Efter morgenmaden i Bad Oldesloe kørte vi ret tidligt ud på sidste etape af sommerferien 2016.
Efter indkøb af fornødenheder mv. i Heiligenhafen, kørte vi til Puttgarden og sejlede til Danmark.
Rødby Havn ses i det fjerne.
Her er det samme motiv med med brug af zoom.
Vi var vel hjemme ved 12-12.30-tiden, og efter lidt frokost og tømning af bilen, var det tid til en haverunde.
Squashen i midten af billedet var den eneste af mange, der havde overlevet sneglenes hærgen, men den forsynede os med rigelige mængder til ind i oktober.
Hindbær var indbydende at se på og dejlige at spise.
Blomsterne tog sige nydelige ud.
Det har været en dejlig ferie. En meget god oplevelse var det at være i Bad Gastein og gensynet med Virgental var som altid meget dejligt.
Tak fordi du har læst med trods kunstpausen, som Farmer kaldte den.
Efter en god morgenmad og indkøb af 6 flasker Frankenvin fra en lokal vinbonde, som havde en aftale med hotellet, kørte vi fra Schwarzach. Straks var vi på A3 og kort efter på A7.
Der holdes pauser undervejs, men jeg husker ikke hvor dette billede er fra. Fra turen er der to oplevelser, der skal omtales.
Den første var en kø. Straks efter vi havde forladt A7 for at køre videre på A1 lidt syd for Hamburg, så vi en angivelse, der tydede på en kø, men jeg var ikke hurtig nok til at komme af en afkørsel, så vi måtte tage den ca. 1 time lange kø med. Det gik langsomt, og den var særlig drilsk fordi 4 spor skulle komprimeres til 2. Forhindringen var et par cementblokke i ydersporet på den 3-sporede motorvej, og det var hvad det var, men lige netop der hvor de var anbragt var en flittigt brugt tilkørsel. Derfor blev 4 spor til 2. Ondsindet var det sådan en stærkt trafikeret søndag eftermiddag at udføre det job, der burde være henlagt til nattetide.
Den anden oplevelse var et derefter forekommende regnvejr. Det var feriens kraftigste og det var næsten ikke muligt at køre.
Nå, men vi kom frem til Bad Oldesloe (før Lübeck) og blev inlogeret på Hotel Hinz, der vist er under renovering. Vores værelse var i så henseende også trængende. Det var blevet tørvejr og fint at gå tur i byen, som man roligt kan besøge hvis man kommer forbi.
Byen har naturligvis et rådhus.
Trave løber gennem byen og er med til at gøre den ret charmerende.
Som det også ses her.
Der er gamle gader og huse at se på.
Og mere flod.
Et torv.
Og en anden gade.
Så skulle vi blot sove en nat til før vi var hjemme igen.
Når man har været i bil til Østrig, må man hjemad igen. For første gang valgtes 2 overnatninger på hjemturen. Turen omtales i 3 indlæg.
I øvrigt har jeg glædet mig over Jytte Hansens kommentar til forrige indlæg. Hun og familien har været en tur i Virgental. Inspirationen har været mine skriverier herom. Det glæder mig i meget højt grad at erfare dette.
Det sidste billede fra Habererhof er dette. Det er taget lige inden vi kører. Der siges farvel og vinkes efter alle kunstens regler. Det er dejligt. Vi er vist holdt op med at blive vemodige ved afsked, men er meget glade over, at vi endnu engang har kunnet være her i en uge.
Vi kører op til Virgen og mod Matrei in Osttirol, igennem den og ud på vejen, der fører os op til Felbertauerntunnellen, hvor 11€ erlægges. Så går det nedad til Mittersill og opad til Pass Thurn og nedad til Kitzbühel og henad til St.Johann in Tirol, forbi Kaisergebirge til Kufstein. Her skiftes retning, idet vi ikke kører ud på motorvejen, da vi ikke vil betale for at køre få km på den. Der holdes til højre i første rundkørsel. Kort efter finder vi den tank vi bruger for at spare lidt på dråberne. Skilte til Kiefersfelden følges let, Inn krydses. Straks på den anden side grænsen gøres holdt for at købe frokost og holde en lille pause. Det tager et par timer at køre ud ad Østrig.
Snart efter køres på motorvejen, som følges til München og Nürnberg og videre mod Würzburg – og med en snak om, at det egentlig er mærkeligt, at vi altid kører den vej hjem. Det ville være lige så fint at køre østover.
