Når man har en passende alder kan man købe et 3-måneders pensionistkort til zone 1-99 gældende for 3 måneder.

Det har vi gjort i årevis, og altid på et salgssted med en person til at ordne det.

I dag skulle billetautomaten på stationen imidlertid afprøves. Den skulle kunne klare det fornødne.

Sådan så det også ud. Husk kortet var den sidste melding efter betalingen, og på den store skærm kunne man se at billetten printes.

At denne melding blev ved med at stå på skærmen uden at noget som helst skete, bekymrede en smule, og efter flere minutters ventetid meddeltes det at maskinen ikke fungerede. Og at man kunne ringe til DSB-information.

Det gjorde jeg. Første melding var at samtaler optages til uddannelsesformål – tryk 1, hvis det er ok, tryk 2, hvis man ikke vil være med. Så kan man vælge mellem dit, dat og dyt – og dernæst mellem noget og noget med klage. Det valg jeg traf førte mig til et klagekontor der havde åbent fra 10-14, og da jeg således havde ringet uden for åbningstiden, kunne jeg begynde forfra.

Det førte mig til en venlig sjæl i erhversafdelingen, der kunne fortælle mig, at jeg skulle have fat i dot-akut, hvortil han stillede mig om.

En venlig dot-medarbejder kunne fortælle, at det ikke var sandsynligt at beløbet var trukket når kortet ikke var udskrevet, men skulle det være det, måtte jeg endelig ringe, hvorefter en formular skulle udfyldes og pengene vil komme tilbage på kontoen.

De synes nu ikke at være trukket. Endnu.

I øvrigt ville hun straks fejlmelde automaten.

Efter at have gået tur, ville vi se om kortet alligevel var udskrevet. Det var det ikke, må det antages, men automaten så ud som intet var sket. Hurtig reparation – eller selvhealing.

Der var ingen god grund til at prøve igen.

Konklusionen er, at man ikke bliver overrasket over at skidtet ikke virker, og at samfundets indretning vist er ved at vokse os godt oppe i årene over hovedet.