Hvidovrevej. Det så mildt sagt mærkværdigt ud med en MYer dér.

Først kom vi forbi et inspirationshus, House of Inspiration, siden kom vi forbi en frisør, hårkonstruktion, hair construction. Tdligere holdt Kaj og Peter, to berømte frisører, til på adressen. De hed det samme på engelsk.

Men hvor var meget dog forandret. Der lå en kinesisk restaurant ved Hvidovre Torv, hvor der tidligere var en slagter. Det var dér jeg skulle købe et stykke medisterpølse, og da jeg ikke vidste hvor mange gram pølsen skulle veje, viste jeg længden. Da slagterdamen, der snakkede lystigt med en svend, havde målt et par meter af, spurgte hun hvor meget jeg skulle have. Sådan, sagde jeg, og viste længden igen. Det er et relativt begreb, sagde hun, men det syntes jeg nu ikke. Det var sådan her – og længden blev igen vist.

Hvidovre gamle kirke ligger også her.

Og på torvet lå engang en af Hvidovres bagere. Den bedste. Oh, hvilke brød han kunne bage. Han havde to damer til at ekspedere. Den ene var dobbelt så hurtigt som den anden, og den ene kø var dobbelt så lang som den anden. Nu ligger der en køreskole.

Således er det gået med mange forretninger. De er anderledes. En anden bager er blevet til ejendomsmøgler, men fotohandlen ved M. Bechs Alle har forøget forretningen med noget med sport – og ligger her endnu. Det var vist her jeg købte et fotografiapparat engang. Tekstilmessen modsat er blevet til en Kop-og-Kande-butik. Og apoteket er flyttet.

Motorvejen blev passeret og vi tænkte på at motorvej var et af vores søns allerførste ord.

Vi boede lige ved siden af, i Rosenhøj, som vi gik igennem og kunne huske navnet på en familie, der var blevet boende i opgangen.

Vi kom forbi daginstitutionerne, hvor børnene har gået og Sønderkærskolen, som både min kone og søn har gået i. Møllehaves far var inspektør og min kone har ofte fortalt hvorledes Johannes som vikar gennemgik – ved fortælling og oplæsning – en roman i løbet af en enkelt time.

Forbi lejligheden mine svigerforældre boede i og videre til kirkegården med dens platantræer.

Og tilbage igen til stationen.

Det var godt at gøre sådan.