Vi har kurs mod kurs mod Schwarzach. Denne lille by ligger tæt ved A3 og A7. Det valgte hotel er Hotel zum Benediktiner.
Dette er ikke hotellet, men var det oprindeligt. Der ligger et nyt og godt hotel lige bagved. Dette gamle Gasthof er nu restaurant.
Udgangspunktet for dagens tur er parkeringspladsen Wiesenkreuz 1484 meter over havet. Målet er Johannishütte som ligger i en højde af 2121 meter over selvsamme hav.
Det giver en stigning på lidt mere end 637 meter, idet der er et lille fald lige inden hytten. I år var vi lidt over 2½ time om opturen. Nedturen klares langt hurtigere. Uh, det er godt, men det går ikke så hurtigt som før i tiden.
I bil går det næsten til Virgentals slutning, men forinden drejes meget skarpt til højre. Efter en tur på en meget smal vej, kommer man til parkerinsgpladsen Wiesenkreuz, der som nævnt ligger i 1484 meters højde. Herfra går en kørevej til Johannishütte, dalens ældste beskyttelseshytte. Man kan gå op, som vi gjorde, eller tage en taxa, som andre gjorde. Nogle går videre fra hytten til Defreggerhaus og Grossvenediger.
Parkeringspladsen er hvor en stump vej ses et godt stykke nede. Man har meget nydelige kik til dalens modsatte side.
Og opad.
Og nedad.
Og til taxaen som kørte op og ned mange gange.
Pludselig er der en fin udsigt til det store bjerg, Grossvenediger. Vi skal forbi korset.
Toppen på modsat side er vist Lasörling.
Det går opad. Det vil sige billedet viser hvor vi kommer fra.
Og mere opad.
Smukt er det.
Og opad. Nu må hytten da snart komme. Om næste hjørne? Om næste?
Endelig er den der.
Informationer om hytten er tilgængelige på væggen.
En god portion gullaschsuppe og en øl til mig og en kæmpe portion æblekage og hyldeblomstsaft til fruen gjorde godt. Det havde været en varm og ret anstrengende tur op – og vel nok på grænsen af hvad vi formår. Op og ned var 20000 skridt, forresten. Men det er nu en stor fornøjelse og tilfredsstillelse at kunne som snart 73 og 72 årige.
Inden vi gik ned, gik vi om på den anden side af hytten. Her var brænde stablet.
Lidt tættere på.
Man kan sagtens få gode timer til at gå med at gå her, hvis det er det man vil og man kan som nævnt komme hertil i taxa.
Man kan se sådan en fin en. Hvorefter vi gik ned.
Forbi murmeldyret.
Forbi bjergplanter. Bogstavelig talt.
Forbi en bænk vi sad på.
Men først så jeg et par edelweiss.
Blomsterengen blev sidste billede under tilbageturen.
Hjemme igen – og i vejr der indbød til ophold på balkonen – kunne vi se, at der arbejdedes på marken over Welzelach.
Det snart tørre hø vendes.
Her er udsigten fra balkonen og marken ses tør og lidt grå ud..
Hvad gør man i Virgental, når det er regnvejr eller ser ud til at blive det? Så tager med regnslaget med i rygsækken og tager det på når regnen begynder.
Det lidt kedelige vejr denne dag skulle ikke forhindre os i en tur. Som så ofte før kørte vi til dalens inderste parkeringsplads, Ströden, og betalte for at kunne parkere alle steder i en uge.
Først går man ad en kørevej til man kommer til Islitzser Alm, den på billedet. Det tager vel ½ time. Så går det ellers opad mod Clarahütte langs Umballfälle. Det er nu snart længe siden vi har været helt oppe. Faktisk var det i 2012, se vandfald og hytte her. Nogle gange har vi ikke villet gå over usmeltet sne. I år blev vejret for kedeligt. Kameraet blev i lommen. Efter en tid med tiltagende regn, gik vi nedad igen. Mere seje folk var på vej opad, men atter så vi nogle uden forståelse for betydningen af, at have tøj nok med, når man går i bjergene. Det var i øvrigt den eneste gang i hele ferien vi brugte regnslag.
Billedet herover er lige efter vandfaldet er ophørt. Vandet løber ud i (eller er?) Isel.
Et enkelt billede af en regnvåd lilje blev det til.
Vi kørte hjem og spiste frokost. Siden klarede det lidt op.
