En tur i Familiens Vandrelaug er gået til Stralsund. Vi var 4 på denne tur, de samme som for godt et år siden var i Wassersleben, hvor vi gik nogle gode og spændende ture. Det har vi også gjort i denne omgang. Vi havde imidlertid en meget fin oplevelse, som snarere krævede at vi stod stille.
Vi så traner.
Det var gået op for mig – ved studier af vandremuligheder på Rügen – at vores tur faktisk fandt sted på samme tid som tranerne samledes på Rügen og nord for Stralsund, i det Forpommerske Lavvandslandskab (tror jeg overskriften måske kan oversættes til) for at hvile og spise inden det videre træk mod vinteropholdsstederne længere mod syd.
Jeg havde også fundet et traneinformationscenter i Gross Mohrdorf, se kraniche.de. Her fik vi informationer om hvor vi kunne se tranerne. Lidt frem til Günz og derefter ville en iagttagelsesplads let kunne findes. Her kunne man se tranerne spise – andre steder kunne man se dem slå sig ned for natten.
Der var traner – mange. Og fotografer med kæmpetelelinser. Både fotografer og linser var iført camouflagetøj. Min store telelinse så noget lille ud i forhold til kæmperne på stedet.
Det var en diset og grå formiddag, hvilket billederne bærer præg af, men fint var det at se de store fugle, der var kommet og de der kom og landede. Der var en del gæs – og på nogle billeder kan man se en trane jage med gæssene. På et andet billede viser det sig, at der er et par rådyr, som jeg slet ikke så. Måske kan det svare sig at se nogle af billederne lidt større ved at klikke på dem.
Her følger et udvalg af de billeder, der kom med hjem fra denne meget fine oplevelse. I den rækkefølge de er taget. Kasserne på billede 2 er til fotografer. De skal være i kassen inden solopgang og må først forlade den, når tranerne er fløjet igen om aftenen. Forstyrrelse af fuglene koster €300.
Flere beretninger om byen og vore ture til fods følger.