Om et par dage er det 40 år siden jeg røg min sidste cigaret.

På det tidspunkt havde jeg vel røget 13-14 år, først pibe, siden mest cigaretter, næppe over 10 om dagen.

Jeg havde prøvet at stoppe et par gange, men det at prøve ( = jeg tror jeg vil overveje om ikke det skulle kunne lade sig gøre at prøve at stoppe) virker ikke, idet den afgørende beslutning stadig er at ryge.

Først når beslutningen om at stoppe rygningen er truffet, sker der noget.

Man ville afholde røgfrie dage dengang. Da jeg hørte om den første af slagsen, sagde den indre dialog: “Den dag ryger jeg ikke”.

Tre uger efter ytrede den indre dialog sig igen: “Når jeg kan lade være med at ryge den dag, kan jeg lige så godt holde op”.

De sidste 10 cigaretter købte jeg på rygestopdagen. Den sidste røg jeg 5 minutter i midnat.

Det var så det.

Savnet var hurtigt overstået, i alle tilfælde det fysiske. Psykisk varede det lidt længere og jeg kunne godt fristes af duften af Latagia. Men eftersom beslutningen var en ordentlig en af slagsen, var der reelt ikke et problem.

At det i øvrigt var godt for økonomien (vi købte hus nogle måneder senere) var en fin emotionel gevinst.

Det er en god ide at lytte til den indre stemme, den indre dialog. Den er magtfuld.