Tag-arkiv: Liselund park

Udflugt til Møn

Når vejret er ustadigt, som det heldigvis er i øjeblikket, er der grund til at vælge udflugtsdage med omhu.

Således tydede vejrudsigten på, at vejret ville arte sig tørt og rigeligt varmt i går, og det benyttedes til en tur til Møn.

Jeg har været på Møn nogle gange i arbejdssammenhæng, men jeg mener ikke at kunne huske jeg har været ved Møns Klint siden barndommen. Det var derfor på tide.

Det blev en glimrende dag. Vi var der ved 10-tiden. Da vi kørte igen, var der trængsel.

Først gik vi ned ad trappen, dvs vi manglede vel 100 trin da vi besluttede at gå op igen. Ikke at benene ikke kunne, men en ret nyopstået gene gjorde, at det var en god beslutning.

I øvrigt kunne det konstateres, at der var folk på trappen, der burde være vendt om meget før. Det så stærkt plagsomt ud at skulle op igen. Faktisk burde det være omvendt – først op, så ned, men sådan er klinten naturligvis ikke indrettet.

Det er en ret spektakulær trappe, heldigvis med afsatser og ikke kun trin. Hertil kommer gode pausepladser med bænke.

Her ses frilagte bøgerødder, som vel er tegn på at klinten stedse er under forandring.

Flotte indtryk får man mange steder.

Vel oppe igen gik vi ad sti 5 og kom bl.a. forbi Holgers kig. Fint ser det ud.

Efterfølgende gik vi en tur i Liselunds park.

Der var fine åkandeblomster i søen.

På hjemturen gjordes holdt i Stege. Jeg huskede byporten fra tidligere ture, men det så ud som om den var flyttet til den modsatte ende af byen. Det må dog nok være det der kaldes en erindringsforskydning.

Det er en god ide at tage til Møns Klint. Husk godt fodtøj, hvis det er planen at gå en eller flere ture på stedet.