På ture i Østrig har jeg jævnligt hørt og set murmeldyr (Marmota marmota), men aldrig så tæt på som i år. Billederne er tage med mit lille Lumix-kamera.
Først kunne man se et par dyr på vejen.
Sandelig om ikke murmeldyret blev siddende foran indgangen til hulen under den store sten. Dyret er svært at se i skyggen fra stenen herover, men på de efterfølgende går det fint.
Billederne er taget på vej til Johannishütte.
Atter er en sommerferietur gået til Virgental i Osttirol. Det er der ikke noget nyt i, men der er alligevel spændende nyt at berette. I kommende indlæg.
Desværre er internetforbindelsen på feriestedet ustabil. Undertiden kan man komme på nettet (jeg har læst lidt om valget), og undertiden er det ikke muligt. Ustabiliteten er irriterende og det endte med at jeg opgav at udgive et par forberedte indlæg og jeg har ikke været flittig til at læse blogindlæg.
Jeg ser frem til at læse hvad der er passeret her og der hvor jeg læser med.
Ferien var langt bedre end man skulle tro efter ovenstående selfie at dømme. Dagtemperaturerne var mellem 9 og 25 grader, der var dage med gråvejr, dage med skyer og solskin og dage med meget solskin. Regn var der egentlig ikke så meget af, ikke så det generede, men en enkelt gang (på den første tur) var regntøjet i brug. Der var god brug for det varme tøj og alle 4 tykkelser sweatere var i brug.
Forresten har jeg ikke brug for en selfiestang, som jo er vældig moderne, jeg klarer mig med mine lange arme. Billedet er fra Gschlösstal.
Skulle det vise sig nødvendigt at træffe et valg mellem et besøg i Peterskirken i Rom og en vandretur til Arnitzalm i Virgental, er jeg ikke i tvivl om at valget ville blive vandreturen. Men Peterskirken er nu også storslået.
Med årene har det vist sig, at en vandretur til Arnitzalm er en god måde at bruge sin tid på. Jeg har skrevet om almen før – Arnitzalm med nyt tag – men turen tåler gentagelse. Som i virkeligheden.
Det er godt at have det nymodens hjælpemiddel en bil er. Med denne kan man komme et stykke ad vejen. Faktisk har man indrettet en mulighed for at parkere på Parkplatz Guggenberg. Herefter har man – i vores aldersklasse – en tur på 3 timer foran sig. Ruten går nogenlunde lige opad. Der er god mulighed for at svede grundigt og få gang i blodomløbet, men det er en del af fornøjelsen. Holder man pauser og drikker vand, går det fint. Den væsentligste opgave på turen op, er, foruden altså at gå selv, at påse ikke at træde i kokasser. Det kan være svært.
At gå en sådan tur illustrerer for mig, at det til stadighed er umagen værd at tage til Østrig på ferie. Det er umagen værd at tage til Østtirol og til Virgental. Dalen er endnu ikke turistificeret for alvor. Det betyder man kan opleve noget mere oprindeligt. Bl.a. at man næsten overalt selv må gøre arbejdet, hvis man vil op. Det gælder helt klart turen til Arnitzalm. Der er ikke kørelejlighed. Det er også en illustration af, hvorledes det har været at skulle klare sig i et bjergområde. Det har været hårdt arbejde. Men det er gået.
Det beror således på en selv om man vil opad og nå det mål man måtte have sat sig. Og da det kræver nogen anstrengelse, indebærer det at man må investere sin energi og kraft i at gå. Det indebærer – sådan helt af sig selv – også at man befinder sig i nuet, koncentreret om opgaven. Og ualmindelig dejlig fri for alt andet. Verden må klare sig selv. Det er en sand fornøjelse at mærke samklangen mellem åndedræt og skridt. Hele tide kommer man nærmere målet. At nå det er dejligt, en pause gør godt før nedturen.
På side 168-69 i Kristof Glamanns bog om J.C. Jacobsen, Bryggeren (1997), kan man læse om Jacobsens oplevelse ved at vandre i Pyrenæerne et par uger. Det ansporede ham at se hvad hans bjergfører på 75 år formåede. Han beskrev begejstret hvad han så og hørte i højderne. Og tilføjede et svar på det retoriske spørgsmål om det nu også var strabadserne værd. Det syntes han i den grad.
Udbyttet beskriver han som en “ubeskrivelig nydelse” og “vellyst”. Det der medfører nydelsen er at finde ud af hvorledes kræfterne slår til og at øve dem. Vellysten følger af at overvinde hindringer og vanskeligheder når der vandres. Det er ikke kun fysikken der udfordres. Det gælder også sjælens evner – og hjertet. Det sker ved at man kommer nærmere himlen ved at gå opad og “modtage indtrykket af det store i omgivelserne”. De meget vise ord er disse sidste: “Smålighed kan ikke trives på et sådant sted.”
