Hvis jeg selv skal besvare spørgsmålet, er det “i julen” fra 24. december og nogle dage frem.
Grunden til spørgsmålet er en tv-reklame fra Boozt. Foretagendet vil gerne have forbrugerne til at netshoppe lækre brands nu, hvorved man skulle “få mere tid i julen”.
De første par gange jeg hørte udsagnet, tænkte jeg, at det da var mærkeligt, at man skulle få mere tid i julen ved at købe ind nu.
Efterhånden gik det imidlertid op for mig, at firmaet er ved at bilde folket ind, at det er jul fra midten af oktober eller sådan cirka. I den henseende er udsagnet “få mere tid i julen” jo logisk nok, men det lyder stadig fælt at julen nu skal til at have denne overdrevne varighed. Og tager man med at julen varer til påske, er julens tidsmæssige udstrækning ca ½ år. Uha.
For traditionelt tænkende mennesker kan tiden frem til jul betegnes “juleforberedelsernes tid”, og det er selvsagt noget ganske andet end “i julen”.
Dette indlæg hører naturligvis til i bagatellernes verden, men sprogligt pedanteri må også have plads i juleforberedelsernes tidsrum.