Vi gik den lokale tur igen. Her passeres Nilbach-udløbet i Isel. Nilbach løber også lige fordi Habererhof. Måske har jeg tidligere omtalt at Oma (bedste på Habererhof) fortalte, at denne bæk var deres vandkilde til man fik eget vandværk. Det fungerede meget godt, men kunne være et problem når en død kat havnede i bækken og forurenede vandet.
Egentlig tror jeg ikke vi gik helt op til Virgen i går, idet billedet herover viser, at vi gjorde det i dag. Isel bugter sig. Bænken på gårsdagens sidste video står der et eller andet sted, men kan vist ikke ses.
Firschnitzbach løber gennem Virgen. I august 2012 blev Virgen ramt af en slamlavine. Det er derfor beplantningen er sparsom på kanterne. Tidligere stod her træer.
Her er vandløbet set i retning mod Isel.
Har du aldrig set den kraft der er i en mudderlavine, er der mulighed for at få et indtryk via videoen herover. Vi var ikke i Virgen på det tidspunkt, men havde været der en måned tidligere.
I Bad Gastein er der to bjergbaner. Den ene, en åben sædelift, fører op til Graukogel. På det tidspunkt vi var der (omkring St. Hans) var den kun i drift få dage om uge. Vi talte med et dansk par, der havde været med den – og de var meget begejstrede for, at de fra bjergstationen kunne gå op til en top. Muligheden for at gå opad skal man ikke kimse af, jvf. senere.
Den anden bjergbane går op til Stubnerkogel. Den tog vi med. Prisen for en returbillet for to var €48. Man lander på toppen og kan derefter stort set kun gå nedad – i alle tilfælde her. Og det er måske mindre sjovt. Det er sjovere at gå nedad når man først har gået opad. (Et dansk par var i øvrigt så begejstrede for dalens bjergbaner, at de havde købt et kort til dem alle gældende 4 dage, hvorfor de fartede rundt med bus til de forskellige steder man kunne komme op.)
Vores konklusion blev den, at vi ikke mere vil bruge penge på at komme op på en knold, hvorfra der en en fantastisk udsigt, men langt hellere vil bruge pengene som vi gjorde dagen efter, men mere om det i næste indlæg.
Hvad så vi da?
Straks man kommer ud fra bjergstationen, har man dette fortryllende blik på sommersneklædte bjerge og blå himmel.
Ser man i en lidt anden retning, kan man se ned til Bad Gastein – og til Graukogel lige over byen.
Zoomes ind ses vores hotel helt til venstre og øverst i billedet.
Eftersom man lander på toppen af et bjerg, må man lave lidt for dem, der ikke vil gå. Man har til deres fornøjelse lavet en hængebro, som vi er på vej til, men her er lige et billede af svævebanekonstruktionen.
Før vi gik over broen, gik vi op på den lille knold til højre.
Fra knolden havde man denne udsigt. Svævebanen ses til højre, broens fundament til venstre.
Man havde også et fint kig ned i Gasteinerdalen. Nærmeste by er Bad Hofgastein.
Man kan ikke se det, men der kravler et par mænd rundt lige over kurven. De vedligeholder liften.
Efter at være gået ned ad knolden igen, passeredes broen, der her ses fra modsatte side.
Egentlig ville vi være gået nogle hundrede meter ned til en Alm, men vi tog fejl af vejen fordi vi kom ud fra broen efter det nedadvisende skilt. Pyt med det, så gik bare ad den vej vi befandt os på.
Efter få øjeblikke kunne vi Grossglockner, spidsen i baggrunden.
Og prægtige enzian var også at få øje på.
Hvis vi ville været gået nedad skulle vi have valgt vejen til venstre, men vi gik hvor vi gik – og det viste sig fint nok.
Mon ikke det er timian vi ser her?
Billedet herover er interessant, idet det viser effekten af solen. Skråningen til venstre er grøn, medens fladen i forgrunden har været dækket af sne meget længe og foråret er endnu ikke kommet hertil.
Det ses tydeligt her – den lille bæk afleder smeltevand.
Det er tydeligt at sneen ikke er forsvundet helt endnu og følgelig har foråret ikke indfundet sig.
Vi fortsatte troligt ad vejen, men på et tidspunkt drejede vi ind, der hvor foråret ikke havde været. Vi kom fra den vej, hvor personer ses og gik nu videre ad en ret smal sti.
Stien var denne – det var fint nok at gå på den, men senere viste det sig, at den fortsatte på en meget smal bjergkam. Det var over vore grænser og fremfor at løbe en risiko, valgte vi at vende om.
Hvor vi vendte kunne man se ned i bunden af dalen – her er stationen, hvor biler skal på tog for at blive transporteret gennem Tauern-tunnellen.
