Der skete ikke meget i denne uge. Det har været varmt. En hedebølge har ramt landet, og det betyder en mindre trang til at gøre noget end ellers. Det er dejligt at kunne spise frokost udendørs i skyggen af huset. Siden handler det om at finde skygge i en køligere del af huset eller hvor man nu synes det kan være tåleligt at opholde sig.
Tidselsommerfuglen synes at nyde den græske oregano.
Store flokke af gæs passerer næsten dagligt. De synes at flyve frem og tilbage – velsagtens mellem gode foderpladser og gode hvilepladser.
Der var valg til Folketinget i denne uge. Det blev afholdt den dag Grundloven havde 170 års fødselsdag. Udfaldet er kendt – og vi må se hvad det fører til.
De hurtigsnakkende, overenergiske journalister, der står alle vegne, i håb om at opsnappe en eller anden mere eller mindre ligegyldig kommentar fra en politiker, evt. en forhenværende sådan, kan meget let snuble over egen talehastighed og derved komme til at sige som Redder sagde til et par politikere, der havde været til dronningerunde: “Hvad sagde I til Hendes Kongelige Højhed, Dronning Margrethe?”.
Vammen svarede: “Vi sagde til Hendes Majestæt, Dronning Margrethe og Hans Kongelige Højhed, Kronprins Frederik …”.
Hvem redder Redder? Dronningen har trods alt været Hendes Majestæt siden 1972.
En anden speedsnakkende (er vist det rette nydanske ord at bruge) journalist kunne forklare at “vælgerne har mistet troværdigheden til Liberal Alliance”.
Sådan kan det gå når “tænk før du taler” er sat ud af kraft.
Invasionen i Normandiet fandt sted for 75 år siden i denne uge. Der var en del meget gamle mænd med til fejringen. Om ikke så længe lader det sig ikke gøre at høre om deres oplevelser mere.
I 2003 var jeg i Normandiet nogle. Det gjorde stort indtryk.
Herover ses den gamle Pegasus-bro som Major John Howard og hans folk indtog kort efter midnat den 6. juni 1944. Deres svævefly landede ganske nær broen.
At broen blev ramt af kugler ses tydeligt herover.
Det er dejligt at se valmuer i grøftekanten.
Vi nåede lige at besøge Gl. Kjøgegaards park inden rododendronblomstringen er slut for i år.
Det var også i denne uge jeg lagde mærke til en tidselsommerfugl i haven. Det skulle i løbet af de næste par uger vise sig, at der i år fandt en meget stor tilflyvning af denne art sted.
Som det ses af udgivelsesdatoen, er jeg lidt bagud. Det er der sådan set ikke noget nyt i.