Den sidste dag inden hjemturen skal ikke bruges til særligt krævende gøremål. De sidste indkøb af nogle flasker Grüner Veltliner og hvad vi ellers vil tage med hjem købes. En tur til Matrei in Osttirol er på programmet. Og lidt tanker om hvorfor det lige er her vi holder ferie. Der skal naturligvis pakkes og det der kan være i bilen om natten anbringes på rette plads.
Det sædvanlige balkonbillede ser fint ud denne dag. Skyerne ligger i dalen. Solen skinner.
Et par huse i Welzelach og Berger Alm øverst tager sig fine ud.
I Matrei parkeres lige ved indkørslen til byen – her med et blik mod Virgental.
Og her med et mod byen. Der er et stenhus i byen.
Og flere træhuse.
Den lokale alpeforening har en ret permanent udstilling, Wege ins Freie, som vi genser.
Klarahütte var den første hytte vi besøgte i 1995, vi har været der en del gange siden, men de seneste år har snefaner forhindret at vi er nået dertil. Hytten er udformet så den kan klare laviner, men dog ikke altid. For nogle år siden blev den så medtaget, at det har taget flere år at genopbygge den. Jeg kunne nu godt tænke mig at komme dertil bare en gang mere.
Lidt længere fremme finder vi nationalparkhuset. Der plejer være en udstilling, men det var nu ikke tilfældet i år.
Vi går over træbroen og tilbage til bilen.
Ved et af supermarkederne har man dette kig ind i Virgental. Der ligger tre supermarkeder ved siden af hinanden og planen er vist nok, at yderligere to skal opføres. Det må vise sig.
Efter frokost kører vi til dalens modsatte ende for at gå en lille tur.
Her finder vi denne charmerende phyteuma hemisphaerica, hvis mulige danske navn jeg ikke har fundet.
Flot er den.
Gøgeurter er der mange af.
Vi har kurs mod Stoanalm.
For at nyde udsigten.
Og få kaffe og kage.
Så går det hjemad igen.
Her ses Habererhof fra bænken som ses på næste billede. Vores balkon er den under taget.
Bænken anes under det kompakte træ – og det var så denne uge i Virgental.
Hvorfor er vi vendt tilbage igen og igen?
Det kan være fordi der ingen danskere er. Eller kun uhyre få. I år så vi ingen danske biler i ugens løb. Det er det nu ikke. Det ville faktisk være meget fint om danske turister ville opsøge netop denne dal lidt mere. Det er svært at fortryde hvis man er til natur og vandring.
Det fine ved at være her er en befrielse fra alverdens bøvl. Det er ganske fortrinligt at holde TV-pause og bare være her hvor det hele synes lidt mere stilfærdigt og besindigt. Det med bare at være kommer meget tydeligt til udtryk når man går, især op og ned. Det er sådan set kun muligt bare at være i det der kaldes her-og-nu, når man går. Man tager et skridt og det næste, på et tidspunkt holdes pause, udsigten nydes og det ene ben sætte foran det andet igen og igen. Meget enkelt. Meget befriende. Umuligt at blive stresset af. Måske nok træt, men det gør ikke noget. Enklere kan det ikke blive. Mere totalt kan det heller ikke blive.
Det er der ingen grund til ikke at udsætte sig for.
Denne næstsidste dag i Virgental ville vi gøre forholdsvis lidt ud af. I vores alder er det hensigtsmæssigt at sørge for at regenere tilstrækkeligt efter gårsdagens anstrengelser. Derfor en gåtur til Mitteldorf. Det er nu ikke bare sådan lige. Først op til Virgen. Så ned til Mitteldorf. Så op til Virgen. Så ned til Isel og hjem. Det varer sagtens flere timer.
På den sædvanlige vej langs Isel mødte vi først et par myrer travlt beskæftiget med at hjembringe frokosten.
Dernæst så vi et større antal køer på den modsatte side af floden.
De har let adgang til at stille tørsten.
Dette er dalens to ko-typer, den brune er langt mere almindelig end den grå.
Efter at have slæbt os op ad den ret stejle vej til Virgen og efter brandstationen og bageren er passeret. kommer man til det sted man svinger ned til Habererhof.
Det er ikke så let at se om der er trafik, hvorfor der er to spejle overfor. Det ene viser om der kommer trafik fra højre, det andet fra venstre.
Vi gik til højre og ud ad byen. Det går nedad mod Mitteldorf.
Man møder et solidt stenhus. Oma Sophie på Habererhof er født og opvokset i Mitteldorf, og hun har berettet om, at halvdelen af byen brændte, vist nok engang i 1930erne. Kort efter skete det samme med den anden halvdel. Det medførte en beslutning om ikke at bygge i træ. men af sten.
Sådan ser stenmuren ud.
Man aner man må sno sig, når man kører igennem Mitteldorf.
Her er man ved at være ude af byen – og her vendte vi om.
Dette er et af svingene i byen.
I Virgental er der mange bjergbække. Mitteldorf har sin.