Vi mødte foråret på vejen tilbage. Fin lille lilla blomst, der har travlt med at vise hvad den kan.
Engblommer viste sig smukt frem i sollyset.
Ser man nøje på billedet herover, fører den smalle sti til venstre for huset op til den sti jeg lige har omtalt vi gik ad. Der ses også en sti op over en mindre formation. Den gik straks ned igen på den modsatte side og den fører hen til den meget smalle sti, der forbinder stien opad med vejen mod huset. Det ses bedre på billedet lidt nede. Der knytter sig en lille historie hertil som følger.
Det anes måske at vi er kommet lidt op. Der er græs i forgrunden. Vi spiste frokost her. Der sad også et par yngre svenske kvinder da vi kom, men hurtigt efter gik de. Det viste sig senere at de skulle have været til Sport Gastein (se i morgen) op over bjergene. Det ville tage en del timer. Deres fodtøj var uegnet, og måske årsagen til at det ikke gik som planlagt. Da de var gået kunne vi kort efter høre et hyl. Den ene faldt pladask i en metalskinne som afleder vand. Hun kom ikke alvorligt til skade, men kunne ikke gå. De kom op igen – og efter passende sygeplejebehandling af foden, gik hende, der velsagtens var faguddannet en tur medens veninden blev efterladt. Jeg tiltalte hende på dansk, men fik svar igen på engelsk. Der var ikke sket noget alvorligt og vi kunne se de forlod parkeringspladsen da vi efterhånden kom ned igen. Men der kan let ske noget.
Her ses en kort video med et vue over landskabet.
Som det ses gik en del op over formationen. Andre gik på vejen til højre. Jeg tror vi valgte midtervejen da vi gik fremad. Ingen ses vist på den smalle sti til højre. Da vi gik tilbage var den imidlertid stærkt befærdet. En busfuld svenskere, vel overvejende pensionister, var, ledsaget af en ungdommelig guide, gået over knolden og var nået frem til den smalle sti, som de skulle nedad for at gå tilbage. Man kunne sagtens se, at det var vanskeligt for nogle af dem at gå ned af knolden, men det var for intet at regne mod de vanskeligheder de måtte slås med på den smalle sti. Særligt husker jeg en ældre kvinde, der havde meget svært ved at klare turen. Det var tydeligt langt over hvad hun egentlig formåede og hun var tydeligt ængstelig for mulige uheldige konsekvenser. Guiden syntes åbenbart ikke hun havde noget med dette at gøre. Jeg overvejede at tilbyde hende min vandrestok, men med de andres hjælp gik det -uhyre langomt.
Jeg nævner dette for at understrege, at man i sådanne situationer må kende sin grænser, men det kan naturligvis være svært, hvis man gerne vil – og har kunnet. Jeg fandt også at guiden ikke forstod sit ansvar for ikke at tage alle med den vej rundt.
Herover er en lille video af gangen på knolden. Det ikke det omtalte selskab, der går der.
Efterhånden søgte vi tilbage til bjergbanen og kørte ned og tilbage til hotellet, hvor vi slappede af. Det var atter en meget varm dag. Vi talte, som nævnt, om, at vi efterhånden har været på sådanne svævebaneture så mange gange at det ikke er det vi skal. Dagen efter fandt vi ud af, hvad alternativet kunne være, i alle tilfælde i Gasteinerdalen.
Senere gik vi en tur til byen ad den ene promenade og kunne nyde dette blik over dalen.
Tilbageturen gjordes ad den anden promenade. Bænken under træet ved græsmarken stod der stadig. Nu var høet tørt og revet sammen.
Nogle af den andre danskere fortalte om en dejlig naturoplevelse i området ved dalens slutning. Dertil ville vi køre den sidste hele dag i Bad Gastein.
Uagtet det er længe siden, at jeg skrev om sommerferiens i går, er dette en omtale af en rolig dag i Bad Gastein. En smuttur til Dorf Gastein blev det også til, men det var i det hele taget næsten for varmt til at gøre andet end sidde på en bænk under et træ.
Hvis vi ville gå til og fra byen, foregik det lettest ad Kaiser Wilhelm Promenade eller Reitlpromenade. Først måtte man gå nedad, siden opad, når skulle tilbage – og man måtte gøre tilsvarende, hvis man ville op til stationen eller til Stubnerkogelbahn. På billedet herover anes vandfaldet, som byen er vokset op omkring, og højdeforskellene ses også. Kirken passeres så at sige på tagryggen.
