Tag-arkiv: Lille Syd

I forbifarten 13 – ledvogter savnes

I weekenden var togene på Lille Syd erstattet af togbusser. Dette havde to årsager. Dels skulle en bro over jernbanen et eller andet sted rives ned, og dels skulle det nye signalsystem, som Lille Syd vist nok skal være prøveklud for inden det skal fungere i det ganske land, afprøves.
Det blev i søndags til et gensyn med de gamle tog, der kørte i næsten 40 år på strækningen. Frem og tilbage kørte de og man afprøvede og afprøvede.

Da jeg efter weekenden gik tur, så jeg lange bilkøer på begge sider af jernbanen. Bommen gik ikke op, og et par teknikere var ved at løse problemet. Det fik de gjort efter en rum tid.

Et par dage efter lagde jeg mærke til, at bommen ikke gik op efter toget fra Roskilde var kørt forbi. Det afventer toget fra Næstved her, idet jernbanen er enkeltsporet. Det tog kørte mod Roskilde inden trafikken på vejen kunne komme videre. Sådan var det ikke med det gamle system, men det bliver vel også rettet. 

Det minder sådan set om det endnu ældre bomreguleringssystem, som indebar at bommen gik ned kort efter toget havde forladt Havdrup station. Op gik bommen først efter 4½ minut. Ambulancer under udrykning slukkede for hornet når de måtte vente på toget i så lang tid.

Endnu tidligere havde man en manuelt betjent bom. Hvornår den blev afskaffet ved jeg nu ikke, men ledvogteren boede i et letvogterhus og sørgede for at toget kunne passere ved at sænke bommen.

Måske er der brug for en ledvogter igen. Eller i det mindste et system der fungerer. Lad os håbe det er tilfældet inden hele landet skal trækkes (man er jo ikke nødvendigvis særlig optimistisk når nyt skal indføres i Kongeriget) med det.

God rejse.

Lille Syd

Lille Syd er, som det sikkert er nogle læsere bekendt, jernbanelinjen Roskilde – Køge – Næstved.

I de seneste par måneder har strækningen været betjent af togbusser, idet der foregår en masse arbejde på den i øjeblikket. Signalerne skal udskiftes. Hastigheden skal kunne være højere mellem den nye station Køge Nord og Næstved. Broer skal ændres. Med en lille forsinkelse på 14 dage begynder de gamle diesellugtende MR-tog at køre igen.

Lille Syd

Der er opstillet skilte så togbusserne kan få plads til at vende. Skilteskriveren, dennes chef og korrekturlæseren har ikke just haft den mest heldige dag på kontoret den dag skiltet herover blev produceret. Det er godt nok sjusket.

Lille Syd

Der er opsat enkelte nye togfærdselsskilte. Man må håbe de er produceret og opsat med større omhu end det øverste.

Lille Syd

Der er lagt nye kabler langs jernbanen. Nogle steder er disse ført under sporene til modsat side, hvor et nyt signalhus m.v. er opført. Skærver er leveret i bigbags og disse er flyttet til anvendelsesstederne ved hjælp bæltekøretøjet, der også er udstyet med små hjul til skinnekørsel.

Lille Syd

For at kunne føre kablerne under skinnerne har man benyttet en overdimensioneret støvsuger til at grave renden. Smart.

Det var et par indtryk fra sprog- og togfronten.

God weekend og god efterårsferie.

MR-tog på Lille Syd

Forleden skrev jeg om, at der havde været fint besøg på stationen af Hamborgekspressen, idet togene ikke kunne køre til Næstved og videre via Ringsted i en periode. De gamle tog tog over igen, men da der var en lille tvivl i en kommentar om, hvorledes MR-togene ser ud, lovede jeg en illustration.

Jeg ser frem til at der kommer nye tog engang, men håber også at de ikke er så avancerede at de til stadighed går i stykker.

Forleden tog jeg følgende foto med mobilos, hvilket viser toget, der kører til Spor 1 på Gadstrup station. Det er på vej til Roskilde.

MR-tog

Når toget benytter nævnte spor, aktiveres en højteknologisk indretning på stationen. Der kommer lys i en lille rød mand og den omvendte blikdåse til højre siger: “Gå ikke over sporet, der kommer tog”.

Pas på

Hertil kommer den glimrende tekst: “Pas på”.

Lille Syd i fremtiden

Ud og se med toget – hvis det kommer

Østbanen i Køge

Når man er bruger af jernbanestrækningen Lille Syd – Roskilde – Køge – Næstved – må man konstatere, at der er så mange udfald i den regelmæssige togdrift, at man ikke kan løbe an på toget, hvis man skal noget til en bestemt tid.

Det sker naturligvis der ikke sker noget. I går var der ikke problemer da vi var med. Men de to gange før i går var der. I det ene tilfælde var toget til Roskilde 15 minutter forsinket. I det andet var det så forsinket at næste tog fra Roskilde til Næstved blev aflyst.

Det er sådan for ofte. Materiellet – togene – er nogle diesellugtende oldsager på ca. 40 år.

Om nogle år er den nye jernbanelinje København – Køge – Ringsted klar til at blive taget i brug. Der bliver i denne forbindelse bygget en ny station, Køge Nord.

Det vil jo være rart om der er forbindelse hertil fra Roskilde – det ville give os fra mellemstationerne øgede muligheder. Som jeg forstår det, sker det imidlertid ikke.

Lille Syd bliver strækningen fra Næstved til Køge Nord. Hvis navnet altså bevares. Den øvrige del af banen – Roskilde – Køge – kobles, som jeg forstår det, sammen med Østbanen, som går mellem Køge og Faxe Ladeplads henholdvis Rødvig. Men uden forbindelse til stationen Køge Nord. Skal man dertil, må man skifte i Køge. Besværligt.

Man kan velsagtens se frem til nye tog – som fx de der kører på Østbanen, jvf fotoet, men lad os nu se. Forvænte er vi ikke på strækningen. Forkælede ej heller.

Information:

Banen København – Køge – Ringsted