Det første hus set fra den modsatte side.
Så går det opad mod Virgen igen.
Indkørslen til byen er jævnt kedelig.
I centrum må man holde tilbage for hinanden. Da husene blev bygget gik det hele lidt mere adstadigt for sig.
Forresten skulle et hus have nyt tag.
Det sker at en bil rammer udhænget på Gasthof Neuwirt. Det er her man svinger til venstre når man skal til Niedermauern og Habererhof.
Til højre i krydset ser sådan ud – en bondegård eller to ses.
Vi gik over kirkegården.
Og et smut ind i kirken.
Torvet krydsedes inden vi forlod Virgen.
Hjem gik det langs Isel.
Det havde ikke regnet om formiddagen, men det blev regnvejr efter frokost.
Det ses tydeligt på balkonbilledet.
Og endnu tydeligere på denne kedelige video.
Senere kørte vi til Prägraten for at købe ind. Mod Virgen så det noget mørkt ud.
I modsat retning var der blå himmel.
Måske nærmede det lidt bedre vejr sig.
På vej hjemad gjorde vi holdt lige efter tunnellen ved Bobojach. Den vender jeg tilbage til.
På den lille parkeringsplads kan man se ned til Welzelach, som jo er husene der ses i det fjerne fra balkonen.
Og blikket mod Virgen er dette.
Fra balkonen tog motivet sig sådan ud lidt senere. Tunnellen jeg omtalte går igennem bjerget helt til højre. Den blev vist lavet i 1930erne. Jeg har forstået at man tidligere måtte gå over bjerget hvis man skulle fra Prägraten til Virgen og Matrei. Det betød at bjergbønderne dengang var selvforsynende med alt. Man dyrkede korn til at lave mel af, holdt de nødvendige dyr osv. Det er ikke 100 år siden.
Senere gik vi en smuttur igennem Niedermauern på den anden sidevejen. Her sådan ud.
Nillbach kommer gennem en lille Klamm her.
Der var særdeles fedtet og glat her hvor dette billede er taget.
Charmerende er det.
Man kan gå via klammen til Obermauern, hvis man vil.
Her ses hvorledes man bygger på de kanter. Indkørslen til høloftet ligger modsat stuehuset.
Ret smart.
Der bruges brænde til opvarmning.
Skåret og flækket på forskellig vis.
Og fint stablet.
Her ligger jo Habererhof,
men vi gik lidt længere, forbi Nillbach,
et hus – og hjem igen.
Her kunne vi så nyde udsigten – og forberede os på den sidste hele dag i Virgental i denne omgang.
Så er der efterhånden ikke så mange dage tilbage af sommerens ferie i Østrig. Denne dag i slutningen af juni kørte vi Kals for atter at gå en tur i Dorfertal. Vejret var fint, men vejrudsigten truende. Der skete dog ikke noget. Vi gik ikke så langt som sidste gang, men det gør ikke noget. Der er en begrænset stigning i begyndelsen, men turen er ikke krævende, så alle bør kunne deltage, skulle man være på de kanter.
Inden afgang er her lige et formiddagsbillede af den vanlige balkonudsigt.
Når man kører mod Kals, møder man på et tidspunkt dette blik mod Grossglockner.
Det er nødvendigt at parkere på den sidste parkeringsplads før Dorfertal, og den har vi lige forladt til fods. Turen forbi hotellet og til venstre.
Kort efter kommer man forbi skiltet der fortæller hvornår biler må køre i den ene retning og hvornår i den anden. Fodgængere skal holde sig ind mod klippen.
Floden har skåret sig igennem bjerget og man har her Dabaklamm.
Biler kører gennem bjerget. Fodgængere, herunder køer, holder til venstre.
Vand drypper på de gående på dette sted.
Efterhånden har man passeret klammen.
Stigningen er slut og det er lidet krævende at gå i denne herlige natur.
Mere natur.
Endnu mere natur.
Alperoserne blomstrede.
Efter en god tur vendte vi om – og det ses tydeligt her at en paraply kunne være nyttig.
Lige før parkeringspladsen gjordes en opdagelse. Fruesko – den i Danmark så sjældne orkide – stod nok så nydeligt og blomstrede bag en sten.
Denne plante har vi ikke set før, så den måtte fotograferes fra flere vinkler.
Flot ser den ud.
Hjemme igen omtalte jeg blomsten. Dels forstod jeg at det slet ikke er dens blomstringstid så sent og dels at den er ganske almindelig et sted i Virgental, som jeg har glemt hvor er. Hvis du vil se et billede af en markfuld fruesko, er her et link til et bloginlæg om den i Lechtal. Det er det nederste billede, der tænkes på. Her har man den største forekomst i Europa.
Hjemme på balkonen kunne man se, at alpebonden i det fjerne var ved at køre høet ind.
Vejret er stadig ikke det bedste. Det udnyttes til at gøre det vi altid gør, når vi er i Virgental, nemlig køre et smut til Lienz, hovedbyen i Osttirol. Den gjorde ikke meget væsen af sig denne dag, som det ses af billedet.
