Regningen for tandlægehjælp er blevet større den seneste tid.
Jeg var hos tandlægen i går og erfarede, at der nu kun er tilskud fra sygesikringen til en kontrol af tændernes tilstand om året. Befolkningen skulle være blevet bedre til at passe tænderne, hvorfor behovet for profylaktisk behandling er mindsket. Det har vist været sådan siden midt på sommeren 2013.
Tidligere sidste år blev det indført at der kun er tilskud til en tandrensning om året.
De sparede beløb skulle vist anvendes til fængsler og psykisk syge. (Senere kan man så tage pengene derfra når det viser sig at befolkningens sundhedstilstand for så vidt angår tænder er forværret.)
På regningen kan man se at sygesikringens andel er 0,00 i et par tilfælde og det fremgår hvad sikredes andel er. Hvad mon sikredes egentlig betyder når man selv skal betale det hele?
Jeg kunne umiddelbart godt forstå at jeg havde købt en “Tandrensning uden tilskud”, men det var ikke lige til at forstå at jeg også havde købt “Kontrol af fund ved diagnostisk undersøgelse”, som også var uden tilskud.
Det viser sig, jvf. sundhed.dk at man kan få tilskud til bl.a.
- regelmæssig diagnotisk undersøgelse
- kontrol af diagnostiske fund ved diagnotiske undersøgelser
Om det så er det samme vides ikke, men det skal nok vise sig at der står det første på regningen, når man kan få tilskud en gang om året og det andet når man ikke kan.
Forresten er siden hos sunhed.dk seneste opdateret 12. juni 2012. Måske kunne den trænge tll en justering.
Foruden rensning og undersøgelse blev bisserne røntgenfotograferede og en plastfyldning blev udført. Det kostede mig 1594,30 og sygesikringen 177,85.
Det går nu nok, men alligevel er det ikke let at forene med den megen tale om “mere velfærd”.