Tag-arkiv: Pakkepost

Livet som kunde 6 – en uindpakket pakke 2

I forlængelse af forrige indlæg om den uindpakkede pakke og kommentarerne hertil, følger her et svar fra Wuptis kundeservice.

Jeg udbad mig en forklaring på, hvorfor det produkt jeg bestilte (og som ikke var helt billigt) kun var emballeret i den æske produktet ligger i. Endvidere ønskede jeg svar på hvad “forsvarligt emballeret” betyder, idet det er et krav til kunder der vil returnere et indkøb. Jeg nævnte endvidere kassens tilstand (flænge og åben) i min henvendelse.

Der kom meget hurtigt et svar fra kundeservice:

Gunden til, at vi ved nogle af vores leverandører sender vare uden yderligere emballage, er for at sikre en billig – hvis ikke gratis pris på levering, og for at spare en masse ressourcer ift. pap mm.

Hvis du ønsker at sende varen retur, kan du bare klistre et nyt label på pakken, du har modtaget varen i. Forsvarligt emballeret skal forstås i den forstand, at selve produktet ikke tager skade under forsendelsen.

Som det ses forholdt man sig ikke til at kassen var åben m.v.

Konklusionen er således den samme som i slutningen af forrige indlæg – Wupti må finde andre kunder end mig.

Livet som kunde 5 – en uindpakket pakke

I øjeblikket sendes pakker rundt i det ganske land. Og det i et omfang som man i gamle dage sendte julekort.

Det er naturligvis også let at hente ting og sager på postkontoret, hvilket vil sige den lokale brugs.

Når jeg skal bestille gaver, er det lettest at gøre det, når der foreligger et specifikt link.

Et sådant førte forleden til en bestilling hos Wupti – og vupti var pakken der næste dag. Det viste sig at pakken var uindpakket.

Det er ikke lige set før. Og det ser ikke ud til, at der er mange uindpakkede pakker på postens pakkebånd, når der i sorte fredags anledning vises pakker i rå mængder i nyhederne.

Men min pakke var ikke pakket ind.

Adresseetiketten var klistret på den kasse varen var anbragt i. Enhver kunne se hvad indholdet er.

At kassen var trykket og havde en flænge på 10 cm er muligvis en følge af forflytningen med posten, men måske så kassen sådan ud inden den blev sendt.

Den slags kasser er forsynede med en lille flap, der holder kassen lukket. Flappen var sat fast med tape, men flappens fæstning til kassen var revet over. Om det er sket undervejs eller før, kan jeg ikke vide noget om, men forsendelsen var således åben. Om det hele var i kassen er ikke til at vide.

At spare på omkostningerne er prisværdigt, men ikke på denne måde. Jeg vil gerne have, at emballagen ser nogenlunde ud, når gaven pakkes op.

Konklusionen er naturligvis, at Wupti ikke kan regne med at sælge noget til mig en anden gang.