Vi går en runde, ser på de butikker vi før har set på, ser om bænken ved Isel, der også løber igennem Lienz, er ledig, så vi kan sætte os os se om der står en fisker under broen, eller om der er for meget vand i floden til at det kan lade sig gøre. Det kunne det ikke, her er der også meget vand.
Videre rundt går det – og når det er nok, køber vi ind og kører tilbage.
Vel hjemme igen står en overraskelse på spisebordet. Omas tirolerkrapfen.
Efter frokost gik vi en tur i den modsatte retning af det jeg har omtalt tidligere, nemlig til Welzelach. Husker du udsigten fra vores balkon, er det byen, samlingen af huse, på bjergsiden som danner baggrunden for den. Billedet herover giver i øvrigt et godt indtryk af, hvorledes Virgental hælder.
Efter en lille halv time til fods når man til en parkeringsplads der kan benyttes, hvis man vil en tur til Lasörlinghütte. Det ville vi ikke, men vi satte os på bænken der ses på billedet og tænkte lidt over at vi tidligere har taget turen op et par gange. Og ned. Det er en af de ture der tager hele dagen. Jeg vil tro vi har brugt 4 timer på at gå op. Første gang så vi et hold geologistuderende fra Tyskland, der iført geologhammer og alt udstyr skulle på den store optur. Det gik ikke, de nåede aldrig op, manglede vel træning – så vi allerede ½gamle på det tidspunkt fornøjede os over at vi kunne. I øvrigt er den sidste del af turen et stejl og krævende, men den kan anbefales som en god test af om man skal træne bentøjet lidt mere.
Bergeralm har vi også besøgt – og nydt udsigten over dalen til et glas mælk. Det er også en tur der kræver noget af gåfolket. Bergeralm er i øvrigt de tre huse der ses over Welzelach.
I Welzelach ligger denne bondegård med et solidt fundament af sten.
Vi fik øje på denne traktor med det lave tyngdepunkt, som er egnet til at slå græs med. At der høstes hø er tegn på godt vejr. Græsset skal hurtigt tørres.
Græs kan også slås på denne måde.
Det begyndte at klare op inden vi begyndte at gå tilbage.
Vi kom forbi en gård med ophængning af gamle landbrugsredskaber. Herover er det vist en slæde til at transportere hø ned ad bjerget på.
En bikube var der også.
Og en talje.
Det blev varmere – og dalens skønhed viste sig.
Billedet her er taget nogenlunde samme sted som et af de første.
Der er god mulighed for at studere markhegn. Enkelt og praktisk benyttes groft udskårede planker.
De får lov at sidde til de ikke kan mere.
Det varer sikkert mange år før udskiftning kommer på tale.
Det var en dejlig tur – vel hjemme igen ventede balkonen.
Fra balkonen ses Welzelach idet fjerne og Berger Alm kan skimtes.
Med zoom ses bebyggelsen her – og manden med den lave traktor er ikke færdig med at slå græs. Arealet ses tydeligt.
Her med endnu mere zoom.
Her ses både Welzelach, arealet og Berger Alm øverst.
Og almen i nærbillede.
Den eneste gang vi spiste ude i Virgental, var denne dag. Vi kører næsten altid til Bobojach og finder Gasthof Linder. Her får man et solidt vellavet måltid mad.
Hvem af os der fik hvilken portion husker jeg egentlig ikke, men mætte blev vi uden besvær.
På vejen tilbage stoppede vi på vejen mellem Virgen og Bobojach (Prägraten). Herover ses Habererhof, hvor vi bor.
Gården ses også her, men jeg ser også at knolden til venstre er med på billedet. På den ligger Wetterkreuzhütte, hvortil vi også gik i sin tid. Vi blev rost for at have klaret turen op på tre timer.
Der er her vi holder og herfra de sidste billeder er taget.
Vel hjemme igen, kunne vi sidde i solen på balkonen og se dette motiv.
Det indpakkede hø skulle køres hjem – det foregik på den viste måde.
Hvad gør man i Virgental, når det er regnvejr eller ser ud til at blive det? Så tager med regnslaget med i rygsækken og tager det på når regnen begynder.
Det lidt kedelige vejr denne dag skulle ikke forhindre os i en tur. Som så ofte før kørte vi til dalens inderste parkeringsplads, Ströden, og betalte for at kunne parkere alle steder i en uge.
Først går man ad en kørevej til man kommer til Islitzser Alm, den på billedet. Det tager vel ½ time. Så går det ellers opad mod Clarahütte langs Umballfälle. Det er nu snart længe siden vi har været helt oppe. Faktisk var det i 2012, se vandfald og hytte her. Nogle gange har vi ikke villet gå over usmeltet sne. I år blev vejret for kedeligt. Kameraet blev i lommen. Efter en tid med tiltagende regn, gik vi nedad igen. Mere seje folk var på vej opad, men atter så vi nogle uden forståelse for betydningen af, at have tøj nok med, når man går i bjergene. Det var i øvrigt den eneste gang i hele ferien vi brugte regnslag.