Det er så sandt som det er sagt.
Hvad ser man så når turen begynder efter parkeringspladsen. Se billedet herover. Klik det evt. større og endnu større. Det er Virgental. Først ses Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern. Dalen fortsætter ind mod det sneklædte bjerg. Smukt er det – og det er til at se langt her. I modsætning til den smalle Dorfertal, som sidste indlæg omhandlede.
Når man går opad har man et fint blik på den modsatte side af dalen.
Her kommer et par der er på vej til et stejlt stykke, som vi heldigvis har passeret.
Efter 3 timer nåedes almen.
Man må have lidt energi inden tilbageturen. Når man sidder og venter har man en smuk udsigt.
Det er ikke små portioner man får. Naboen ville gerne have et enkelt ostebrød, hun fik 3.
En øl og en gang suppe gør godt.
Vi kom i snak med et ældre par fra Matrei in Osttirol. De viste sig at være naboer til almens ejere. Det gik nogenlunde at forstå fruen, men manden talte udpræget lokalt og var næsten ikke mulig at forstå. Det var dog meget fint at sidde der og snakke med dem. De besøgte almen nogle gange hvert år og kørte et pænt langt stykke opad for så at gå det sidste stykke. Det måtte de sikkert gerne, lokale som de var.
Gederne kom hjemad.
Det samme gjorde ungkvæget.
Tør man møde ham?
Så er vi på vej tilbage.
Vi bestemte os for at følge kørevejen, den går til venstre i billedet. Den er ikke så stejl. Det kræver nemlig også noget at gå ned.
Kvinden med hunden, som vi hilste på, da vi gik forbi, sidder stadig og nyder udsigten. Hun kan anes på det forrige billede, hvis det klikkes større. Her har jeg zommet ind på hende.
Man har da noget af en udsigt på vejen tilbage, her ses Matrei.
Lidt senere ses Virgental til og med Obermauern i det fjerne. I forgrunden er det Mitteldorf og Virgen.
Her ses samme motiv blot med en smule zoom. Billedet er for mig at se en glimrende illustration af, hvorfor det er umagen værd at tage til Virgental og anstrenge sig på vejen op til Arnitzalm – og bare gå og nyde synet nedad.
Af billederne af dalen kan man ane, at det man kan i Virgental, er at gå op og ned. Der ligger mange hytter man kan besøge, nogle ligger højere end andre, og der er noget for enhver. Det er også muligt at gå oppe fra hytte til hytte – på Venediger Höhenweg, som går i bjergene der ses på billedet herover. Eller på Lasörling Höhenweg, som er på samme side som billedet er taget.
Dorfertal ligger ikke i Virgenal som jo er den dal i Østtyrol, der er udgangspunktet for de fleste af vore ferier i Østrig. Dorfertal ligger ved Kals am Grossglockner. Det er også i Østtyrol. Det er en god dal at gå en tur i. Den er let at gå i fordi stigningen er yderst moderat.
Vi havde været i Virgental mange gange før vi blev klar over at Dorfertal fandtes. Det kom sig af at et par hollændere, der også boede på Habererhof, havde lagt vældig hårdt ud dagen efter de var kommet og derfor havde brug for en mere moderat tur. De nævnte Dorfertal – og vi har været der en del gange siden. Også med vort ældste barnebarn, der husker netop den tur som noget særligt.
Lad mig kort omtale, hvad man kan gøre i dalen.
Fra parkeringspladsen før dalen, går man nogle hundrede meter og drejer til venstre. Snart sker der noget og man kommer hurtigt til Dabaklamm. Det er smuk natur. Efter en lille time finder man Bergeralm. Her kan man spise m.v. og gå tilbage. Eller man kan gå videre en time til til man kommer til Kalser Tauernhaus. Stigningen er ca. 100 meter. Det er til at overkomme. Her kan man gøre ophold, spise og drikke – og gå tilbage eller fortsætte.
Efter yderligere en time – og 200 meters stigning – kan man finde Dorfersee. Den mangler vi stadig at nå til. Forklaring følger.
Dette indlæg er også fra min januarliste – og jeg skylder Jan at forklare, hvorfor det er umagen værd at tage til Østtyrol på ferie. Det gøres i dette indlæg og i et følgende om Arnitz Alm.
