Forklaringen på, hvorfor jeg faldt over Mödlareuth, som omtaltes i forrige indlæg, følger her.
Det sker at jeg ser tysk TV. Mellem jul og nytår bemærkedes gentagne gange, at der i begyndelsen af 2015 ville blive vist en film over 3 aftener med titlen Tannbach – Schicksal eines Dorfes. Det, der lød interessant var, at man ved hjælp af denne landsbys skæbne, nemlig vandløbet Tannbach, kunne illustrere delingen af Tyskland efter krigen og effekten af den kolde krig.
I virkelighedens verden blev Tyskland, Berlin og Mödlareuth delt. Og i filmen landsbyen.
I filmens første del, der tidsmæssigt fandt sted, da landsbyen blev indtaget af amerikanske tropper og krigen dermed sluttede, får man et indtryk af nøglepersonerne og nogle af de roller de har haft under krigen. Mod slutningen af 1. del overtager sovjetiske tropper kontrollen i landsbyen.
I anden del af filmen følger man konsekvenserne af Potsdam-konferencen, der medførte at landbyen blev delt i en sovjetisk og en amerikansk del. Midt gennem den. Der finder også ekspropiationer sted og tvangsforflytninger af beboere, der havde haft “forkerte” synspunkter under krigen.
I tredje del, som foregår i 1952, finder den endegyldige deling af landsbyen sted. Med hegn og forskellige zoner, der holder folk væk fra hinanden.
Efterfølgende ved man jo hvorledes det videre gik. En mur blev i virkeligheden bygget og den stod til 1989.
Det var såmænd disse tre film, der førte til at jeg lagde mærke til Mödlareuth.
Skulle du have lyst til at læse lidt mere, er der her et link til en omtale af Tannbach – Schicksal eines Dorfes.
Har du lyst til at se filmene, kan man ved søgning af Tannbach på ZDF.de få adgang til filmens 3 dele og en dokumentationsudsendelse. I alle tilfælde er de til rådighed i såkaldt skrivende stund. Da jeg så filmene var de tekstede på dansk, men er det ikke på ZDF.