Billedet herover er lige efter vandfaldet er ophørt. Vandet løber ud i (eller er?) Isel.
Et enkelt billede af en regnvåd lilje blev det til.
Vi kørte hjem og spiste frokost. Siden klarede det lidt op.
Vi gik den lokale tur igen. Her passeres Nilbach-udløbet i Isel. Nilbach løber også lige fordi Habererhof. Måske har jeg tidligere omtalt at Oma (bedste på Habererhof) fortalte, at denne bæk var deres vandkilde til man fik eget vandværk. Det fungerede meget godt, men kunne være et problem når en død kat havnede i bækken og forurenede vandet.
Egentlig tror jeg ikke vi gik helt op til Virgen i går, idet billedet herover viser, at vi gjorde det i dag. Isel bugter sig. Bænken på gårsdagens sidste video står der et eller andet sted, men kan vist ikke ses.
Firschnitzbach løber gennem Virgen. I august 2012 blev Virgen ramt af en slamlavine. Det er derfor beplantningen er sparsom på kanterne. Tidligere stod her træer.
Her er vandløbet set i retning mod Isel.
Har du aldrig set den kraft der er i en mudderlavine, er der mulighed for at få et indtryk via videoen herover. Vi var ikke i Virgen på det tidspunkt, men havde været der en måned tidligere.
Denne lørdag, den 25. juni, var dagen hvor ferieopholdet i Bad Gastein sluttede og en uge i Virgental begyndte. Afstanden, der skulle tilbagelægges var 120 km. Det er ganske overkommeligt – og let. Når man kører ud af Gasteinertal, holder man til venstre. Det gør man også i Mittersill. I Matrei in Osttitol holdes til højre. I Virgen drejes til venstre – og så er man straks i Niedermauern, hvor Habererhof, vores feriested siden 2000, ligger.
Lidt flere detaljer er nu på sin plads.
Når man er kommet ud af Gasteinertal, kører man i et i og for sig mageligt tempo på ikke over 70 km. i timen. Det er trafikstrømmens hastighed sådan en lørdag morgen.Måske kan man komme til at køre lidt for sig selv med en vis afstand til forankørende. Det skete for os da vi passerede Kitzlochklamm. Snakken gik om det fantastiske natursceneri vi har set et par gange. Hurtigt derefter kører man ind i Taxenbach, en lille by, der er angivet med et stort byskilt, som samtidig er trafikskilt angivende en hastighed på 50 km/t. Vi har også været i byen, men åbenbart er færdselstavlen ikke kommet tilstrækkeligt ind på lystavlen, thi kort efter standsede en lørdagsmorgenpolitihastighedskontrol os. Det gik lidt stærkt, mente man. 70 km/t var hastigheden målt til. En bøde for forseelsen på €30 måtte erlægges på stedet. Vi betalte kontant og glædede os over bøden ikke var større. Man kunne også betalte med kreditkort.
Det er ingensinde sket før i Østrig og bevidstheden om hastigheden øgedes.
Efter lidt tid når man til Zell am See. Vi holdt ind, som så ofte før, for at gøre nogle indkøb, når vi nu skulle bo i en lejlighed i en uge. Da vi skulle køre, kunne man ikke komme ud på vejen, vi skulle videre af, men vi vidste man kunne køre via Kaprun, hvor vi opholdt os for mange år siden, for, efter denne lille omvej, atter at finde den rigtige vej.
Så var der ikke flere forhindringer før vi havde passeret Felbertauerntunnellen og skulle betale 11€ i afgift. Den er steget en enkelt € i år, men der er også noget at bruge pengene til. Læserne husker måske hvorledes et bjergskred for nogle år siden medførte, at en erstatningsvej i al hast måtte bygges. Den var stejl – og for stejl til lastbiler om vinteren – og ensporet, reguleret af lyskurve. Nu har man bygget en lettere kørbar to-sporet erstatningsvej til den ødelagte, men det har utvivlsomt været dyrt, så det er ok med en lille prisstigning på tunnelafgiften.
Herefter går det nedad og nedad mod Matrei in Osttirol, igennem byen og pludselig er man i Virgental. Bilen kender nærmest vejen selv. Man skal se sig for, når man kører om hjørner og igennem Mitteldorf, og man skal huske at skifte gear, når stigningen er stor. Man er hurtigt i Virgen, og det er let at finde Niedermauern. Jeg kan nu godt forstå man skal tænke sig om, når man kører her for første gang.
Grundet den korte afstand er vi tidligt fremme i Virgental. Lejligheden er altid parat når vi kommer. Det bliver et dejligt gensyn med familien på gården. Og med lejligheden og omgivelserne.
Som det ses er vejret ikke helt som det var de forrige dage, men det gør nu heller ikke noget at temperaturen er mere fremkommelig.
Jeg plejer tage en billede fra balkonen, når vi kommer. Det øverste billede er netop dette. Det er taget mod Berger Kogel – og det er udsigten jeg kan få en del tid til at gå med at se på.
