Herunder følger en spændende historie, som jeg opfordrer dig til at læse. Det falder måske ikke så let at læse teksten i begyndelsen, men siden gå det lettere.

I slutningen af dette indlæg anføres, hvorfra jeg har scannet historien. Jeg håber at have rettet de fleste fejl, som opstod ved behandlingen af de scannede sider.

Dr. Edvard Jenner, en af Menneskeslægtens store Velgjørere – ikke en af dem, hvis Roes er bleven udtordnet af Kanonernes Munding eller udsunget af tusinde Struber under Triumph­toget efter en ”graadforvoldende” Krig, men en af dem, hvis Virksomhed var stille og i det Skjulte som den sande Viden­skabsmands, og hvis Opdagelse erindres med Tak af Millio­ner, selv om hans Navn er halvvejs glemt – Kokoppeindpod­ningens Opdager blev født i Grevskabet Gloster i England i Aaret 1749. Allerede længe førend Jenner begyndte at tænke over den vigtige Sag, som skulde gjøre hans Navn berømt, gik der det Sagn mellem Malkepigerne og Almuen der paa Egnen, at Kokopperne, som optraadte temmelig hyppigt paa dette Sted, skulde have en beskyttende eller mildende Ind­flydelse mod de Smaakopper, som angreb Menneskene, men Ingen havde tænkt over eller taget synderligt Hensyn til dette saalidt som til saamange andre Sagn, der leve i Folke­munde, indtil det engang ved et Sammenstød af tilfældige Omstændigheder kom Jenner for Øre. Han studerede Kir­urgien hos en Saarlæge i Nærheden af Bristol, da en Dag en Pige fra Omegnen kom for at spørge om et Raad hos Kir­urgen. Da Talen faldt paa Koppesygdommen, sagde Pigen: ”Dem kan jeg ikke mere faae, thi jeg har havt Kokopper”. Denne Bemærkning slog Jenner og vakte ham til dyb Eftertanke. Han spurgte sig for og forskede ufortøvet efter Op­lysning i denne Sag; men hans Venner blandt Lægerne, som han meddeelte sine Betragtninger om Kokoppernes be­skyttende Kraft, loe ham op i Ansigtet og truede ham med at afbryde Omgangen med ham, dersom han blev med at gruble over sligt Vanvid. I London havde han imidlertid det Held at træffe sammen med den store Anatom og Kirurg John Hunter, og denne betroede han nu sine Tanker. Det Raad, som den udmærkede Læge gav ham, er ret charakte­ristisk: ”Hengiv Dem ikke til Grublerier”, sagde han, ”men gjør Forsøg; vær ufortrøden og vær grundig!” Jenners Mod voxede betydeligt ved dette forstandige Raad. Han vendte tilbage til Landet, begyndte sin Virksomhed som Saarlæge og benyttede de følgende tyve Aar af sit Liv til at gjøre Forsøg og anstille Forskninger angaaende sin Opdagelse, og Resultaterne gave ham en saa fast Tro i Hænderne, at han tre Gange paa forskjellig Tid inoculerede sin egen Søn.

Efter at Jenner allerede siden Aaret 1775 havde havt Besvarelsen af Spørgsmaalet liggende færdig i sit Hoved, lod han endelig i Aaret 1798 sin Opdagelse komme frem for Lyset i et 75 Sider stort Skrift, i hvilket han leverede Beviis for Indpodningens ufeilbarlige beskyttende Virkning og ud­førligt meddeelte treogtyve Tilfælde, i hvilke Indpodningen havde beviist sin Evne saa fuldstændigt, at Vedkommende hverken vare blevne smittede ved Berøring med eller Ind­podning af Koppegiften. Men hans Opdagelse blev alt Andet end venligt modtaget. I Begyndelsen viste man den Ligegyldighed, senere aabenbart Fjendskab. Jenner reiste til London for at godtgjøre sin store Opdagelses Sandhed for de derværende Læger, men disse fornemme Herrer vilde ikke engang give den ubekjendte Landsbydoctor Foretræde, og efter forgjæves i tre Maaneder at have søgt at faae Indgang et eller andet Sted vendte han udleet og forhaanet tilbage til sin Landsby. Man gjorde Nar ad ham og lavede Billeder, der paa en karrikeret Maade fremstillede hans Forsøg paa ”at gjøre Menneskene til Dyr ved at lade en sygelig Vædske fra Koens Yver flyde ind i deres Legeme” – som man sagde. Vacci­nationen blev anseet for at være en Kunst, der tilhørte Djæv­len og blev forbandet paa Prædikestolen; man paastod, at vaccinerede Børn fik Svulster, som vare Forløbere for rigtige Kohorn; at det menneskelige Ansigt mere og mere fik Lig­hed med en Ko’s, og at Stemmen efterhaanden kom til at ligne en Tyrs Brølen – kort sagt, man fandt paa Alt, hvad Fjendskab, Uvidenhed og Overtro i Forening kunne finde paa, og der skulde en stærk Charakteer til at ride den Storm af.

Men Kokoppeindpodningen var en Sandhed, som ikke kunde ties ihjel, og trods den voldsomme Modstand, den mødte i Begyndelsen, slog den dog Rod lidt efter lidt. I en Landsby, hvor en Herre vilde indføre den nye Methode, bleve de første Personer, som lode sig vaccinere, forfulgte med rasende Skrig og Steenkast af den forbittrede Mængde, men da trods dette to høitstaaende Damer med stort Mod gik foran og lode deres Børn vaccinere, var Mængdens For­dom brudt. Nu tøvede ei heller Londons Læger længe med at udtale deres Anerkjendelse, men dog vare enkelte af dem nederdrægtige nok til at gjøre Dr. Jenner, hvem de tidligere havde behandlet med Foragt og Uforskammethed for hans Opdagelses Skyld, denne stridig. Ligeméget hjalp det: Vac­cinationen trængte igjennem i alle civiliserede Lande; hvad den har været ogsaa for os i den sidste Koppeepidemi i Kjø­benhavn, hvor kun nogle Faa ere døde, behøve vi næppe at minde om, og Dr. Jenners Navn staaer indført med lysende Skrift i den Bog, som indeholder Navnene paa Menneskeslæg­tens Velgjørere. Dog manglede han ikke Anerkjendelse i sin Levetid og var heri lykkeligere end mange Andre. To Gange gav det engelske Folk ham store Gaver, den ene Gang ti Tusinde, den anden tyve Tusinde Pund Sterling, og i Aaret 1805 gav Staden London ham Borgerret. Men hans Beske­denhed forlod ham ikke i Lykken. Man vilde have ham til at nedsætte sig i London og lovede ham en Praxis med ti Tusinde Pund i aarlig Indtægt, men han svarede: ”I mit Livs Morgen var min Vandring stille og ubemærket; jeg har søgt Dalen og ikke Bjerget – derfor vil jeg mod mit Livs Aften ikke give mig til Priis for Lykkens og Berømmelsens Kastevaaben, men døe i Fred!”

For mange år siden købte jeg en gammel bog, Historisk Archiv. Et Maanedsskrift for populaire Skildringer af historiske Personer og Begivenheder.

Månedsskriftet var udgivet af Cand. theol. Johan Petersen og Cand. juris. F. C. Granzow. Det er første bind og udgivelsesåret er 1872.

I slutningen – på side 570 – finder man Smaating. Ovenstående historie er den eneste småting i skriftet.