Tag-arkiv: Køge station

Uge 9 2019

På Køge station har man nu sat elmaster op og trukket køreledninger, således at fremtidens el-tog kan køre via såvel Ringsted som Næstved, når de – via Køge Nord station – kommer fra København. Det er godt med valgmuligheder, skulle der ske noget på den ene af strækningerne, som hindrer togdrift i en periode.

Jeg får nyhedsbreve fra Banedanmark for at følge lidt med i hvorledes det går med den nye bane København – Køge – Ringsted. Af seneste nyhedsbrev fremgår at banen åbner i maj. Det fremgår også, at der bliver en del problemer (kaldet udfordringer) for pendlerne på Sjælland mv. i den kommende tid, idet mange sporarbejder mm giver begrænsninger i togdriften. Men – det bliver bedre engang. Og arbejderne udføres for at “modernisere og fremtidssikre de sjællandske jernbanestrækninger til at imødegå fremtidens behov”. Det må man glæde sig over. Det citerede illustrerer i øvrigt brugen af pendulordet imødegå. Hensigten er vel at imødekomme fremtidens behov ved aktiviteterne, og det kan altså angives ved brugen af ordet imødegå.

Martsviolerne tog forskud på foråret ved at blomstre på vinterens sidste dag, den 28. februar. Der er sikkert ikke noget at sige til det med det forårsagtige vejr de sidste to uger har budt på – med tangering af varmerekorden fra 1990 på 15,8°. Mon ikke varigheden af det milde vejr er meget usædvanligt?

Uge 9 i punktform:

  • I artikel i Berlingske tales onsdag og torsdag om ‘ungdomspartiet’, jf sidste uge. Har jeg misforstået noget? Åbenbart. Ordet er optaget i Den Danske Ordbog i 2018 og angives at være en politisk organisation … Jeg bøjer mig for dette sproglige makværk.
  • For første gang nogensinde har jeg siddet i bilen medens den blev vasket. Det var som et kort skybrud.
  • Hurra – nu har jeg lært at ° er Alt 248.

Køge forhen

I øjeblikket – ganske vist et langt et af slagsen – foretages mange forandringer ved Køge station. I den anledning er der naturligvis brug for at sætte afskærmninger til byggepladserne op. Heldigvis har man fundet ud at af illustrere dels hvad man er ved at gøre og dels livet omkring Køge station i gamle dage.

De fleste haster forbi uden at ænse informationerne, nogle glor endda på deres krykker. Enkelte ulejliger sig dog med at standse op og se på billederne fra gamle dage. Jeg er blot en af de enkelte.

P1130778

Man kan se et billede af en forsamling mænd af et vist format. Formentlig har de også haft et vist format, idet de er fotograferede i forbindelse med at jernbanen kom til Køge i 1870.

P1130780

Man finder også et andet billede. Det viser ansatte på Køge station 1. juli 1897. Man ser her det arbejdende folk, som sørgede for at togdriften foregik efter planen. Formentlig.

P1130782

Et velkendt jernebanetransportmiddel var dræsinen. Nu kendes den vist mest på nedlagte jernbanestrækninger, men dengang var det et praktisk hjælpemiddel. Den ses til venstre.

P1130784

Går man lidt tættere på træder de enkelte personer frem. Således herren med sløjfen, som må antages at have mere ret til at bestemme end de andre.

P1130783

Endelig et nærbillede medarbejderen med urkæden, jvf. overbliksbilledet. Man aner at jobbet har krævet sin mand.

Kommer du på de kanter, anbefales det at se nærmere på historiens vingesus.