Her er samme motiv med sol i forgrunden.
Vi kørte tilbage til Virgen og købte yderligere ind. I ugens løb spiste vi oftest hjemme, så der skal noget til. Efter udpakning og frokost er det tid til at gå standardturen, der dog blev lidt kortere i år.
Billedet viser Virgental i retning mod Virgen fra Niedermauern.
Fra samme position ses Habererhof. Vores vindue er det øverste af de tre til venstre. Balkonen er til venstre herfor. Der er tre lejligheder og to værelser i hovedhuset og et antal lejligheder i gæstehuset til højre.
Dette billede er fra næsten samme position, blot modsat. Fruen er på vej til stien langs floden, Isel er det.
Eftersom det har været meget varmt de seneste dage, måtte der forventes meget smeltevand i floden. Som det måske kan anes er det tilfældet.
Denne korte video illustrerer det vist meget godt.
Her ses floden fra en lidt anden vinkel.
På billedet er Virgen med kirkespiret pegende mod en gammel borgruin, Rabenstein.
Når man kommer lidt længere frem langs floden, går en vej op til Virgen. Det går opad og vi må puste grundigt nogle gange. I 1995 da vi var i dalen første gang, boede vi i selve Virgen. Vi gik til det hele. Ned ad vejen og 1000 meter op – og ned igen. Og op ad vejen. Sådanne ture klarede vi hver dag. Det går ikke længere sådan, men dejligt er det nu at færdes i dalen.
Jeg må have glemt at tage billeder (har rigeligt mange), men da vi var på vej hjem stoppede vi ved en bænk vi ofte sidder på. Der var for meget vand i floden til at det var en god ide.
Sådan gik den første dag i Virgental. De følgende omtales i kommende indlæg.
Den sidste dag i Bad Gastein bød på to gode oplevelser. En tur til Gasteinerdalens slutning og museumsbesøg i Bad Gastein.
Af andre danskere på hotellet havde vi erfaret, at Talschluss var ganske spektakulær og altså et besøg værd. Faktisk var nogle danskere der et par gange.
Vi kørte til den korte tur længere ind i dalen, holdt snart til højre, i Böckstein, og betalte en vej- og parkeringsafgift på vist 10€ for at benytte Gasteiner Alpenstrasse, og snart efter kunne parkeres på en kæmpestor parkeringsplads .
Dette var hvad vi så da vi parkerede. Billedet yder ikke naturen retfærdighed. Det var et storslået sted at komme til.
Man kan gå længe før det begynde at gå opad. Der er derfor ingen undskyldning for ikke at gøre det, hvis man er på de kanter. Vi blev så begejstrede at konklusionen blev at vi hellere ville køre hertil og gå tur 3-4 gange end tage bjergbanen til Stubnerkogel.
I øvrigt var det stadig særdeles varmt i Østrig. Vi havde været heldige. Dagen før vi kom havde regnen stået ned i stænger.
Vi kunne været gået ret frem ved parkeringspladsen, men valgte først at gå til højre. Mod vandfaldet. der anes i baggrunden. Det gjorde kun få.
Den brede vej blev smallere.
Og smallere, men vandfaldet ses stadig.
Der var alperoser at se undervejs.
Stien blev stadig smallere. Pludselig hørte jeg en helikopter. Den bragte forsyninger til en hytte jeg ikke havde lagt mærke til, men den ses som en meget lille, grå klart lige over snefanen længst til højre øverst i billedet.
Helikopteren forsvandt inden jeg fandt stedet med zoom, men her er hytten. Det er Niedersachsenhaus.
På dette billede ses opstigningen til hytten. Vi gik ikke op. To par er lige begyndt at gå opad. De ses på de næste billeder.
Man kan lige finde dem her, og ane zig-zag-stien.
På dette udsnit er de tydeligere. De har vel et par timers opstigning for sig – med mindre de slet ikke skal dertil.
Vi vendte om på et tidspunkt og begav os mod den daldel vi først havde set.
Som så mange steder i Østrig var der også køer her. Jeg lavede en lille video af denne ko alt medens jeg stod på tænkte par Farmer. Jeg håber koen synes om lyden fra klokken.
Som nævnt var det meget varmt, hvilket gav en god begrundelse for at sætte sig i skyggen og vederkvæge sig med en velfortjent øl. Medens vi sad i skyggen fulgte vi en nedadgående kvinde, viste det sig at være, som gik i zig-zag på skråningen overfor. Jeg antager hun var gået ind i den dal vi kom fra og over bjerget. God formiddagstur hvis man bor på de kanter.
Vi gik videre og der var såmænd ganske langt at gå før man ville møde stigningerne i baggrunden. Køerne til højre er små.
Vi gik og gik.
Og valgte vejen til højre.
Pludselig fik vi lyst til at spise frokosten som var i rygsækken – og skyggen under granerne til højre så indbydende ud. Hvorefter vi syntes det kunne være nok i den hede.
