Tag-arkiv: Service

Redelighed

Ordet redelighed dukkede af en eller anden grund op i løbet af i går.

En værre redelighed fulgte hurtigt efter.

Og det var såmænd ikke kun fordi tankerne var Venstre-orienterede.

Det var også fordi jeg dagen før i går havde købt en termostat til en radiator. Det var en god ide at vente med at gøre det til sommer, var rådet tidligere på året, for så kunne man skrue termostaten af og tage den med. Så man kunne være sikker på en få en der passede.

Det var et redeligt råd.

Jeg valgte at gøre indkøbet i et byggemarked og spurgte en medarbejder om at være mig behjælpelig med udvælgelsen. Han fandt en termostat, som han mente var den rette, men spurgte alligevel en kollega om det var den rigtige. Det var det, det var den termostat, der havde afløst termostaten fra 1971, forklarede medarbedjer 2.

Det var det bare ikke.

Der var ikke rede på ligheden.

Termostaten passede overhovedet ikke, og jeg kunne naturligvis selv have undersøgt sagen og fundet frem til den rette betegnelse. Det gjorde jeg efterfølgende og fik den forkerte byttet til den rigtige. Den passede naturligvis fint.

Men det var ikke just et redeligt råd jeg fik. Og det var en værre redelighed (omend beskeden), at jeg skulle bruge tid og penge på at ombytte produktet.

Det ville have været redeligt, hvis de to medarbejdere den første dag, havde stået ved deres uvidenhed – til fordel for kunden og virksomheden.