Den sidste dag inden hjemturen skal ikke bruges til særligt krævende gøremål. De sidste indkøb af nogle flasker Grüner Veltliner og hvad vi ellers vil tage med hjem købes. En tur til Matrei in Osttirol er på programmet. Og lidt tanker om hvorfor det lige er her vi holder ferie. Der skal naturligvis pakkes og det der kan være i bilen om natten anbringes på rette plads.

Det sædvanlige balkonbillede ser fint ud denne dag. Skyerne ligger i dalen. Solen  skinner.

Et par huse i Welzelach og Berger Alm øverst tager sig fine ud.

I Matrei parkeres lige ved indkørslen til byen – her med et blik mod Virgental.

Og her med et mod byen. Der er et stenhus i byen.

Og flere træhuse.

Den lokale alpeforening har en ret permanent udstilling, Wege ins Freie, som vi genser.

Klarahütte var den første hytte vi besøgte i 1995, vi har været der en del gange siden, men de seneste år har snefaner forhindret at vi er nået dertil. Hytten er udformet så den kan klare laviner, men dog ikke altid. For nogle år siden blev den så medtaget, at det har taget flere år at genopbygge den. Jeg kunne nu godt tænke mig at komme dertil bare en gang mere.

Lidt længere fremme finder vi nationalparkhuset. Der plejer være en udstilling, men det var nu ikke tilfældet i år.

Vi går over træbroen og tilbage til bilen.

Ved et af supermarkederne har man dette kig ind i Virgental. Der ligger tre supermarkeder ved siden af hinanden og planen er vist nok, at yderligere to skal opføres. Det må vise sig.

Efter frokost kører vi til dalens modsatte ende for at gå en lille tur.

Her finder vi denne charmerende phyteuma hemisphaerica, hvis mulige danske navn jeg ikke har fundet.

Flot er den.

Gøgeurter er der mange af.

Vi har kurs mod Stoanalm.

For at nyde udsigten.

Og få kaffe og kage.

Så går det hjemad igen.

Her ses Habererhof fra bænken som ses på næste billede. Vores balkon er den under taget.

Bænken anes under det kompakte træ – og det var så denne uge i Virgental.

Hvorfor er vi vendt tilbage igen og igen?

Det kan være fordi der ingen danskere er. Eller kun uhyre få. I år så vi ingen danske biler i ugens løb. Det er det nu ikke. Det ville faktisk være meget fint om danske turister ville opsøge netop denne dal lidt mere. Det er svært at fortryde hvis man er til natur og vandring.

Det fine ved at være her er en befrielse fra alverdens bøvl. Det er ganske fortrinligt at holde TV-pause og bare være her hvor det hele synes lidt mere stilfærdigt og besindigt. Det med bare at være kommer meget tydeligt til udtryk når man går, især op og ned. Det er sådan set kun muligt bare at være i det der kaldes her-og-nu, når man går. Man tager et skridt og det næste, på et tidspunkt holdes pause, udsigten nydes og det ene ben sætte foran det andet igen og igen. Meget enkelt. Meget befriende. Umuligt at blive stresset af. Måske nok træt, men det gør ikke noget. Enklere kan det ikke blive. Mere totalt kan det heller ikke blive.

Det er der ingen grund til ikke at udsætte sig for.

/Jørgen

Denne lørdag, den 25. juni, var dagen hvor ferieopholdet i Bad Gastein sluttede og en uge i Virgental begyndte. Afstanden, der skulle tilbagelægges var 120 km. Det er ganske overkommeligt – og let. Når man kører ud af Gasteinertal, holder man til venstre. Det gør man også i Mittersill. I Matrei in Osttitol holdes til højre. I Virgen drejes til venstre – og så er man straks i Niedermauern, hvor Habererhof, vores feriested siden 2000, ligger.

Lidt flere detaljer er nu på sin plads.