Da vi kom tilbage til parkeringspladsen var der en del tiggere. Her er en.
Her er flere.
Turisterne syntes vist efterhånden det var lidt overvældende.
Til sidst en lille video af rislende vand ved parkeringspladsen. Bækken er vist Siglitzbach.
Ingen tvivl om at vi kommer igen, hvis vi igen besøger Gasteinertal.
Efter et hvil på værelset, gik vi en sidste gang til byen – vi ville ind på det lokale museum.
Vi gik som vanligt af en af promenaderne.
Her ses fint nogle af højdeforskellene i byen – kirken viste jeg i et tidligere indlæg på niveau med tagryggen.
Jeg har tidligere nævnt at byen har brug for at genopfinde sig selv og begrænse forfaldet. Det ses tydeligt på badeslottet her.
Badeschloss hedder det, men storhedstiden er forlængst forbi.
Den ærefrygtfulde taknemmelighed har ikke så megen relevans længere.
Lidt efter kunne vi se vores hotel – her midt i billedet. Jeg omtaler det lidt senere.
Foran en anden meget stor bygning stod et hegn, og man kunne bag det se store billeder af berømtheder, der gennem tiden har besøgt Bad Gastein og boet her. Jeg husker ikke lige navnet på hotellet.
På museet kunne man se at badeslottet var stillet til almenhedens frie disposition i 1807.
Danmark havde også sin plads på museet. Gasteiner konventionen, som forholdt sig til hvorledes de efter 1864 fra Danmark erobrede landsdele skulle styres, er vedtaget 14. august 1865.
Håndskriften var udsøgt.
Der er billeder af et par af krigens slag.
Og et kort over tabte landområder.
Da man jo kom på kur i byen, er en vægt en nødvendighed. Her er en udsøgt model af en badevægt.
Der var dejligt køligt på museet. At gå der hele dagen kan nok medføre et behov for at komme ud og blive varmet lidt op. Sådan var det for en af de ansatte, som vi talte med da vi gik. Hun forklarede at de gamle bygninger i byen er fredede og at en væsentlig grund til, at de ikke er sat i stand er grådighed. De nuværende ejere forlanger for mange penge for dem i forhold til den investering, der skal til for at renovere bygningerne. Det er jo efterhånden mange år siden byen er holdt op med at fungere som den institution den var engang. Det ses i høj grad når man færdes i byen. Man må håbe det lykkedes for Bad Gastein at genopfinde sig selv.
Nogle hoteller var velbelagte, fik vi indtryk af, men der mangler sandelig meget. Der må være brug for gode koncepter, som kan gøre det attraktivt for folk at investere og for gæster at komme. Dalen er afgjort et besøg værd.
I øvrigt har jeg læst at man i hine tider byggede højt fordi der var pladsmangel omkring vandfaldet, og det lyder jo ganske logisk.
Da vi gik tilbage, passeredes Hotel Straubinger igen. Det er et trist syn at se hegnet foran.
Forfaldet er så tydeligt her. Hotellet havde været i slægtens eje i 13 generationer til det ikke gik længere.
For os var det ved at være tid til at pakke efter nogle gode, rigeligt varme dage i Bad Gastein, idet vi næste dag forflytter os fra Salzburgerland til Osttirol.
Jeg har nævnt, at jeg ville omtale hotellet vi boede på.
Panoramahotel Pawlik er, formoder jeg, et af de hoteller, der har fundet en måde at fungere på. Vi købte vores all inclusive 5-dages ophold på Happydays.nu . En rabatkode blev anvendt, hvilket gjorde prisen endnu mere fordelagtig. Der var tale om overnatning i dobbeltværelse, morgenmad, suppe til frokost, eftermiddagskaffe med kage (dog ikke på ankomstdagen), aftensmad. Hertil kaffe, te og softdrinks det meste af dagen og øl og vin fra sidst på eftermiddagen. Det hele ad libitum.
Da vi havde bestilt opholdet kom jeg til at nærlæse noget af teksten og, sammenholdt med billederne, kom jeg lidt i tvivl om, hvorvidt vi kunne risikere at få det gnidrede værelse som to af billederne viste, eller det mere fremkommelige som kun vistes på et billede. En forespørgsel hos udbyderen måtte lade en forstå, at det var det store værelse man ville få. Tvivlen nagedes også af noget af teksten på hjemmesiden.
Der var ingen problemer. Og man må medgive Happydays, at man har lyttet til bemærkningerne. Det er ikke længere til at komme i tvivl som tidligere. Nu mangler man blot at skifte det ene billede ud af det gnidrede værelse med senge lidt bøvlet placeret.
Hvis man kan acceptere et lidt ældre hotel, knirkende senge, let vin og øl, kan man roligt tage en tur til Bad Gastein på bo på hotel Pawlik. At der var for varmt på balkonen var der ikke noget at gøre ved.
