Tag-arkiv: Rygningsplader

Penge retur

Efteråret har budt på et par problemer, der har involveret penge. Begge har jeg berettet om.

Måske huskes det, at jeg havde bøvl med op- og nedgradering til og fra Windows 10 og at min tablet i den forbindelse gik i selvsving i et uendeligt loop mellem at skulle genstartes og at der ikke var forbindelse til et eller andet nødvendigt. Måske huskes det også at jeg havde bøvl med nogle rygningsplader, der skulle have været været 25° og 30 cm, men de leverede var 30° og 24 cm.

Problemet med den uvirksomme tablet blev ikke løst ved henvendelse pr. mail, som det ellers fremgik man kunne. En opringning til foretagendet gav ingen forklaring herpå, men man havde hørt om det opståede problem før og det var nødvendigt at indsende apparatet til reparation. Jeg blev udstyret med et nødvendigt kundenummer og hurtigt kom en række informaioner på tysk om, hvad jeg skulle gøre samt en adressemærkat med porto betalt. Tabletten blev indpakket med de nødvendige formularer udfyldte og afsendt ganske gratis. Efter nogle dage fik jeg en meddelse om at pakken var modtaget i Tyskland. Herefter ventede jeg en rum tid. En dag kom imidlertid en meddelelse om, at jeg skulle sende den originale kvittering så man kunne tilbagebetale mig beløbet jeg havde betalt for tabletten. Efter endnu en vis ventetid kunne jeg en dag konstatere at pengene var indgået på min bankkonto.

Selv om det således tog en rum tid, må jeg alligevel være tilfreds med Medions behandling af sagen. Ærgerligt nok gik det sådan, idet jeg havde det fint med den ret billige tablet fra Aldi. Da den altså fungerede.  Endnu har jeg ikke købt en ny, men det sker vel en dag. Om det bliver en tilsvarende eller et andet mærke er ikke afgjort.

Rygningspladerne, som jeg havde haft stående mere end et år, tog jeg med til byggemarkedet en dag og jeg talte med samme medarbejde som havde solgt mig de rigtige, men altså forkert leverede og kontrollerede plader. Det var ikke noget problem at levere dem tilbage og han skulle nok ringe til mig, når man havde fået pengene fra eternitfabrikken. Jeg var så benovet over at det ikke var et problem, at jeg ganske glemte at give udtryk for en undren over, at man ikke blot rettede fejlen med det samme.

Efter en måned uden tilbagemelding, ringede jeg for at høre til sagen og blev stillet en opringning i udsigt dagen efter. Da det ikke skete, henvendte jeg mig senere i butikken – og i løbet af et øjeblik var det ordnet. De godt 800 kr var tilbage på kontoen. Også uden at man havde fået en kreditnota fra fabrikken.

Der var med andre ord ingen grund til postyret.

Fint at det hele nu er i orden.

Blommetræet fældet og rygningsplader udskiftet

Tidligere på året skrev jeg om opdagelsen af det meget hældende blommetræ i forbindelse med nedtagning af en skaderede. Træet blev ikke fældet helt, men resten er nu nedlagt. Det gik hurtigt og effektivt, ganske som sidst.  Min søn medbragte de samme effektive redskaber.

Her følger et par billeder.

Blommetræ

De øverste grene kappes med en sav på et langt skaft.

Blommetræ

Grenene, der skal køres væk, ligger bag træet.

Blommetræ

Så er det lige før det er slut.

Blommetræ

Mere fylder brændet ikke – og den store stub kan bruges som bord.

 

Rygningspladeproblem

For et år siden viste det sig nødvendigt at udskifte en rygningsplade på taget. Min søn klarede det, idet det ikke længere er en mulighed for mig at kravle på taget.

Der viste sig flere plader der burde udskiftes. Det er først sket nu.

For at få plader i tagets farve, blev 3 stk. bestilt i et byggemarked. Vel hjemkommet fra eternitfabrikken blev de afhentet i byggemarkedet og oplagret i udhuset til de skulle bruges.

Tre rygningsplader blev taget ned i går. Og straks viste det sig såmænd at de leverede ikke var de bestilte. Huh hej til et andet byggemarked, der havde de rigtige, men ikke i den ønskede farve. Pyt, farveforskellen ses næsten ikke.

De bestilte og betalte rygningsplader var 25 grader og 30 x 120 cm. De leverede var 30 grader og 24 x 120 cm. Hvor  den tilsyneladende ombytningsfejl er opstået har jeg ingen anelse om, men der er mange muligheder, som ikke skal opremses her. Heldigvis har jeg regningen med de rigtige målangivelser og det bliver da spændende om jeg kan få de erlagte godt 800 kr. tilbage eller om man vil påstå jeg skulle have opdaget fejlen noget før. Vi får se.

Der blev indkøbt et par ekstra plader – så nu skulle taget være nogenlunde tæt efter 6 plader er udskiftet. TV-antennen er også nedtaget, og skumbølgeklodser (fugleklodser) er anbragt. Jeg havde indkøbt 6 af dem i størrelse B9. Det sidste byggemarked havde ikke B9, men B7.

Sådan er det ikke så enkelt endda at få det hele til at passe.