I weekenden var togene på Lille Syd erstattet af togbusser. Dette havde to årsager. Dels skulle en bro over jernbanen et eller andet sted rives ned, og dels skulle det nye signalsystem, som Lille Syd vist nok skal være prøveklud for inden det skal fungere i det ganske land, afprøves.
Det blev i søndags til et gensyn med de gamle tog, der kørte i næsten 40 år på strækningen. Frem og tilbage kørte de og man afprøvede og afprøvede.
Da jeg efter weekenden gik tur, så jeg lange bilkøer på begge sider af jernbanen. Bommen gik ikke op, og et par teknikere var ved at løse problemet. Det fik de gjort efter en rum tid.
Et par dage efter lagde jeg mærke til, at bommen ikke gik op efter toget fra Roskilde var kørt forbi. Det afventer toget fra Næstved her, idet jernbanen er enkeltsporet. Det tog kørte mod Roskilde inden trafikken på vejen kunne komme videre. Sådan var det ikke med det gamle system, men det bliver vel også rettet.
Det minder sådan set om det endnu ældre bomreguleringssystem, som indebar at bommen gik ned kort efter toget havde forladt Havdrup station. Op gik bommen først efter 4½ minut. Ambulancer under udrykning slukkede for hornet når de måtte vente på toget i så lang tid.
Endnu tidligere havde man en manuelt betjent bom. Hvornår den blev afskaffet ved jeg nu ikke, men ledvogteren boede i et letvogterhus og sørgede for at toget kunne passere ved at sænke bommen.
Måske er der brug for en ledvogter igen. Eller i det mindste et system der fungerer. Lad os håbe det er tilfældet inden hele landet skal trækkes (man er jo ikke nødvendigvis særlig optimistisk når nyt skal indføres i Kongeriget) med det.
God rejse.
