Den seneste tid har budt på en række oplevelser som kunde. De har alle krævet lidt ekstra forbrug af energikontoen, og de bliver omtalt lidt efter lidt.
Det handler ikke så meget om, at 8 tomater a 1 kr. kostede 64 kroner og ej heller at avisen lige nu leveres i den forkerte postkasse (den ved vejen) og ikke i den aftalte. Det er bagateller, men dette er naturligvis med til belysning af det omfattende billede af, at man som kunde skal være vågen.
Det går simpelt hen ikke ikke at holde hjernen skarp til det sidste. Ellers koster det måske kassen.
Bilister, der skal parkere i Køge, har sikkert fundet ud af, at det nu koster noget at parkere mange steder i byen. Og at man ikke kan betale med mønter og sedler, men kun med kreditkort, MobilePay og forskellige apps.
Forleden skulle jeg parkere og betale for en ganske kort periode, nemlig 14 minutter, idet parkeringen fandt sted 17.46. Det er gratis at parkere mellem 18 og 08 næste dag.
I med kreditkortet, tryk på +30 minutter og på kvittering. Jeg kunne med andre ord parkere til 8.16 den følgende dag. Det burde koste 4 kr., idet timetaksten er 8 kr. Jeg havde bemærket på nettet, at man kunne stoppe parkeringen ved at indsætte samme kreditkort igen, hvilket jeg gjorde 20.58. 2 kr. blev trukket. Alt var således såre enkelt og let, bortset fra, at jeg ikke ved hvad der ville være sket hvis jeg blot var kørt igen uden brug af kortet. Så havde det vel kostet 4 kroner. Måske.
Jeg skulle møde med min bror klokken 18. Han parkede på en anden p-plads, og gjorde det samme som mig, blot aktiverede han kun +10 minutter-knappen. Han fik også en kvittering, og i modsætning til mig læste han på den. Stor var hans overraskelse over at skulle betale +100 kr. for at parkere få minutter – med ret til åbenbart at holde til efter kl. 12 to dage frem.
Frem med min kvittering. Sandelig om ikke det var det samme. 116 kr. for at parkere fra den 16. april 2018 kl. 17.46 til den 18. april kl. 12.16. Ingen af os kom til at betale for meget, men det var så særpræget en kvittering, at vi brugte en del energi på at begribe hvad det gik ud på. Det lykkedes ikke.
Dagen efter ringede jeg til Parkering Køge og talte med en venlig kvinde, der aldrig havde hørt om problemet før. Da hun 3 gange havde forklaret mig, at jeg måtte have trykket på mere end +30 minutter, fandt jeg anledning til at bemærke jeg ville værdsætte, hvis hun hørte efter hvad jeg sagde fremfor at mene jeg havde gjort noget forkert. Det samme var trods alt også sket for min bror et andet sted. Det hjalp. Hvis jeg havde trykket en gang på +12 timer og 2 gange på +60 minutter (foruden de +30 minutter jeg faktisk trykkede på), havde kvitteringen været korrekt og logisk, men det er der jo ingen grund til, når man skal betale for 14 minutter.
En kopi af kvitteringen er sendt til Køge – og jeg afventer spændt forklaringen på fænomenet. Når det er kendt, hvad er forklaringen er, skal jeg nævne det i endnu et indlæg.