Faktisk blev vi mere og mere glade for opholdet som dagene gik. Vi kunne godt lide maden, der var hvad tyskerne kalder god, borgerlig mad. Man tog selv og det var meget fint, idet muligheden for at regulere mængden blev fint udnyttet. Vi blev hverken overspiste eller fik for meget at drikke. De fleste synes at udvise samme selvkontrol.
Skulle vi finde på at tage til Bad Gastein igen, vil vi bo samme sted.
Der var 3-4-5 danske par hele tiden de dage vi var der. De fleste var kørende i egen bil, men et enkelt par gad ikke det. De var fløjet til Salzburg via Frankfurt og videre med tog til Bad Gastein, samt til fods ned og op gennem byen. De havde ikke fundet ud af man kunne gå i samme niveau hele vejen eller tage en bus, der holder tæt ved hotellet. Sådan kan man også gøre.
I Bad Gastein er der to bjergbaner. Den ene, en åben sædelift, fører op til Graukogel. På det tidspunkt vi var der (omkring St. Hans) var den kun i drift få dage om uge. Vi talte med et dansk par, der havde været med den – og de var meget begejstrede for, at de fra bjergstationen kunne gå op til en top. Muligheden for at gå opad skal man ikke kimse af, jvf. senere.
Den anden bjergbane går op til Stubnerkogel. Den tog vi med. Prisen for en returbillet for to var €48. Man lander på toppen og kan derefter stort set kun gå nedad – i alle tilfælde her. Og det er måske mindre sjovt. Det er sjovere at gå nedad når man først har gået opad. (Et dansk par var i øvrigt så begejstrede for dalens bjergbaner, at de havde købt et kort til dem alle gældende 4 dage, hvorfor de fartede rundt med bus til de forskellige steder man kunne komme op.)
Vores konklusion blev den, at vi ikke mere vil bruge penge på at komme op på en knold, hvorfra der en en fantastisk udsigt, men langt hellere vil bruge pengene som vi gjorde dagen efter, men mere om det i næste indlæg.
Hvad så vi da?
Straks man kommer ud fra bjergstationen, har man dette fortryllende blik på sommersneklædte bjerge og blå himmel.
Ser man i en lidt anden retning, kan man se ned til Bad Gastein – og til Graukogel lige over byen.
Zoomes ind ses vores hotel helt til venstre og øverst i billedet.
Eftersom man lander på toppen af et bjerg, må man lave lidt for dem, der ikke vil gå. Man har til deres fornøjelse lavet en hængebro, som vi er på vej til, men her er lige et billede af svævebanekonstruktionen.
Før vi gik over broen, gik vi op på den lille knold til højre.
Fra knolden havde man denne udsigt. Svævebanen ses til højre, broens fundament til venstre.
Man havde også et fint kig ned i Gasteinerdalen. Nærmeste by er Bad Hofgastein.
Man kan ikke se det, men der kravler et par mænd rundt lige over kurven. De vedligeholder liften.
Efter at være gået ned ad knolden igen, passeredes broen, der her ses fra modsatte side.
Egentlig ville vi være gået nogle hundrede meter ned til en Alm, men vi tog fejl af vejen fordi vi kom ud fra broen efter det nedadvisende skilt. Pyt med det, så gik bare ad den vej vi befandt os på.
Efter få øjeblikke kunne vi Grossglockner, spidsen i baggrunden.
Og prægtige enzian var også at få øje på.
Hvis vi ville været gået nedad skulle vi have valgt vejen til venstre, men vi gik hvor vi gik – og det viste sig fint nok.
Mon ikke det er timian vi ser her?
Billedet herover er interessant, idet det viser effekten af solen. Skråningen til venstre er grøn, medens fladen i forgrunden har været dækket af sne meget længe og foråret er endnu ikke kommet hertil.
Det ses tydeligt her – den lille bæk afleder smeltevand.
Det er tydeligt at sneen ikke er forsvundet helt endnu og følgelig har foråret ikke indfundet sig.
Vi fortsatte troligt ad vejen, men på et tidspunkt drejede vi ind, der hvor foråret ikke havde været. Vi kom fra den vej, hvor personer ses og gik nu videre ad en ret smal sti.
Stien var denne – det var fint nok at gå på den, men senere viste det sig, at den fortsatte på en meget smal bjergkam. Det var over vore grænser og fremfor at løbe en risiko, valgte vi at vende om.
Hvor vi vendte kunne man se ned i bunden af dalen – her er stationen, hvor biler skal på tog for at blive transporteret gennem Tauern-tunnellen.
Vi mødte foråret på vejen tilbage. Fin lille lilla blomst, der har travlt med at vise hvad den kan.
Engblommer viste sig smukt frem i sollyset.
Ser man nøje på billedet herover, fører den smalle sti til venstre for huset op til den sti jeg lige har omtalt vi gik ad. Der ses også en sti op over en mindre formation. Den gik straks ned igen på den modsatte side og den fører hen til den meget smalle sti, der forbinder stien opad med vejen mod huset. Det ses bedre på billedet lidt nede. Der knytter sig en lille historie hertil som følger.
