Tag-arkiv: Slagelse

Slagelse Lystanlæg

Vi var en tur i Slagelse i går for at mødes med en tidligere nabo. Vi blev fint beværtet og fik en god snak.

Det gode vejr indbød til en tur i byen, herunder en tur gennem Slagelse Lystanlæg, i daglig tale blot kaldet Anlægget. Forinden havde vi dog fået kaffe og kage i Kræmmerhus, en charmerende butik med alskens ting og sager.

Skilt i Anlægget i Slagelse

Det noget slidte skilt fra Teknisk Forvaltning fik smilet frem. Måske nok ikke så meget fordi skiltet var slidt, men snarere fordi det ikke var lige til at finde ud af, hvor meget man burde mindske fordringen af ænderne.

Søen i Slagelse Lystanlæg

Søen hvori ænderne, der ikke skal fodres for meget, muligvis har overlevet, er ovenstående, fint beliggende i en i øvrigt dejlig park.

Acciseboden i Slagelse

I Anlægget finder man også et par gamle huse. Ovenstående er Acciseboden fra 1798, genopført i 1928, jvf. historien om boden. I Acciseboden boede konsumtionsbetjenten, der “skulle opkræve accisen, en skat på fødevarer, brændsel, hø, halm, huder og byggematerialer, som blev indført til byen.”