Herover er en ganske kort video af vandfaldet.
Byen har god grund til at genopfinde sig selv. Mange fredede bygninger står tomme og forfalder. Det vender jeg tilbage til i slutningen af ugen.
Vi oksede opad og fandt stationen og Stubnerkogelbahn, som vi vil tage i morgen.
Her ses svævebanen lidt bedre.
På dette billede får man et indtryk af, hvor stejlt der er – og det er ikke nødvendigvis let for gangbesværede pensionister (som vi så nogle af) at færdes i byen.
På vejen tilbage til hotellet så vi dette lidt yderligt beliggende hus over en græsmark.
På den var der forskellige husdyr, bl.a. en ged.
Den blev også videofilmet – og jeg var lige ved at lave den fejl at holde kameraet den forkerte vej.
Næsten tilbage ad Reitlpromenade opdagede vi en bænk, der stod så glimrende i skyggen under et træ, at vi naturligvis måtte sidde lidt. Det gjorde vi ofte siden. Græsset var netop slået og lugten af nyslået græd var fin.
Således gik den 5. dag af ferien uden de store anstrengelser, men det gjorde nu ikke noget fordi det var meget varmt.
Vejret var fint den første hele dag i Østrig – og varmt. Vi gik mere end 31.000 skridt. Det kunne mærkes lidt i bentøjet.
Vi vågnede op til fint og varmt vejr denne dag. Herover ses motivet fra forrige indlægs slutning, blot nu fra morgenstunden.
Udsigten fra balkonen kunne vi ikke klage over. Her den ene vej – med blik næsten mod Stubnerkogle, hvortil vi et par dage senere tog svævebanen.
Og her den anden vej – mod Bad Hofgastein som vi valgte at gå til og tilbage igen denne dag.
Vejen vi kom ad i går ses til venstre. Den røde plet helt til venstre, lige over træerne og under skyen, er vist et lokomotiv, thi her finder man også Tauernbahn.
Jo, det var et tog. Der kørte mange. Jeg kan bare ikke lige se om dette var på vej op eller ned. Undertiden var der lokomotiv(er) i begge ender.
Der er to muligheder for at gå mellem Bad Gastein og Bad Hofgastein. Langs floden i bunden af dalen eller ad Höhenweg på bjergsiden. Vi valgte den sidste og begav os på tur. Efter nogen tid kunne man se tilbage på Bad Gastein omend byens karakter ikke fornemmes særlig godt på billedet. Man kan se vejen til højre og ane at den går ind i toppen af byen, der så ligger ned ad bjergsiderne. Helt til venstre ses et par store bygninger. Det ene er vort hotel, Pawlik.
Hotellet ses igen her. Det er det med det grønne tag og de to vinduer over hinanden på væggen.
Vi gik og gik. Nogle gange i sol. Nogle gange i skygge. Nogle gange på en våd sti. Nogle gange i rigeligt med kolort. Det kom naturligvis på støvlerne, men forsvandt efterhånden. Da vi gik tilbage mødte vi en familie med en klapvog. Hjulene var i den grad smurt ind, men det syntes de voksne at tage med godt humør.
Pludselig kom vi til et skilt, der fortalte at vi nærmede os Gadaunerer Schlucht, hvilket er et naturmindesmærke.
På billedet ses vandfaldet i bunden af slugten. Man aner stien og at man skal ind gennem klippen for at komme videre.
Det ses bedre her.
Og her – der var grønt lys, så man kunne se hvor man skulle gå.
Ud igen kom man – forunderligt nok – i den anden ende.
Vi endte i Bad Hofgastein. Man skulle et pænt stykke nedad for at komme til byen, hvor vi købte lidt mad, som vi spiste på en bænk, inden vi gik tilbage. Det var efterhånden blev vældig varmt og jeg glemte helt at tage et billede i byen.
Det gav sved på panden at gå op på højdevejen igen, men det var alt i alt en fin tur.
Køerne havde samlet sig på stien og deres efterladenskaber ses tydeligt.
Vel hjemme var der basis for at slappe af.
Og se på togdriften. Her er 3 lokomotiver ved at slæbe en masse biler op ad bjerget – velsagtens for siden at køre igennem Tauerntunnellen.
Denne mandag, feriens 3. dag, skulle vi køre mindre end 300 km. Der var god tid til morgenmad og en lille tur rundt i Landshut igen inden afgang.
