Dorfertal ligger ikke i Virgenal som jo er den dal i Østtyrol, der er udgangspunktet for de fleste af vore ferier i Østrig. Dorfertal ligger ved Kals am Grossglockner. Det er også i Østtyrol. Det er en god dal at gå en tur i. Den er let at gå i fordi stigningen er yderst moderat.
Vi havde været i Virgental mange gange før vi blev klar over at Dorfertal fandtes. Det kom sig af at et par hollændere, der også boede på Habererhof, havde lagt vældig hårdt ud dagen efter de var kommet og derfor havde brug for en mere moderat tur. De nævnte Dorfertal – og vi har været der en del gange siden. Også med vort ældste barnebarn, der husker netop den tur som noget særligt.
Lad mig kort omtale, hvad man kan gøre i dalen.
Fra parkeringspladsen før dalen, går man nogle hundrede meter og drejer til venstre. Snart sker der noget og man kommer hurtigt til Dabaklamm. Det er smuk natur. Efter en lille time finder man Bergeralm. Her kan man spise m.v. og gå tilbage. Eller man kan gå videre en time til til man kommer til Kalser Tauernhaus. Stigningen er ca. 100 meter. Det er til at overkomme. Her kan man gøre ophold, spise og drikke – og gå tilbage eller fortsætte.
Efter yderligere en time – og 200 meters stigning – kan man finde Dorfersee. Den mangler vi stadig at nå til. Forklaring følger.
Dette indlæg er også fra min januarliste – og jeg skylder Jan at forklare, hvorfor det er umagen værd at tage til Østtyrol på ferie. Det gøres i dette indlæg og i et følgende om Arnitz Alm.
Hvis man vil opleve Dorfortal, må man yde en indsats. Man kan ganske vist få lidt lettelser ved at køre på el-cykel, som vi så et par gøre, men de måtte også selv yde den ekstra indsats at gå da de ikke kunne cykle længere.
Når man vælger at gå ind i Dorfertal, befinder man sig i naturen, der kan være overvældende, og man kan gå og gå og mærke at man bare er hvor man er. Man er fri for verdens larm. Og ved hjælp af blot det at ville kan man gå så langt man vil og se forskellen på den natur man møder og mærke man bruger kroppen. Det er bare det der er umagen værd. Det kan man naturligvis gøre mange steder, men det hjælper, når der er så smuk natur at færdes i.
Tidligere havde vi været ved Kalser Tauernhaus, men vi ville gerne se søen. Vi nåede den ikke. Det så hele tiden så ud som den nu måtte komme. Det gjorde den ikke. Og på et tidspunkt besluttede vi at vende om. Det var fint. Fordi det som sådan ikke var vigtigt at nå til søen, men være hvor vi var og leve i det nu. Og det er umagen værd.
Vi gik 5 timer. Det var fint – og om aftenen stod skridttælleren på 25000. Erfaringen blev den, at vi næste gang holder en solid pause ved Kalser Tauernhaus. Så når vi søen. Og gør vi det ikke, går det nok.
Herunder følger et par billeder fra turen i 2014. Jeg har ikke fotograferet de to alme, men pyt. De kan ses nederst her.
Man kommer hurtigt til Dabaklamm, og stien man går på ses tydeligt til højre. Der er en kørevej gennem klippen. Biler må kun køre i den ene og anden retning på bestemte tidspunkter.
Klammen er ikke lang og man kommer snart til at gå tæt på vandløbet.
Når man går den smalle sti, bliver man lidt våd. Vandet drypper simpelthen på en.
Det varer ikke længe før man har en fin udsigt langt ind i dalen – og i en rum tid går man på en almindelig bred kørevej. Vi gik bag en skoleklasse på udflugt.
Da vi efter et par timer havde passeret de to alme, skiftede dalen karakter. Der kom en strækning med fyrretræer og ved mange af dem stod en klump alperoser og blomstrede.
Det ses nogenlunde tydeligt på dette billede.
Kort efter skiftede landskabet igen. Der kom flere store klippestykker og stien gik gennem et sumpet område. Heldigvis kunne man gå på stenene.
Sådan fortsatte det. Stien var markeret fint, som det ses til venstre.
Det blev mere og mere stenet – og kort herefter vendte vi om. Nu vides det imidlertid at Dorfersee ligger før buen man kan se i det fjerne. Langt var der vist ikke, men vi synes vi traf en god beslutning om at vende, idet vi trods alt skulle tilbage.
Da vi vendte om var det dette landskab vi så – og det er jo ikke værst.
Vandet her kommer fra Dorfersee.
Dette billede er i retning mod søen – jeg har nok alligevel ærgret mig en smule over ikke at være fortsat.
Vi satte os på en sten og spiste – med udsigten til alperoserne.
Heldigvis var der en lille bro over vandet.
Det gik raskt tilbage. Lige før vi nåede Dabaklamm og skulle gå på den smalle sti på klippesiden, mødte vi en drift køer.
Heldigvis var de kommet forbi den smalle passage, hvor man kunne se de havde gået.
Det var en god dag – og en fortrinlig måde at tilbringe en feriedag på. Og helt klart en illustration af at det er umagen værd at gå sig en tur på de kanter, hvis man kan.