Sneen bliver ved med at hænge fast på træer og buske. På grantræerne ser det ud som på Disney-tegninger. Og det bliver bare ved og ved. Ingen vind får sneen til at falde ned, og tøvejr har det åbenbart ikke været endnu. Det må det have været den dag sneen faldt. Den klæbede sig fast til alt muligt og må retteligen kunne betegnes klæbesne.
Flot ser det ud – også om aftenen under gadelampen.
Billederne er taget med håndholdt kamera og ASA 1600.
Jeg
har ikke rettet gadelampen op. Den er lidt skæv, en bil må være bakket ind i den engang.
Det er koldt søndag morgen. 10 frostgrader viste termometeret i carporten kl. ½8. Det forlyder at det varer ved, i alle tilfælde til i morgen. Det er ikke så godt. Jeg skal ud at køre ret tidligt og bilen skulle meget gerne kunne starte. Den har endnu ikke fået nyt batteri, og det bliver da en smule nervepirrende om strømmen er løbet sin vej i kulden eller om den bare starter som intet er hændt. Det må vise sig .
Bilen er en nymodens en, dvs. den er uden håndsving. Det kunne ellers have været en god ide, hvis det nu viser sig, at den ikke starter i morgen.
I en periode i slutningen af 1960erne (jo det er i forrige årtusinde) havde jeg en Morris Oxford. Lyseblå var den. Den havde også lyseblå lædersæder, som man sank ned i når man satte sig ind. Jeg brugte den til at køre hyrevogn i. Det blev imidlertid for dyrt at reparere den, så den blev solgt for en slik.
Den gode Morris Oxford var udstyret med håndsving. Det virkede hver gang. I december 1969 var jeg syg det meste af måneden og der var ikke antydning af strøm tilbage på batteriet, men med håndsvinget var det ingen sag at få bilen til at starte efter den lange kørepause.
Hvorfor mon sådanne glimrende hjælpemidler er afskaffet?
