Tag-arkiv: Smuttur til Kiel

Smuttur til Kiel

Sidste år i oktober var vi på miniferie i Kiel. Nu har vi været på en smuttur til Kiel igen. Der er ikke langt, så det er let at gøre. Igen var det blot 2 overnatninger, men atter konstateredes det, at man kan få en masse oplevelser ud af det på kort tid.

Kiel

Vi boede atter på Nordic Hotel Astor, som ligger aldeles centralt. Vi havde blandt andet udsigt til rådhustårnet, som her ses i sol kort før vi skulle hjemover.

Kiel

Vi kom søndag. Det var mors dag, hvilket man (også) gør ikke så lidt ud af i Tyskland, som det ses på udsmykningen af en blomsterkumme foran en butik.

Da vi spiste om aften kunne vi se, at der var mange mænd ude at spise. Det måtte være en særlig tysk måde at fejre mødrene. Mændene spiste ude, så var der mindre arbejde hjemme ved gryderne for Mutter at gøre netop denne dag. Måske var det snarere fordi der havde en håndboldkamp, som krævede lidt efterfølgende at styrke sig på.

Kiel

Det blev til besøg på flere udstillinger (den om søndagen omtaler jeg senere). I Stadtmuseum Warleberger Hof i Dänische Strasse (entre 1€, idet vi havde rabatbilletter fra dagen før, som gav en besparelse på 2€) så vi en fin lille udstilling om Kiels ældre historie. Det var i øvrigt her Kielerfreden blev indgået i 1814, hvorved Danmark – der havde holdt på den forkerte hest (Napoleon) – mistede Norge. Og ikke så lidt mere 50 år senere, men det er anden historie.

Kiel

Der var også en udstilling af billeder af Friedrich Magnussen, som var pressefotograf. I perioden 1948 – 1970 tog han mere end 500.000 billeder. Negativerne er overladt til byens arkiv. 50.000 er scannende og det var en spændende udstilling at se. Plakaten viser et Vespa-træf og det er folk fra Sydfyns Vespa-club, der ses i forgrunden.

Kiel

Vi bemærkede at der om søndagen var stofmarked på rådhuspladsen. Fra utallige stader solgtes metervarer. Det medførte at vi lagde mærke til ikke så få butikker i Kiel med stoffer til salg i metermål. Det lagde vi ikke mærke til sidst. Tyskerne må hjemmefremstille mangt og meget, hvilket da vist ikke sker i samme omfang i Danmark.

Kiel

Der var fint grønt i byen – og blåregnen blomstrede.