I Mölln lever befolkningen hverdagslivet som alle mulige andre steder. Hofnaren, som jeg tidligere har omtalt, er ikke et led i hverdagslivet. Bygninger og gader, søer og torve er rammerne om det.
Når man færdes i en by, møder man mennesker. De fleste huskes ikke, men af og til opstår situationer, som bliver ved med at rumstere. Her følger 3 sådanne iagttagelser.
Af formentlig landskabsmæssige grunde er hovedgaden i Mölln ret stærkt befærdet af biler og busser. Det har sikkert ikke været muligt at lave en passende omfartsvej. Et enkelt sted har man dog kunnet lave en lille oase uden biler ved at lede dem ad en lille omvej. Her er bænke og træer.
På en sådan bænk sad to yngre kvinder en fredag eftermiddag. Måske slappede de af efter en hård arbejdsuge, måske ikke. De sad og spiste hver en stor portion is, som de formentlig havde købt på den modsatte side af gaden. Begge var tydeligvis overvægtige.
Vi gik videre. Og talte lidt om, at det ville have været bedre for de damer at gå sig en tur og lade is være is, men sådan var det ikke.
Da vi efter nogen tid kom forbi igen, blot den modsatte vej, sad de der endnu. Nu havde den ene tændt en cigaret og den anden var ved at sætte endnu en stor portion is til livs.
Det er ikke til at vide hvad deres bevæggrunde til isspiseriet er, men umiddelbart ser det ud til at de af egen drift gør en indsats for at indtage flere kalorier end de forbruger – med de konsekvenser det har.
Den næste hændelse har med billedet herunder at gøre.
Den lille bakke fører op til kirken på højre side og Markt lidt længere fremme.
Vi gik ned ad bakken og drejede til venstre. Inden da så vi tre piger, ikke så gamle, komme ned ad bakken, de to på en cykel, den tredje løbende efter. De nåede ned til hovedgaden øjeblikket efter os. Her entrede den tredje også cyklen og føreren prøvede at sætte i gang med de to andre bagpå. Det gik voldsomt slingrende for sig, og vi blev begge ret bekymrede. Jeg sagde det var bedre at gå, men de standsede ikke. Jeg trykkede mig mod muren, og i samme øjeblik de passerede mig passerede en bus. Det gik uden uheld, hvilket må tilskrives mere held end forstand.
Pyha.
Den situation har vi talt meget om. Jeg burde have standset dem inden de kom i gang, men beslutningen blev ikke truffet i løbet af det splitsekund jeg havde til det.
Den tredje situation blevet iagttaget på en sti ved søen. 4 voksne stod på stien i en firkant, den ene havde et barn i en klapvogn med. Alle 4 gloede på deres telefoner og var på ingen måde til sinds at forholde sig til andet. Fodgængere der skulle forbi måtte smyge sig forbi. Intet skete.
Dette er der vist intet nyt i. Problemet er blot at man mangler den sociale bevidsthed, der indebærer en registrering af andre og passende adfærd i samspillet med dem man måtte møde og skal passere. Det totale fravær af nærvær er ikke just godt – hverken i den eller tilsvarende situationer, hvor det vigtigste i tilværelsen synes knyttet til “noget” på telefonen.
Jeg har af og til lyst til at spørge: er det vigtigt eller er det afhængighed?
Bortset herfra havde vi andendagen i Mölln fornøjelsen af at gå en tidlig tur og se byen vågne op.
