ABC Scandinavia er nu nået til L – i anden runde.
Af en eller anden grund er ordet “langtidsledig” dukket op. Måske har det at gøre med gårsdagens information om, at 49% af den danske befolkning arbejder. 51% af den danske befolkning gør det ikke. Det er ikke godt, at det er sådan.
Som en konsekvens af verdens økonomiske gang forsvinder arbejdspladser fra Danmark. Følgen er at antallet af arbejdsløse øges – alt andet lige. Følgen heraf er at antallet af langtidsledige øges – alt andet lige.
Jeg har mødt ikke så få mennesker i mit arbejdsliv, der var meget bedrøvede over at være langtidsledige. Det særligt bedrøvelige ved det var – og er – at langtidsledig også er en titel. Det er ikke bare en tilstand, men også en titel på linie med andre titler. Pensionist, plejehjemsleder, skibsreder, brandmand, frømand, landmand, direktør, lagerarbejder, låsesmed, langtidsledig.
Grunden til at langtidsledig også er en titel, er, at langtidsledige sendes i langsledigjob.
De har ikke søgt og fået jobbet – de er sendt i det. Ganske som revalidender revalideres – af andre. Ak, ja, det kære sprog.
Det er givet ikke sjovt at være langstidsledig og til besvær.
Tag godt imod kollega langtidsledig, hvis du skulle få en sådan!
Naturligvis kunne dette indlæg have handlet om langtidsstegning, luseægplukkeri, laizzes-faire-holdning eller andre listigheder, men det kom til at handle om langtidsledige.
Lad mig slutte med et enkelt lepidoptera-foto. Håber hunnen finder en kålplante at lægge æg på, så vi kan fornøjes os med flere kålsommerfugle siden.