Hvis man vil opleve Dorfortal, må man yde en indsats. Man kan ganske vist få lidt lettelser ved at køre på el-cykel, som vi så et par gøre, men de måtte også selv yde den ekstra indsats at gå da de ikke kunne cykle længere.
Når man vælger at gå ind i Dorfertal, befinder man sig i naturen, der kan være overvældende, og man kan gå og gå og mærke at man bare er hvor man er. Man er fri for verdens larm. Og ved hjælp af blot det at ville kan man gå så langt man vil og se forskellen på den natur man møder og mærke man bruger kroppen. Det er bare det der er umagen værd. Det kan man naturligvis gøre mange steder, men det hjælper, når der er så smuk natur at færdes i.
Tidligere havde vi været ved Kalser Tauernhaus, men vi ville gerne se søen. Vi nåede den ikke. Det så hele tiden så ud som den nu måtte komme. Det gjorde den ikke. Og på et tidspunkt besluttede vi at vende om. Det var fint. Fordi det som sådan ikke var vigtigt at nå til søen, men være hvor vi var og leve i det nu. Og det er umagen værd.
Vi gik 5 timer. Det var fint – og om aftenen stod skridttælleren på 25000. Erfaringen blev den, at vi næste gang holder en solid pause ved Kalser Tauernhaus. Så når vi søen. Og gør vi det ikke, går det nok.
Herunder følger et par billeder fra turen i 2014. Jeg har ikke fotograferet de to alme, men pyt. De kan ses nederst her.
Man kommer hurtigt til Dabaklamm, og stien man går på ses tydeligt til højre. Der er en kørevej gennem klippen. Biler må kun køre i den ene og anden retning på bestemte tidspunkter.
Klammen er ikke lang og man kommer snart til at gå tæt på vandløbet.
Når man går den smalle sti, bliver man lidt våd. Vandet drypper simpelthen på en.
Det varer ikke længe før man har en fin udsigt langt ind i dalen – og i en rum tid går man på en almindelig bred kørevej. Vi gik bag en skoleklasse på udflugt.
Da vi efter et par timer havde passeret de to alme, skiftede dalen karakter. Der kom en strækning med fyrretræer og ved mange af dem stod en klump alperoser og blomstrede.
Det ses nogenlunde tydeligt på dette billede.
Kort efter skiftede landskabet igen. Der kom flere store klippestykker og stien gik gennem et sumpet område. Heldigvis kunne man gå på stenene.
Sådan fortsatte det. Stien var markeret fint, som det ses til venstre.
Det blev mere og mere stenet – og kort herefter vendte vi om. Nu vides det imidlertid at Dorfersee ligger før buen man kan se i det fjerne. Langt var der vist ikke, men vi synes vi traf en god beslutning om at vende, idet vi trods alt skulle tilbage.
Da vi vendte om var det dette landskab vi så – og det er jo ikke værst.
Vandet her kommer fra Dorfersee.
Dette billede er i retning mod søen – jeg har nok alligevel ærgret mig en smule over ikke at være fortsat.
Vi satte os på en sten og spiste – med udsigten til alperoserne.
Heldigvis var der en lille bro over vandet.
Det gik raskt tilbage. Lige før vi nåede Dabaklamm og skulle gå på den smalle sti på klippesiden, mødte vi en drift køer.
Heldigvis var de kommet forbi den smalle passage, hvor man kunne se de havde gået.
Det var en god dag – og en fortrinlig måde at tilbringe en feriedag på. Og helt klart en illustration af at det er umagen værd at gå sig en tur på de kanter, hvis man kan.
Læsere af bloggen kan ikke være i tvivl om, at jeg endog meget gerne holder ferie i Virgental i Østtyrol. Vi kom første gang i dalen i 1995 og har været der mange gange siden. I de sidste mange år har vi boet i den samme lejlighed og haft den samme udsigt fra den samme balkon. Det er gentagelsesferie så det vil noget. Balkonen befinder sig på Habererhof.
Uagtet udsigten fra balkonen er den samme, er den forskellig. Det skulle billederne fra 2014 gerne illustrere. Inden jeg viser dem følger her en lille beretningen om et hvepsebo.
Da vi kom sidste år lagde vi hurtigt mærke til at nogle ret store hvepse fløj ind under vindueskarmen og kravlede ind ad en sprække. 3 blev slået ihjel ved passende møde med den medbragte fluesmækker. Den fjerde blev ramt og den kilede sig fast i sprækken. Jeg troede den var død, men efter ½ time kunne jeg se den rørte på sig. Ud med den og et slag med smækkeren gjorde det endeligt af med den. Siden sås ikke flere hvepse.