Sædvanligvis vil vi køre fra morgenstunden, når vi skal fra et sted til et andet, men sådan var det ikke denne morgen. Vi havde god tid til at spise morgenmad og til at gå en tur inden afgang. Det var nu ikke så meget for gåturens skyld, men fordi vi søndag havde set en lille gave vi ville købe til børnebørnene. Butikken åbnede først kl. 9, så derfor gik vi lidt. Hvad vi så var lidt fornøjeligt.
Nogle unge mennesker var samlede ved Ländtor. Formentlig var det sidste skoledag. Der var sikkerhedsvagter, politi, en ambulance samt en ølbil. Noget skulle i alle tilfælde fejres.
De gik – med deres øl og vandpistoler. Og vi gik.
Siden mødtes vi igen. Først kom en politibil med blå blink.
Så en traktor med et meget larmende musikanlæg.
Så kom de unge mennesker. Med øl og vandpistoler.
Der skulle re-tankes undervejs.
Processionen afsluttedes med endnu en politibil – og en ambulance. Man må jo have nogle erfaringer …
Vi købte gaverne, betalte for overnatningen og kørte mod Bad Gastein i Gasteinertal, som var målet for første del af ferien. GPSen ville vist have os over Salzburg, men vi kørte mod Traunstein, Lofer og Zell am See. Undervejs tankedes og fourageredes i Altötting, var det vist.
Det var overskyet – og i det hele taget havde det været ret godt kørevejr alle dage, ikke for varmt, ikke for meget sol, ikke meget regn.
Så manglede vi bare at finde hotellet i Bad Gastein. Det – hotel Pawlik – ligger på en af bjergsiderne, men vi havnede i bunden. Det kan bedre forstås når man lærer byen lidt bedre at kende. GPSdamen forlangte en u-vending, hvilket ikke var helt ligetil at foretage. Vi kom dog frem til hotellet efter vendingen.
Hvad var gået galt?
Det burde fremgå nogenlunde tydeligt af denne kortstump.
Man kommer kørende ad den gule vej, og GPSen fortæller, at man skal til venstre ad Karl Heinrich Waggerl Strasse.
Jeg drejede ad Kaiser Franz Josef Strasse. Som det ses er der ingen afstand mellem de to gader og i sidstnævnte tilfælde er der to tilkørsler til den gade. Hotelværten forklarede at GPSerne har svært ved at finde ud af dette. Måske var det bare mig der ikke var skrap nok til at følge instruktionerne. Måske ville det være gået lettere, hvis jeg havde læst ganske nøje på kortet forinden og vidst dette, men sådan var det ikke.
Den gode forberedelse ville have indebåret viden om at køre lidt længere frem og dreje til venstre efter et stort Superspar ved et apotek eller lige før jernbanen, men sådan var det ikke. Vi var nu ikke ene om bøvlet, kunne vi siden forstå.
Når jeg tænker tilbage på hele turen, må man, som nævnt, sige kørevejret havde været ret godt. Ikke ret meget sol og regn. Vi havde været en smule bekymrede for vejret, idet der jo havde været en del voldsomt vejr over Tyskland og Alperne i den første del af juni, men faktisk har vi ikke meget at klage over hvad vejret angik i den periode vi var i Østrig, bortset fra et par dage med over 30° i skyggen.
Nå, men vi fandt hotellet efter at have foretaget den u-vending som GPS-damen krævede igen og igen.
Vi havde bestilt 5 overnatninger – fra mandag til lørdag. Jeg skriver lidt om hotellet og om Bad Gadstein i de kommende dages indlæg. Nu handlede det om at pakke ud og derefter gå en tur og se hvortil vi var kommet.
Her følger et par umiddelbare indtryk fra Bad Gastein.
Da vi kom til hotellet lå skyerne tungt i dalen.
Dette er udsigten fra balkonen.
Efter at have sundet os lidt måtte vi ud at gå en tur. Der blev ikke taget mange billeder den eftermiddag, men vandfaldet, der styrter ned, finder man midt i byen. Den er oprindelig bygget på begge sider af det. Det skal nok siden blive illustreret.
Det klarede op, den blå himmel viste sig – og udsigten begyndte at tage sig endnu finere ud.
Den udsigt kan vi godt klare 4-5 dage.
Værelset var ikke stort, men balkonen var anvendelig. Siden blev det så varmt, at døren måtte lukkes og gardinerne trække for, for at holde lidt af varmen ude.
Således så motivet fra det første billede ud sidst på dagen. Ikke værst.
Så skulle der soves – men inden da havde vi tænkt lidt over hvad morgendagen skulle bruges til.