Det anes måske at vi er kommet lidt op. Der er græs i forgrunden. Vi spiste frokost her. Der sad også et par yngre svenske kvinder da vi kom, men hurtigt efter gik de. Det viste sig senere at de skulle have været til Sport Gastein (se i morgen) op over bjergene. Det ville tage en del timer. Deres fodtøj var uegnet, og måske årsagen til at det ikke gik som planlagt. Da de var gået kunne vi kort efter høre et hyl. Den ene faldt pladask i en metalskinne som afleder vand. Hun kom ikke alvorligt til skade, men kunne ikke gå. De kom op igen – og efter passende sygeplejebehandling af foden, gik hende, der velsagtens var faguddannet en tur medens veninden blev efterladt. Jeg tiltalte hende på dansk, men fik svar igen på engelsk. Der var ikke sket noget alvorligt og vi kunne se de forlod parkeringspladsen da vi efterhånden kom ned igen. Men der kan let ske noget.
Her ses en kort video med et vue over landskabet.
Som det ses gik en del op over formationen. Andre gik på vejen til højre. Jeg tror vi valgte midtervejen da vi gik fremad. Ingen ses vist på den smalle sti til højre. Da vi gik tilbage var den imidlertid stærkt befærdet. En busfuld svenskere, vel overvejende pensionister, var, ledsaget af en ungdommelig guide, gået over knolden og var nået frem til den smalle sti, som de skulle nedad for at gå tilbage. Man kunne sagtens se, at det var vanskeligt for nogle af dem at gå ned af knolden, men det var for intet at regne mod de vanskeligheder de måtte slås med på den smalle sti. Særligt husker jeg en ældre kvinde, der havde meget svært ved at klare turen. Det var tydeligt langt over hvad hun egentlig formåede og hun var tydeligt ængstelig for mulige uheldige konsekvenser. Guiden syntes åbenbart ikke hun havde noget med dette at gøre. Jeg overvejede at tilbyde hende min vandrestok, men med de andres hjælp gik det -uhyre langomt.
Jeg nævner dette for at understrege, at man i sådanne situationer må kende sin grænser, men det kan naturligvis være svært, hvis man gerne vil – og har kunnet. Jeg fandt også at guiden ikke forstod sit ansvar for ikke at tage alle med den vej rundt.
Herover er en lille video af gangen på knolden. Det ikke det omtalte selskab, der går der.
Efterhånden søgte vi tilbage til bjergbanen og kørte ned og tilbage til hotellet, hvor vi slappede af. Det var atter en meget varm dag. Vi talte, som nævnt, om, at vi efterhånden har været på sådanne svævebaneture så mange gange at det ikke er det vi skal. Dagen efter fandt vi ud af, hvad alternativet kunne være, i alle tilfælde i Gasteinerdalen.
Senere gik vi en tur til byen ad den ene promenade og kunne nyde dette blik over dalen.
Tilbageturen gjordes ad den anden promenade. Bænken under træet ved græsmarken stod der stadig. Nu var høet tørt og revet sammen.
Nogle af den andre danskere fortalte om en dejlig naturoplevelse i området ved dalens slutning. Dertil ville vi køre den sidste hele dag i Bad Gastein.
Uagtet det er længe siden, at jeg skrev om sommerferiens i går, er dette en omtale af en rolig dag i Bad Gastein. En smuttur til Dorf Gastein blev det også til, men det var i det hele taget næsten for varmt til at gøre andet end sidde på en bænk under et træ.
Hvis vi ville gå til og fra byen, foregik det lettest ad Kaiser Wilhelm Promenade eller Reitlpromenade. Først måtte man gå nedad, siden opad, når skulle tilbage – og man måtte gøre tilsvarende, hvis man ville op til stationen eller til Stubnerkogelbahn. På billedet herover anes vandfaldet, som byen er vokset op omkring, og højdeforskellene ses også. Kirken passeres så at sige på tagryggen.
Herover er en ganske kort video af vandfaldet.
Byen har god grund til at genopfinde sig selv. Mange fredede bygninger står tomme og forfalder. Det vender jeg tilbage til i slutningen af ugen.
Vi oksede opad og fandt stationen og Stubnerkogelbahn, som vi vil tage i morgen.
Her ses svævebanen lidt bedre.
På dette billede får man et indtryk af, hvor stejlt der er – og det er ikke nødvendigvis let for gangbesværede pensionister (som vi så nogle af) at færdes i byen.
På vejen tilbage til hotellet så vi dette lidt yderligt beliggende hus over en græsmark.
På den var der forskellige husdyr, bl.a. en ged.
Den blev også videofilmet – og jeg var lige ved at lave den fejl at holde kameraet den forkerte vej.
Næsten tilbage ad Reitlpromenade opdagede vi en bænk, der stod så glimrende i skyggen under et træ, at vi naturligvis måtte sidde lidt. Det gjorde vi ofte siden. Græsset var netop slået og lugten af nyslået græd var fin.
Således gik den 5. dag af ferien uden de store anstrengelser, men det gjorde nu ikke noget fordi det var meget varmt.