Ferien i Virgental omkring månedskiftet juni-juli 2014 var ikke den varmeste ferie vi har haft. Det var faktisk ganske køligt meget af tiden og det krævede godt med tøj at sidde på balkonen. Vi lider ikke af den vildfarelse at der er varmt i Østrig, så vi har tøj nok med.
Ankommet til Habererhof i Niedermaurn, en del af Virgen, må jeg naturligvis straks tage et billede af udsigten. Berger Kogel ses med sne på siden.
Herunder følger billeder i kronologisk rækkefølge taget samme sted fra.
Omkring midsommer tændes bål i bjergene, Berge in Flammen. Det kan se flot ud, men i 2014 regnede det og vi så ikke meget til begivenheden. Dog kunne et kors ses.
At det var en kølig sommer ses af nysne på Berger Kogel.
Det var selvfølgelig ikke kun gråt og regnfuldt, her let diset sol.
Og fuld sol en morgenstund. Hvis man klikker billedet større ses en samling huse, Welzelach, i det fjerne. Helt oppe på det vandrette stykke, lige over husene, ses Berger Alm. Her har jeg for mange år siden glemt en hat. Udsigten herfra var formidabel. Der er herunder zoomet ind på begge lokaliteter.
Her ses husene i Welzelach, et bette lille samfund med en del landbrugsbedrifter, tænker jeg.
Berger Alm er de tre huse herunder. Man kan købe frisk mælk og andre produkter fremstillet på steder.
Mere solskin – og lidt skyer.
Og atter en kølig, men solfyldt morgestund.
Herunder en behageligere aftenstund, hvor det har været muligt at nyde vejret på balkonen.
Solen nærmer sig undergangen.
Balkonen er den til venstre under tagudhænget.
Vores alder taget i betragtning, nærmer det sig, at vi bor lejligheden for sidste gang. Sådan er livet. Noget må opgives.
Dette indlæg er i øvrigt også fra listen tidligere på året.
Tidligere berettede jeg om den første del af sommerferien 2014 i Østrig. Vi var i Zell am See.
I den efterfølgende uge var vi – som sædvanlig – i Virgental i Osttirol. Meningen med de indlæg, der omhandler dette prægtige sted at tilbringe sin ferie, er at finde ud af, hvorfor det faktisk er umagen værd at tage dertil. Det må vise sig om det lykkes.
Jeg kunne naturligvis berette om, hvad der er foregået de forskellige dage, men en lidt anden tilgang er måske også på sin plads. Derfor overskriften.
Bjergbønderne høster hø. Det skal tørre og det skal helst gå hurtigt, idet man jo ikke rigtig kan vide hvor længe vejret er godt. Men de må have en meget god fornemmelse af om vejret holder tørt på høslagningsdagen og dagen efter hvor høet køres ind. Det er erfaringen at det passer glimrende.
Derfor var vi narturligvis glade for at se denne mark den 30. juni. Vejret var fint dagen efter. Græsmarken her befinder sig ved Parkplatz Ströden, hvorfra man bl.a. kan begive sig til Clara Hütte.
Nogle dage senere – 3. juli – så vi endnu en græsmark (eller flere) blive slået.
Dette er i den modsatte ende af dalen, ved Matrei in Osttirol og Parkplatz Guggenberg, hvorfra man bl.a. kan begive sig til Arnitz Alm (og det er altid umagen værd at gå dertil). Mon ikke det er en høvender, der ses efter traktoren. Slåmaskinen, der repareres i baggrunden, er nødvendig for at kunne slå de meget skrånende marker.
Som denne.
Græsset på denne knold må håndvendes for at det hurtigere kan tørre. Det er givet vis hårdt arbejde. Selv den lille dreng til venstre er med, men måske er han bare ved at lege arbejdsprocessen ind.
Det blev godt vejr dagen efter.
Donald stiller det gode spørgsmål i en af sine kommentarer til mit indlæg om det brændte posthus i Vemmetofte.
Han opfordrer til, at man går på fotojagt og giver sit bud på hvilke nyere huse, der om 100 år vil blive husket som smukke.
Jeg synes ikke jeg kan komme i tanker om nyere huse jeg har fotograferet i Danmark, men i sommeren 2013, da vi gik en tur for at fordrive ventetiden til en del af familien kom til Virgental, som jeg jo har skrevet en del om, gik vi til Welzelach. Her kunne man se en nybygget bondegård. Den lignede de andre gårde, som jeg godt kan lide og som i nogle tilfælde har en god del år på bagen. Når 100-årige bondegårde i Virgental er smukke, kan det tænkes, at den nybyggede gård er smuk i 2114 og huskes som havende været det i alle den år. Farven vil skifte.