Når man er kommet ud af Gasteinertal, kører man i et i og for sig mageligt tempo på ikke over 70 km. i timen. Det er trafikstrømmens hastighed sådan en lørdag morgen.Måske kan man komme til at køre lidt for sig selv med en vis afstand til forankørende. Det skete for os da vi passerede Kitzlochklamm. Snakken gik om det fantastiske natursceneri vi har set et par gange. Hurtigt derefter kører man ind i Taxenbach, en lille by, der er angivet med et stort byskilt, som samtidig er trafikskilt angivende en hastighed på 50 km/t. Vi har også været i byen, men åbenbart er færdselstavlen ikke kommet tilstrækkeligt ind på lystavlen, thi kort efter standsede en lørdagsmorgenpolitihastighedskontrol os. Det gik lidt stærkt, mente man. 70 km/t var hastigheden målt til. En bøde for forseelsen på €30 måtte erlægges på stedet. Vi betalte kontant og glædede os over bøden ikke var større. Man kunne også betalte med kreditkort.

Det er ingensinde sket før i Østrig og bevidstheden om hastigheden øgedes.

Efter lidt tid når man til Zell am See. Vi holdt ind, som så ofte før, for at gøre nogle indkøb, når vi nu skulle bo i en lejlighed i en uge. Da vi skulle køre, kunne man ikke komme ud på vejen, vi skulle videre af, men vi vidste man kunne køre via Kaprun, hvor vi opholdt os for mange år siden, for, efter denne lille omvej, atter at finde den rigtige vej.

Så var der ikke flere forhindringer før vi havde passeret Felbertauerntunnellen og skulle betale 11€ i afgift. Den er steget en enkelt € i år, men der er også noget at bruge pengene til. Læserne husker måske hvorledes et bjergskred for nogle år siden medførte, at en erstatningsvej i al hast måtte bygges. Den var stejl – og for stejl til lastbiler om vinteren – og ensporet, reguleret af lyskurve. Nu har man bygget en lettere kørbar to-sporet erstatningsvej til den ødelagte, men det har utvivlsomt været dyrt, så det er ok med en lille prisstigning på tunnelafgiften.

Herefter går det nedad og nedad mod Matrei in Osttirol, igennem byen og pludselig er man i Virgental. Bilen kender nærmest vejen selv. Man skal se sig for, når man kører om hjørner og igennem Mitteldorf, og man skal huske at skifte gear, når stigningen er stor. Man er hurtigt i Virgen, og det er let at finde Niedermauern. Jeg kan nu godt forstå man skal tænke sig om, når man kører her for første gang.

Grundet den korte afstand er vi tidligt fremme i Virgental. Lejligheden er altid parat når vi kommer. Det bliver et dejligt gensyn med familien på gården. Og med lejligheden og omgivelserne.

Som det ses er vejret ikke helt som det var de forrige dage, men det gør nu heller ikke noget at temperaturen er mere fremkommelig.

Jeg plejer tage en billede fra balkonen, når vi kommer. Det øverste billede er netop dette. Det er taget mod Berger Kogel – og det er udsigten jeg kan få en del tid til at gå med at se på.

Her er samme motiv med sol i forgrunden.

Vi kørte tilbage til Virgen og købte yderligere ind. I ugens løb spiste vi oftest hjemme, så der skal noget til. Efter udpakning og frokost er det tid til at gå standardturen, der dog blev lidt kortere i år.

Billedet viser Virgental i retning mod Virgen fra Niedermauern.

Fra samme position ses Habererhof. Vores vindue er det øverste af de tre til venstre. Balkonen er til venstre herfor. Der er tre lejligheder og to værelser i hovedhuset og et antal lejligheder i gæstehuset til højre.

Dette billede er fra næsten samme position, blot modsat. Fruen er på vej til stien langs floden, Isel er det.

Eftersom det har været meget varmt de seneste dage, måtte der forventes meget smeltevand i floden. Som det måske kan anes er det tilfældet.

Denne korte video illustrerer det vist meget godt.

Her ses floden fra en lidt anden vinkel.

På billedet er Virgen med kirkespiret pegende mod en gammel borgruin, Rabenstein.

Når man kommer lidt længere frem langs floden, går en vej op til Virgen. Det går opad og vi må puste grundigt  nogle gange. I 1995 da vi var i dalen første gang, boede vi i selve Virgen. Vi gik til det hele. Ned ad vejen og 1000 meter op – og ned igen. Og op ad vejen. Sådanne ture klarede vi hver dag. Det går ikke længere sådan, men dejligt er det nu at færdes i dalen.

Jeg må have glemt at tage billeder (har rigeligt mange), men da vi var på vej hjem stoppede vi ved en bænk vi ofte sidder på. Der var for meget vand i floden til at det var en god ide.

Sådan gik den første dag i Virgental. De følgende omtales i kommende indlæg.