Det har jo været det herligste vejr i nogen tid. Ingen tvivl om det.
Forleden, da vi gik en af de sædvanlige, ikke specielt udfordrende fodture i lokalområdet, faldt mit blik på en skabning jeg ikke har set før. Jeg kom til at tænke på en rovbille. Vores største art er ca. 3 cm lang og netop så lang var den fætter der ses på billedet herunder. Der var bare det mærkelige ved den at bagkroppen så noget ufærdig ud. Det fik mig til at tænke på om billen netop havde forvandlet sig fra puppestadiet til imagostadiet (hedder det vist) og måske var den kommet lidt for hurtigt på tur på tværs af cykelstien i varmen. Billen er måske lidt mere interessant at se på, hvis billedet klikkes større. I øvrigt er det sjovt at se cykelstien i nærbillede.
Hvert eneste år blomstrer en bestemt tulipan – den på billedet herunder – før alle andre og den folder sig på fineste vis ud når solen skinner på den.
Det er 1. april i dag, dagen for aprilsnar. Radioen kunne meddele, at det er 100 år siden den første aprilsnar stod at at læse i en avis. Det fremgik, at solen havde sovet over sig og var stået op 9 minutter senere end den skulle.