Gården ses her:
Billedet kan med fordel ses større.
Det er spændende hvilke huse jeg – og andre – falder over i Danmark, som på tilsvarende vis vil huskes – eller ses – som smukke om 100 år.
Efter en afstikker til Bognæs (forrige indlæg) vender jeg tilbage til Østrig.
Ganske som der er noget fundamentalt naturligt over Bognæs, er der det over Virgental i Osttirol. At gå en tur op til Arnitzalm er en god illustration af, hvorfor det er så dejligt at tage på ferie netop i denne dal. For at komme derop må man, som turist, anstrenge sig og begive sig ud på en vandretur. Vejen er nærmest lige ud, det vil sige lige opad. Der er ikke mange sving på turen. Man går, holder pause, vender sig og ser på omgivelserne og hvor man kom fra – og efter små 3 timer (for folk omkring 70 år) og en stigning på 700 højdemeter er man fremme ved et meget oprindeligt sted, hvor man kan få sig en portion suppe eller noget andet at spise og lidt at drikke til. Når jeg i øvrigt skriver om denne alm er det fordi jeg ikke nåede det sidste år og fordi den har fået nyt tag.
Først og fremmest vil jeg bede dig se på kortet herunder. Arnitzalm ses hvor der er et kniv-og-gaffel-symbol. Længere nede ses et P. Her kan man parkere på Guggenberg Parkplatz. Og så går man ad den lige vej.
På den modsatte side af Virgental, nederst på kortet, finder man Zedlach. Og til højre Mitteldorf. Billedet herunder er taget fra Zedlach – med zoom – og ser man godt efter ses Arnitzalm bag nogle træer. Dette billede er fra 2013. De følgende er fra sidste år.
Når man går fra parkeringspladsen får man lejlighed til at se ind i Virgental. Herunder ses først Mitteldorf, så Virgen og fjernest Obermauern.
På et tidspunkt får man øje på Arnitzalm, man passerer den, går over vandløbet og det sidste stykke op til almen.
Beboerne kører herop i bil, som det kan ses. Jeg blev ikke klar over, at der var kommet nyt tag på det ene hus, da jeg tog billedet, men det ses tydeligt på huset til venstre.
At tagene er lavet af træ ses her.
Da vi sad og spiste opdagede jeg det nye tag. Det ser ud som herunder. Tre lag brædder forskudt.
Her er de kombineret med tagrenden, der hverken er af zink eller plastik, men af træ. De solide holdere er selvfølgelig også af træ.
Herunder er det samme hjørne fra en lidt anden vinkel.
Medens vi sad der kom traktoren med noget. Det viste sig at være en ny tagrende. Jeg fik at vide at taget er lavet at lærk. Og at sådan et tag holder i 50-60 år.
Nærbillederne af tagkonsruktionen er taget på balkonen til højre, hvor vi sad.
Så gik vi nedad igen, som man jo gør, når man holder ferie som os. Lige efter almen så det sådan ud.
Og lidt senere sådan. Den lille by på den modsatte side er Zedlach, som kunne ses på kortet.
Efter et par timer nåede vi til bilen. Det havde atter været en storslået vandredag.
Da vi kom tilbage til Virgen kunne vi se der var optræk til torden og regn hvor vi lige havde været. Således blev det atter illustreret at det hander om at komme op og ud om morgenen. Så er man måske hjemme i tørvejr.
Da den kolde første uge af sommerferien i Virgental var gået bedredes vejret – meget endda.
Vi bor på Habererhof, en bondegård med bl.a. 6-7 køer. De kræver hø. Hø skal tørres. Det klarer solen.
Den sidste lørdag i juni sås et glimrende eksempel på, hvorledes Bondens lov virker. Bondens lov – i modsætning til Skolens lov, der indebærer, at man kan klare sig ved at terpe i kort tid – siger, at man må følge naturens principper for at virksomheden lykkes.
Klokken 19.30 kunne jeg hører traktoren. Der blev slået græs. Det skete givet vis på dette tidspunkt fordi det ville blive så godt vejr de næste par dage, at græsset kunne tørre og blive til hø. Landmanden forudså naturens gang og turde slå græsset.
Arbejdet ses skride frem i baggrunden af billedet.
I løbet af de næste dage var vejret fint, høet blev vendt og mandag kl 15.30 blev det kørt ind.
Jeg var ikke hurtig nok til at tage billedet, men man bakker ind på høloftet og læsser af.
Når høet skal bruges, hældes en passende mængde ned i kostalden.
Således blev Bondens lov fint illustreret. Vil du vide mere kan det anbefales at læse lidt i Covey: Syv gode vaner.