Der er naurligvis ingen grund til at begynde jagten på julestemningen, når butikkerne i slutningen af oktober synes vi skal.

Men 3. søndag i advent går vel an. Derfor tænkte vi netop denne søndag, at det måtte være en ide at tage toget til Køge og gå en tur rundt i byen. Det kunne jo være vi faldt over julestemningen.

Det gjorde vi nu ikke, måske var det bare ikke blevet mørkt endnu. Men lysten til at vente en hel time til på et tog, fik os til at prøve noget ganske nyt, nemlig at tage toget fra Køge til Roskilde. Aldrig før er det da vist sket, at vi ikke er sået af på vores egen station.

Nået til Roskilde var det blevet mørkt og der var da også fine lys i plastikguirlanderne over gaderne og juletræet på Stændertorvet lyste det bedste det havde lært. Mon farvetemperaturen i guirlandelysene er 2700 Kelvin og mon den er 3000 Kelvin i juletræslysene? De så i alle tilfælde forskellige ud.

Julestemning var der nu ikke meget af, men det kunne minde lidt om det, da vi mødte et par små børn, der vist nok syntes det var en oplvelse af de gode at gå med far og mor i mørkningen i Roskilde denne søndag eftermiddag – og måske mærkede de, ikke så meget julestemningen, som julespændingen.

Lige godt to timer efter vi var taget på tur var vi hjemme igen – uden rigtige fornemmelser af julestemning.

Måske er vi bare blevet for gamle og har prøvet dette med jul så tit, at man ikke finder den meget betydelige stimulering, der skal til for at overgå allerede oplevede juletemninger? Adaptation, hedder det vist. Med et lidet julestemningsagtigt ord.

Da vi nogle dage senere gik tur i nærheden af Svanesøen i Ballerup, kom vi fordi dette pyntede juletræ i en nyttehave. Jeg vil ikke sige det gav julestemning, men måske var det at trække på smilebåndet en slags julestemning. År efter år skal der mere pynt til, hvis træet ellers gror videre.

Tiden går og julen kommer nærmere og nærmere. I går skulle det indkøbte træ sættes på fod. Det kræver brug af hammer og stemmejern, og jeg arbejdede med tilpasningen i en rum tid – i næsten 10 graders varmt julevejr. Det var dejligt og jeg fik mulighed for at lade tankerne vandre. Det er vel 65 år siden min far viste mig hvordan man sætter juletræet på fod – og det at rumme tiden derfra til nu, hvor det er sidste gang jeg laver denne øvelse, gav måske en snert af julestemning, en vemodig stemning, som en konsekvens af en beslutning om at overlade til de yngre at holde juleaften fremover. Det var lidt næsten som den vemodige julestemning afslutningen af julen i barndommen medførte, når de sidste lys Helligtrekongersaften gik ud af sig selv – og det næsten ikke var til at bære at der var et år til næste jul.

I morgen skal der såmænd nok komme nogle julestemningsglimt – og under alle omstændigheder er det dejligt at se børnebørnenes julebegejstring.